Museumsnumre 56 - skraldespand

Et af tidens varme emner er affaldssortering. Befolkningstallet vokser og vokser, og forbruget går samme vej. Råstoffer, selv rent vand, bliver i stigende grad mangelvare. Der er mange gode grunde til at se på de enorme mængder affald, forbrugersamfundet frembringer, og et lille skridt til løsning af problemerne er genbrug, hvilket kræver affaldssortering. På det område har landets kommuner vist handlekraft, og spande til sortering af husholdningsaffald er fremstillet og fordelt. Det kan undertiden knibe med at få plads til de mange affaldsbeholdere i de private husholdninger.

Lad os se lidt på skraldespandens historie. De fleste vil umiddelbart tænke skraldespand på museum! Næh… Men hurra, dette kapitel af byernes historie og udvikling er skam også kommet på museum. Og sagen viser, hvor dygtige og fordomsfri museerne i Danmark har været, når det gælder indsamling af den materielle kultur.

Renovationen i byerne blev sat i system i løbet af 1700-tallet. Man skelnede mellem dagrenovation og natrenovation. Det sidste var fra latrinerne, og det er en historie for sig. På landet havde man ikke behov for renovation. Den sag klarede man selv. Det meste havnede på møddingen, men i købstæderne med mange mennesker måtte affaldet samles og skaffes af vejen.

Før dagrenovationen blev sat i system af kommunerne, tog vognmænd sig af skrald, som blev kørt uden for byen eller som fyld hældt ud i stranden eller på steder, hvor man ville opfylde en fugtig grund, så der kunne bygges. På den måde voksede by og havn arealmæssigt. Tilbage i middelalderen lyder en påstand, man tit støder på, at skarn og affald blev smidt ud ad vinduet, altså havnede på gaden, hvor høns og grise løb omkring og tog sig af det spiselige. Gående vadede i skarn! Den forklaring bør man være kritisk over for. I alle lande, selv de fattigste, sørger man for at bortskaffe affald fra beboede områder. Det handler om smittefare og hygiejne. Københavns stadsret fra 1443 lovede bøder til folk, som lod affald fra gård og stald stå på gaden i mere end tre dage. Allerede dengang skete altså bortkørsel af affald. Men spørgsmålet er desuden hvor meget affald, man producerede? I mangelsamfund bliver ikke meget smidt ud. Madrester går til husdyr, træ til brændsel, skarn og aske tilbage til jorden, metaller til omsmeltning osv. Kun det helt ubrugelige havnede på affaldspladsen. Det var f.eks. skår af potter og fade, glasstumper, glødeskaller, teglstensbrokker m.v. 

En skralde fra renovation. De ældste skralder var helt af træ. Når skralden lød, skulle gårdskarl eller pige bære spanden med affald ud til vognen. Deraf kommer ordene skraldespand, skraldevogn og skraldemand. Det gamle ord for affald var skarn. Københavns Museum

Der blev af magistraten udarbejdet sundhedsvedtægter, og ifølge dem skulle affald bortskaffes på forsvarlig måde. Kommunale lossepladser blev åbnet uden for byerne. Dagrenovationen blev i mange byer klaret af en kommunal kørselsafdeling. I Odense hørte gadefejning og bortskaffelse af affald under fattigvæsnet, og arbejdskraften var byens fattiglemmer. Samme ordning fandtes i mange af landets byer. I byerne havde man den bestemmelse, at husholdningens affald, dagrenovationen, skulle samles og bringes ud på gaden til afhentning. Når man kørte rundt for at indsamle affald havde vognmanden allerede fra 1600-tallet en skralde, som blev flittigt brugt, så husholdningerne vidste, at nu var det tid at bringe deres affald ud til vognen.

 Skraldespand af zink fra København mærket KGR 1266, Københavns Museum. Det var denne type skraldespand som blev benyttet i omkring 100 år

En af de forbedringer i renovationen, som i slutningen af 1800-årene indførtes overalt i byerne, var kommunale standard affaldsspande i zink. Sådanne spande findes bevaret på flere museer. Spanden er firkantet med låg og forsynet med bærehåndtag, så man kunne bære den ud til vognen og tømme den. Spandene kunne sættes sammen på vognen og køres på lossepladsen. Denne type skraldespand viste sig at være velegnet til sit formål og meget holdbar, så den var i brug i det meste af landet helt frem til ca. 1970.

Akvarel udført af Th. Skeel Ankersen ca. 1950. Motivet er en baggård til et hus i Benzonsgade i Nykøbing F. og th. ses zinkskraldespanden op ad væggen. Lolland-Falster Museum

Zinkskraldespandene i byernes baggårde stod på række og modtog alt skrald fra ejendommens beboere. Det hele blev blandet sammen. Men der var folk som sorterede i affaldet, nemlig klunserne. Med en jernkrog, et såkaldt syvtal, rodede de i spandene og fiskede de genstand op, som de kunne sælge til produkthandlere. Det røg ned i de medbragte sække. Det drejede sig mest om metaller, især kobber, messing og bly, samt klude og eventuelt kasserede brugsgenstande, måske noget for marskandiseren?

 Baggård i Stormgade i København omkring 1930. De kommunale skraldespande ses til højre i billedet, kbh.billeder

At være skraldemand var et hårdt og snavset job og i sin tid dårligt lønnet. Derfor havde skraldemændene ingen høj stjerne på professionshimlen. Ofte måtte de slæbe skraldespandene fra baggårde og ad kældergange ud til gaden, hvor vognen holdt. Det hårde, omkringfarende liv omfattede også et stort forbrug af tobak og snaps, der blev betragtet som nødvendige stimulanser. Deres levealder var lavere end gennemsnittet. Heldigvis blev såvel løn som arbejdsforhold i tidens løb forbedret ved fagforeningens indsats.

Skraldevogn i Varde ca.  1960, Varde Arkiv

I lang tid skelnede man i København og andre steder mellem dagrenovation, industriaffald og byggeaffald, dvs. murbrokker. Længe var affaldet ufarligt, indeholdt ikke større mængder af skadelige stoffer, men da industrien begyndte at bruge kemiske stoffer og da plastik og pesticider kom til, blev situationen en anden. Der er forskellig nedbrydningstid på de skadelige stoffer. Især kemikalier på lossepladser har givet miljøproblemer. Forureningsproblemet dukkede for alvor op i 1960-erne.

Zinkspande blev afskaffet omkring 1965 og erstattet af papirsække. De var opsat i et galvaniseret stativ. Overgangen til papirsække hang sammen med at man flere steder begyndte at brænde affald i stedet for at deponere det. Forbrændingsanlæg var kendt allerede fra 1900, bl.a. på Frederiksberg. Varmen fra anlægget på Frederiksberg blev brugt til fjernvarme til sygehus, børnehjem og fattiggård. 1970-ernes og 1980-ernes forbrændingsanlæg, hvoraf nogle meget store som i Odense, leverer fjernvarme til boliger og virksomheder.

Papiraffaldsposerne fik dog en ret kort levetid. De blev fra 1980-erne afløst af plastikspande.

Vejle Museum har to skraldespande i sine samlinger. I 1965 gik man over til galvaniserede runde skraldespande og disse blev i 1988 afløst af grønne plastikspande, VejleMuseerne

På det seneste har man visse steder gjort forsøg med affaldssugeanlæg. Det er bl.a. sket i Nyhavn, hvor husene ligger tæt og uden nem adgang til baggårdene. De talrige restauranter afleverer meget affald, som nu suges bort.

Kommunale renovationsselskaber blev omkring årtusindskiftet ramt af privatiseringsbølgen, og ligesom på områder som post og transport kan man diskutere, hvor fornuftige beslutninger om privatisering er. Københavns Renovationsselskab fra 1898 blev nedlagt i 2011. Mange kommuner har dog holdt fast i at renovation er en kommunal opgave. Det gælder f.eks. Revas i Viborg og RCV i Vejle. Det største problem i vores tid er dog væksten af affald. Det må stoppes og opgaven ligger på regeringers og virksomheders bord.

Ole Mortensøn

Se de øvrige artikler i serien ”Museumsnumre” her

[Historie-online.dk, den 31. oktober 2023]