Museumsnumre 61 - Køkkenskabe

Køkkenet er måske det rum i hjemmet, som gennem de sidste par hundrede år har forandret sig mest. En sag var tilberedning af maden, en anden hvordan gemme fødevarerne? Til det formål brugte man gennem tiden forskellige skabe. I tidlig middelalder havde man et fadebur, et hus adskilt fra de øvrige husrum, hvor man opbevarede fødevarer. Husets frue havde nøglerne til fadeburet. Konservering af fødevarer skete ved rygning, saltning og syltning. Olaus Magnus skriver, at de nordiske folk spiste kødet tørret, røget eller saltet, men ikke kogt. Sild var en vigtig føderessource i middelalderen, og den blev saltet og opbevaret i tønder. På de store sildemarkeder i Øresund og Limfjorden blev handlet mængder af sild. Brødkorn skulle opbevares tørt i tønder, og det øl, man bryggede, kom også på tønde.

På gårdene blev fadeburet efterhånden erstattet af forrådsrum i boligen, nær køkkenet. Dette rum var aflukket og forsynet med hylder og ophængskroge, så mus og andre skadedyr ikke let kunne komme til maden. Mange gårde havde også en lille kælder ved køkkenet. Det blev almindeligt i 1800-årene. Her kunne fødevarer og drikkevarer opbevares køligt. I byerne havde man et spisekammer eller madskab, et lille aflukket rum med hylder. En særlig form for madskab var flueskabet, som brugtes allerede i 1600-tallet. Det var en kasse med hylder, anbragt f.eks. i væggen til kælderen, men med adgang fra spisekammeret gennem en låge. Flueskabet var forsynet med fluenet, så her kunne letfordærvelige produkter som mælk, fløde og måltidrester opbevares sikkert mod de mange fluer, der altid var på gårdene, hvor de kom fra mødding og stald.    

Køkken i den bornholmske gård på Frilandsmuseet, Nationalmuseet

I køkkenet blev kun de til madlavningen nødvendige potter, pander og gryder opbevaret. Bordservice, tallerkener og bestik havde man i stuen. I mange år var spisebestikket kniv og ske, først fra 1500-tallet kom gaflen til. Tallerkener blev anbragt i en tallerkenrække. Senere havde man i stuen skabe og skænke til duge, glas og bordservicet.

Køkkeninventar var snedkerarbejde, og oftest var underdelen af skabe og borde malet blå, mens bordplader var hvidskurede. Senere blev hvid den dominerende køkkenfarve. Længe beholdt man spisekammeret, men det blev i mellemkrigstiden efterhånden suppleret med en ny opfindelse: isskabet. Omkring 1900 kom der isværker. Fiskerbyer var på forkant i den retning, f.eks. Esbjerg, hvor man havde brug for is i fiskekasserne. Der var intet nyt i at bruge is. Det havde man i hundredvis af år benyttet til at nedkøle fødevarer. Det foregik på den måde, at man om vinteren gik ud på isen på nærmeste sø og savede blokke i passende stykker, som blev transporteret til en iskælder, der enten var et kælderhus eller en kælder nedgravet i en bakke. Isen blev dækket med halm, så den blev isoleret og kunne holde sig længe. Fra iskælderen hentede man så den nødvendige is. Mejerier efterspurgte is til brug ved flødesætning og faktisk var is en stor handelsvare. Norge eksporterede mængder af is, bl.a. til England, og isfarten fra Norge beskæftigede i hundredvis af sejlskibe. Størstedelen af isen blev brugt af fødevarevirksomheder som bryggerier og mejerier, og når isvinteren udeblev kom Danmark på listen over aftagerlande.

 Foto af vogne med krystalis på vej ud fra De forenede Bryggeriers Isværk på Vodroffsvej i København, kbh. billeder

 Ung mand med en stang is på nakken 1950-erne, Østerbro foto

Omkring 1920 holdt isen sit indtog i husholdninger og restauranter i de byer, som havde isfabrikation. Isskabe kom i brug i København, Århus og Odense og efterhånden mange steder i landet. Et isskab var et mindre skab bygget i træ og udvendig hvidmalet og indvendig forsynet med zink. I skabet var en zinkkasse som i bredde og længde passede til en kvart stang krystalis. Denne is kom fra isværker og blev med hestevogn kørt ud til aftagere. I byerne var det især de mange ismejerier, som forhandlede mælk og smør. Her kunne man købe en kvart stang is og få den bragt op i lejligheden til sit isskab. De Forenede Bryggerier havde et stort isværk på Frederiksberg og leverede herfra is til ismejerierne. En varm sommerdag var gadens unger tit samlet ved vognen i håb om at få et stykke af den dejlige friske krystalis. For mange arbejderhjem var isskabet et stort fremskridt i husholdningen. Nu kunne man købe pålæg og letfordærvelige fødevarer til madpakker. Brugen af isskabe fortsatte et godt stykke op i 1950-erne. Så blev de udkonkurreret af køleskabet og isværkerne lukkede.

Køleskabet var længe under udvikling, inden det blev alle mands eje. Det startede med den franske ingeniør Ferdinand Carrés (1824-1900) patent på en praktiske kølemaskine, der kunne lave is. Hans maskine, der brugte ammoniak opløst i vand, kunne producere 200 kg is i timen. Maskinen blev forbedret, og snart indrettede man i skibe fryserum, så man i 1880-erne kunne afskibe argentinsk oksekød og australsk og newzealandsk lammekød til Europa. Ingeniørprofessor Carl von Linde i München opgav sit professorat og startede i 1879 et firma, som byggede kølemaskiner. Firmaets maskiner blev særligt efterspurgt af bryggerier. Dette firma udviklede køleskabe, som var yderst effektive, men dels var de dyre, dels krævede de elektricitet, så husholdninger og mindre virksomheder kunne ikke anskaffe sig et køleskab. I 1930-erne blev teknologien forbedret, og i USA nåede man dertil, at mange hjem anskaffede et køleskab til madvarer. Snart havde halvdelen af de amerikanske husholdninger et køleskab. En grund til køleskabets gennembrud var opfindelsen af kølemidlet freon, der var sikrere og havde langt bedre egenskaber end tidligere stoffer som anvendte ammoniak og metylklorid. Freon gjorde det muligt at producere mindre og billigere køleskabe.

I Danmark kom køleskabet først rigtig frem i 1950-erne med forbrugersamfundet og afbetalingsordninger ved anskaffelser af såkaldte forbrugsgoder. Danske firmaer som Atlas og Gram kunne levere til hjemmemarkedet. I 1960-ene havde halvdelen af danske hjem fået køleskab.

Atlas køleskab fra ca. 1950, hvid emaljelak og fire små ben. Det er et af de tidligste danskproducerede køleskabe. Grenå Museum.

De første køleskabe lignede isskabe, de var hvide men havde afrundede hjørner. Indeni var skabet forsynet med hylder og en lille frostboks til isterninger. Efterhånden ændrede køleskabet design, hvilket var et led i hele ændringen af køkkenet. De små køkkener var i 1950-erne husmorens domæne. Spisekammeret forsvandt og køkkenet blev større og velforsynet med under- og overskabe og god køkkenbordsplads. Der blev også lidt plads til at spise i køkkenet. I 60-erne blev køkkenskabe moderne med teaktræsfiner. I de nye parcelhuse og villaer brugte man køkkenelementer. De snedkererede skabe forsvandt fra køkkenet. Elementerne var laminerede spånplader og var fremstillet i en bestemt stil. Køleskab, vægfliser og diverse skabslåger og skuffer fulgte denne stil. Køkkenkendere kan hurtigt se om et køkken er fra 70-erne eller fra 90-erne ud fra farver, fliser, gulvbelægning m.v.

Køkkenskab såkaldt Københavnerskab fra 1950-erne, lauritz.com

I 1980-erne og 90-erne voksede køkkenet, og der blev åbnet ind til stuen / spisestuen. Der opstod det, man kaldte samtalekøkkener, så den eller de, der lavede maden kunne deltage i samværet med de øvrige, som skulle spise sammen. Paradoksalt nok blev de store køkkener brugt i mindre grad en de tidligere små køkkener og meget af maden til den fortravlede udearbejdende familie blev færdiglavede retter, som kun skulle opvarmes. Udviklingen er fortsat i det nye årtusind med stadigt mere luksuriøse køkkener, hvor omkostningerne overstiger nytteværdien. Desuden udskiftes køkkenet, når stilen er blevet forældet. Hvornår den udvikling stopper, er et åbent spørgsmål? Bæredygtigt er det ikke.

 Moderne såkaldt samtalekøkken, annonce fra indret.nu

Ole Mortensøn

Se de øvrige artikler i serien ”Museumsnumre” her

[Historie-online.dk, den 13. december 2023]