Museumsnumre 64 - Vinduer
Det sker heldigvis, at der åbner nye museer. Der er god brug for disse videnscentre for samfundets udvikling i en tid, hvor alt er under hastig forandring. Velux er et dansk firma som længe har gjort sig kendt som producent af vinduer og desuden gennem deres fond er med til at holde dansk litteratur flydende i vanskelige tider for skribenter og forlag. I Søborg er i 2015 åbnet et specialmuseum om vinduer. Velux står bag dette initiativ og en samling på 300 vinduer vises. Vil man studere vinduets historie og se tingene 1:1, så er det Søborg, man skal til.
Men spredt rundt på museerne findes også vinduer, vinduesbeslag og oplysninger om vinduer. I den Gamle By og på de forskellige frilandsmuseer kan man se, hvordan fortidens vinduer så ud, og hvordan de sad i husene. Vinduerne er en vigtig del af en bygnings udseende og derfor gælder den hovedregel, at gamle vinduer altid skal udskiftes med nye af samme type. På den måde undgår man at skæmme facaden / arkitekturen.
Tegning som viser, hvordan en husfacade spoleres ved brug af forkerte vinduer. Det særlige Bygningssyn
En ramme af træ med indsat glas, opsat i væg for at give lys, det er den korte forklaring på ordet vindue. Langt tilbage i tiden havde man ikke glas og brugte i stedet svineblærer eller andre dyrehinder, som tillod lys at passere. I folkevandringstid og det meste af vikingetid havde man ikke vinduer. Husene havde huller i vægge, som slap lys og frisk luft ind i boligen. De kunne lukkes med skodder. Desuden gav lyren i taget lys. Lyren kaldtes ”vindauga”, og vindøjet blev senere til ordet vindue.
Vinduer med glas dukkede op sent i vikingetid og i tidlig middelalderen og var dengang sjældne. De blev benyttet i kirker, klostre og borgpaladser. Vi skal frem til renæssancen, før anvendelse af vinduer bliver mere udbredt. Vinduer kom i brug i slotte og velstående borgeres boliger i 1500-tallet, og omkring 1700 var vinduer almindelige på land og i by. Vinduesruderne var små og blev anbragt i et sprosseværk, som blev holdt fast til rammen af jernstænger. Disse sprosser var i starten lavet af bly og man taler derfor om blyindfattede vinduer. De forsvandt i 1700-tallet til fordel for vinduer med træsprosser. Odense Bys Museum har en god samling af vinduesrammer. Det er sjældent i de kulturhistoriske museer at finde komplette vinduer med karmtræ. Årsagen er, at den slags fylder, hvorimod der let kan findes plads til en enkelt ramme.
Blyindfattet vinduesramme, Odense Bys Museer
Træsprosseramme, Odense Bys Museer
Vinduesglas var indtil omkring 1800 altid håndblæst. Det foregik på den måde at glaspusteren fangede noget glas an og pustede det op til en passende størrelse. Så blev et hæftejern sat på, og glasblæren blev skilt fra røret, klippet op og roteret med hæftejernet, så man fik en flad cirkelrund glasskive. Senere blæste man glasset op i en træform og fik en cylindrisk glasblære, som kunne klippes op og udfoldes, hvorved man fik et rektangulært vinduesglas.
Vinduesramme fra Ærø med blæst, opklippet glas, såkaldt okseøje, Odense Bys Museer
De ældste vinduer var nærmest kvadratiske trærammer med blyindfattede små ruder, 9, 12 eller 16, og de var spigret fast i en karm. Som noget nyt begyndte man at sætte vindueshængsler på ramme og karm, så man kunne åbne vinduet. Det almindelige danske vindue fra 1700-tallet bestod af en vindueskarm med en midterpost. I karmen sad to vinduesrammer med sprosser og vinduesglas. Som regel var der i sprossevinduet seks eller otte glas i hver af de rektangulære rammer.
Da man kunne fremstille støbte vinduesglas i 1800-tallet blev vinduerne større. Det såkaldte dannebrogsvindue blev den foretrukne type. Det bestod af fire vinduesrammer, to mindre foroven og to forneden, idet underrammerne var forsynet med en enkelt sprosse, så man i alt havde seks vinduesglas af samme størrelse. I bedre borgerhuse brugte man de såkaldte palævinduer, store vinduer med sprosser. I landhuset havde man en række vinduer, som hver bestod af karm med midterpost og to rammer med hver to sprosser. Der skulle altså seks vinduesglas til hvert vindue. Glassene blev sat fast med glassøm og falsene kittet til med linoliekit, så de blev vandafvisende. For at isolere begyndte man i 1800-tallet at sætte forsatsrammer op ind til stuen. Vinduesbeslag var oprindelig håndsmedede, men de blev fabriksfremstillet og forenklede i 1800-tallet. Træet blev malet med oliemaling.
Kalkemanden er navnet på dette herlige maleri af L.A. Ring. Det bringer os ind i en tid uden bilisme, hvor vinduer ud mod gaden gav lejlighed til at betragte forbipasserende og måske åbne et vindue for en passiar, som her med manden, der kalker facaden. Statens Museum for Kunst
Mange forestiller sig fortidens bindingsværkshuse med de sprossede vinduesrammer som mørke, men folk der bor i sådanne gamle huse, ved, at der tværtimod er et godt lys i stuerne. Det skyldes de mange vinduer, der sidder tæt ved hinanden. Grundmurede huse kræver bærende murværk mellem vinduerne, mens bindingsværkshuset bæres af egestolper.
Små vinduer brugtes i bygningsgavle. De var ofte runde og i stråtage over indgangsdøren var sat halvcirkelformede vinduer, som gav dagslys på loftet. I de danske fragtsejlere, jagterne, havde man i agterspejlet to små sprossevinduer, som gav lys ind i skipperens kahyt. Marstal Søfartsmuseum har bevaret flere af den slags vinduer.
Store vinduer begyndte man at se i byens forretningsejendomme. Det var typisk et vindue indsat i gadeniveau, højt som en dør og med sprosseværk. I sådanne udstillingsvinduer kunne manufakturhandleren, købmanden, boghandleren, isenkræmmeren osv. stille nogle af sine varer frem til beskuelse. Det hjalp på omsætningen.
Facade med vinduer i ejendommen Vestergade 33, Odense. Læg mærke til de store forretningsvinduer i underetagen. Det er formentlig støbejernsvindue til venstre og trævinduer til højre. Tegningen er fra ca. 1860. Odense Bys Museer
Med industrialisering kom en ny robust type af vinduer, støbejernsvinduet. Det blev især anvendt i det omfattende nybyggeri af stalde, værksteder og fabrikker. De mange små jernstøberier landet rundt blev hurtigt leveringsdygtige i vinduer og hvert støberi havde sin type, så vinduerne er forskellige fra egn til egn. Støbejernsvinduerne fortsatte traditionen med at benytte sprosser og små vinduesglas. De var oftest rektangulære med en svagt buet overkant og blev støbt, så det øverste vindue kunne vippes op. Støbejernsvinduet er meget vejrbestandigt, for støbejern ruster kun langsomt. Til gengæld tåler det ikke slag eller stød. Mange støbejernsvinduer er blevet kasseret, til fordel for moderne vinduer, hvilket er en skam. Med benyttelse af et forsatsvindue kan man få en god og robust klimaskærm i bygningen.
Stort støbejernsvindue fra fabrikshal i Vedelsgade i Vejle, firmaet C.M. Hess, Vejle Museum
Omkring 1920 skete der en revolution i glasfabrikationen. Man lavede fabrikker, som ved brug af valser kunne trække glasset og levere store plane glasplader. Resultatet af dette blev sprosseløse vinduer, som slog igennem i 1930-ernes funkisvillaer. I vor tid er vinduet blevet yderligere forbedret ved brug af termoglas og almindeligvis har hvert vindue i dag tre lag glas, så varmetabet er meget begrænset. De nye glastyper afstedkom også nye vinduestyper, bl.a. vippevinduer og dreje-kipvinduer samt ikke mindst ovenlysvinduer. Forsøg med lysindfald har vist at en række vinduer af gammel type giver et bedre lys i stuen end et stort vindue med det samme glasareal. Det store vindue giver et ubehageligt kraftigt lysindfald og mørke kroge, mens de traditionelle vinduer giver et diffust og behageligt lysindfald. I dag vælger mange ejere af gamle huse heldigvis at istandsætte de gamle vinduer eller erstatte dem med nye tilsvarende. På den måde bevares arkitekturen.
Dannebrogsvinduet produceres nu efter de moderne krav og til en overkommelig pris. Der er ingen undskyldning for at ødelægge huses facader
Ole Mortensøn
