Museumsnumre 65 - Stenring og skærvehammer
Der var engang da kunstnere – digtere og malere – var optaget af at vise den sociale virkelighed. Jeppe Åkjær var en af den slags folk. De syntes ikke, at de fattige havde rimelige livsvilkår, og gennem deres kunst ville de gøre opmærksom på dette. Det lykkedes. Hvem kender ikke Åkjærs vise om den fattige Jens Vejmand, som gennem livet huggede sten til vejene, og da han døde var der ikke råd til en sten på hans grav, kun et sølle trækors. Maleren H. A. Brændekilde var også optaget af de ringe sociale forhold og har i en række fremragende malerier skildret de fattiges vilkår. I maleriet ”Ved vejen” er motivet som hos Åkjær arbejdsmanden, der slår sten til vejskærver.
Den gamle mand, som slår sten, holder frokostpause i sit slidsomme arbejde. Hans kone er sammen med barnebarnet kommet med mad. En snedkersvend er stoppet for at veksle nogle ord med manden og hans kone. De ser begge udslidte og forknytte ud. Mandens værktøj skærvehammer og stenring ses på billedet. Maleri af Brændekilde 1893, Statens Museum for Kunst.
I dag forstår vi ikke den nød og elendighed som tidligere eksisterede, men det er værd at huske på at ordentlige levevilkår er noget, man har kæmpet for og fortsat må kæmpe for. Museerne kan bidrage til fortællingen om Jens Vejmand, for de har bevaret værktøjet og en opstilling evt. med en figur kan bringe folk til at forstå det slidsomme arbejde, som visse mennesker tidligere udførte for ringe betaling.
Jernring med træhåndtag til skærveslåning. Stenen anbragtes i ringen og når stenen var knust ragede man skærverne ned på jorden, tog den næste sten og anbragte den i ringen. Lolland – Falster Museum
Skærvehammeren har en særlig krummet form og træskaft. Denne hammer stammer fra Vellig fattigård og bevidner, at skærveknusning var en del af fattiglemmernes arbejde. Ringkøbing-Skjern Museum
Allerede i oldtiden eksisterede veje i Danmark og adskillige vejstykker er blevet udgravet og viser brolægning med flade sten på udsatte steder, hvor der var vand. Oldtidens veje opstod ved den almindelige færdsel til fods, til hest og med vogn, og de var jordveje. Middelalderen havde de kongelige hærveje som hovedfærdselsårer. I øvrigt gik vejnettet fra landsby til landsby.
Vore dages vejnet har sin oprindelse i 1700-tallet. Vejene var ofte hjulspor og sommetider ufremkommelige grundet manglende vedligeholdelse. Vejarbejde blev udført af bønderne som hoveri. Med den kongelige forordning af 1793 om vejvæsenet blev der sat skik på tingene. Der blev tre kategorier af veje: Hovedlandeveje, landeveje og biveje. Et særligt vejkorps under kommando af overvejmesteren udførte vejarbejde. Hovedvejsnettet skulle udbygges, og vejene skulle være belagt med sten eller harpet grus, mens de øvrige veje var jord-, sand- eller grusveje. Der skulle være grøfter, opsættes vejvisere og plantes træer langs vejene. Officerer sattes i gang med at opmåle og tegne kort over vejene. Til finansiering af vejene opkrævedes såkaldte bompenge. De rejsende skulle betale for at bruge kongerigets veje. Det princip blev ophævet i 1850-erne. I Københavns amt, på Roskildevej, Lyngbyvej og Strandvejen forsvandt de sidste bomme dog først i 1915.
I 1841 kom en ny forordning om vejvæsenet. Der blev stadig skelnet mellem hovedveje, landeveje og biveje. En vejmester skulle have opsyn over samtlige veje, som i øvrigt sorterede under amtmændene. Fra 1867 skulle en amtsvejinspektør med vejassistenter og vejmænd vedligeholde vejene. Bivejene blev bestyret af sognerådene under tilsyn af amtsrådene. Vejbredden var på landeveje sådan, at to hestevogne kunne passere hinanden. På bivejene kunne to vogne ikke altid passere hinanden og en måtte holde tilbage i rabatten og vente. Vejene var anlagt med grøfter på hver side og en svagt hvælvet kørebane, så vandet kunne løbe bort. Hver vejmand fik et stykke vej at passe. Vejmændene var fastansatte folk, mens arbejdet med at slå sten blev udført som dagleje.
Oliemaleri fra 1851 af Andreas Juul. Maleriet viser Geels Bakke med landevejen til Hillerød. Billedet giver et glimrende indtryk af datidens hovedlandevej og trafik. Læg mærke til den lange hævede vejbom og bomhuset. Forrest th i billedet ses en mand ved læskærm i færd med at hugge sten til skærver. Rudersdal Museer
Vejkassen var opbygget af flere lag, og man brugte i 1700-tallet at lægge et paklag af større sten forneden, derover et dæklag af skærver og grus. Men i 1826 indførte man i Danmark den såkaldte makadamisering, efter skotten MacAdams princip. Det bestod i at opbygge hele vejen af skærver. Skærverne blev presset sammen ved brug af en stentromle og derover kom sand og grus, som blev vandet, til der opstod et kompakt lag. Den nye måde at opbygge vejene på medførte en stor efterspørgsel af skærver, og stenslagning blev et vigtigt arbejde. Arbejdet var dog ikke eftertragtet og var ringe aflønnet. Man søgte at løse problemer med manglende arbejdskraft ved at bruge fattiglemmer og tugthusfanger til arbejdet. Kommunerne satte arbejdsløse til at slå sten. Der var brug for store mængder af skærver til nye veje og til reparationer.
Som det ses af illustrationer bestod arbejdet i at en bunke sten blev lagt af ved den vej, hvor de skulle benyttes og tromles ned. Her blev opsat en læskærm, og en arbejdsmandmand kunne med en skærvehammer og stenring tage fat på at knuse stenene til skærver. Det var lidt af et sisyfosarbejde, og arbejderen var udsat for vind og vejr. Det var typisk vinterarbejde. Ofte benyttede man en tønde fyldt med sten som arbejdsbord. Så kunne man stående slå stenene i stykker på tønden. Hvis stenhuggeren var skrap, kunne han slå en kubikmeter skærver på en dag. Når en stenbunke var færdig, flyttede man hen til den næste aflagte bunke.
Vejarbejder ved arbejdet med at slå sten. Generationen efter ”Jens Vejmand” havde ranket ryggen og takket være organisation fik de bedre løn og bedre arbejdsvilkår
Mod slutningen af 1800-årene begyndte entreprenører at benytte dampmaskiner til at knuse sten. Disse skærveknusere og senere deciderede skærvefabrikker gjorde skærveknusning med håndkraft overflødig. Makadameseringen blev helt opgivet, da motoriseringen af landevejstrafikken kom i årene omkring første verdenskrig, så skærvevejene forsvandt til fordel for brolagte vejbaner og senere asfaltbelægning. Vejmændene forsvandt ikke af den grund. De rensede stadig grøfter, beskar træer og bevoksning, holdt opsyn med snekastning og ryddede og reparerede kørebanen. En vejmand havde omkring 7 - 10 km. vej at tilse. De lokale vejmænd forsvandt først, da vejarbejdet blev centraliseret af amter og kommuner til særlige afdelinger under den tekniske forvaltning, og maskiner overtog det meste vejarbejde. Da vejmændene organiserede sig, lykkedes det også at opnå forbedrede lønvilkår. Det betød farvel til den armod som Jeppe Åkjær og Brændekilde så omkring 1900.
Ole Mortensøn
Se de øvrige artikler i serien ”Museumsnumre” her
[Historie-online.dk, den 23. januar 2024]
