Museumsnumre 73 - Toilet og WC
Til menneskets fornødenheder hører nu om stunder bad og toilet, og mange lejligheder og huse sælges først og fremmest efter deres bad/toiletters beskaffenhed. Flertalsformen er vigtig, for en familie kan ikke nøjes med et toilet. Men vi skal ikke så særlig langt tilbage i vores egen historie før et toilet var et ukendt begreb. Ordet er fransk og betyder egentlig et sted, man gør sit toilette, dvs. gør sig i stand, vasker sig. Man havde dametoiletter og herretoiletter.
Hvis man vil se, hvordan det begyndte med toilet, skal man aflægge Nationalmuseets Klunkehjem et besøg. Det er et velbevaret borgerligt københavnsk hjem. Indretningen er fra 1890-erne, og bad og toilet rykkede ind i det sidste rum for enden af en lang gang i den store herskabslejlighed. Det var WC, ”Water Closet”, et vandkloset, som var den store nyhed og forbedring.
Toilet i Nationalmuseets Klunkehjem. Toilettet er anskaffet i 1902 og uændret siden da.
Men de fleste steder i byen gik man på lokum anbragt i et baghus, eller man besøgte retiraderne, som var et antal skure opstillet i byejendommens gård eller i skolegården. Latrin er endnu et ord for indretningen især benyttet på kaserner. Hvert lokum havde en trækasse med et lokumsbræt, hvor der var et hul med et låg over. Under låget befandt sig en tønde eller spand, som beboerne besørgede i. Spandene blev hentet og tømt af natrenovationen, skraldemændene. I de ældre huse fandtes et lokum indendørs, som regel under trappen, men denne uhygiejniske foranstaltning, som sendte en fæl stank op til husets beboere, blev efter Københavns brand i 1795 ikke mere benyttet i nybyggeriet.
Ude på landet kendte man heller ikke til toiletter. Nogle steder som på herregårde havde man et lokum, hvis indhold landede i voldgraven, eller man havde et lokum, hvor indholdet blev gravet ned i haven. På gårdene besørgede folkene deres nødtørft, som det hed, i grebningen, hvor afføringen sammen med dyrenes møg landede på møddingen.
”Har man en gang været på wc, går man ikke mere på lokum”, skrev redaktør Cavling på Politiken. Man trak i en snor, åbnede for vandcisternen og vandet skyllede wc-kummens indhold bort. Rent og hygiejnisk. WC var en engelsk opfindelse, deraf navnet. Men toiletter, hvor vand i en kanal transporterer afføring bort, var brugt i Romerriget. Besøger man romerske ruinbyer ses sporene af offentlige toiletter. Det vandskyllende toilet blev genopfundet i England i dronning Elisabeth d. 1s tid, og forbedret af Alexander Cumming, som i 1775 opfandt vandlåsen.
Tegning af engelsk wc. Kgl. Bibliotek
Men wc-et kunne ikke brede sig fra den øverste overklasse til andre lag i befolkningen. Der manglede i byerne to vigtige forudsætninger for succes, nemlig vandledninger til ejendommene og et kloaksystem, som kunne transportere spildevandet, herunder toiletvand bort. I Danmark begyndte man i slutningen af 1800-årene at lægge vandrør ud til byernes huse. Koleraepidemien i 1853 havde været en påmindelse om faren for sygdomme med et forældet vandsystem med offentlige brønde. På samme tid anlagde man kloaksystemer i byerne. Nakskov var en af de første byer i Danmark, som fik et velfungerende kloaksystem. Det skete i 1884. København fik et kloaksystem som fra 1894 kunne klare udskyl fra wc-er og Aarhus først fra 1908. Det nye og bekvemme ved wc-et var, at toilettet rykkede inden for. I mange gamle ejendomme måtte man dele det nye wc, som fandt plads i trappebygningen, mens i nybyggeri fik hver lejlighed sit lille wc. Det gik imidlertid langsomt med adgang til wc for alle. I 2020 var stadig registreret omkring 18.000 boliger uden wc.
De offentlige toiletter fik også wc. I København havde man de ”underjordiske” på Rådhuspladsen og på Amagertorv.
Foto af det underjordiske offentlige toilet på Amagertorv, uden år, kbh.billeder
Også en slags offentligt toilet, nemlig et wc i Horsens Statsfængsel, Horsens Museum
Museerne har i deres alsidighed også indsamlet genstande fra dette i samtaler næsten bandlyste emne. Alligevel må man sige, at det ikke er et emne som fylder meget i museernes samlinger. Det er overvejende tilbehør til wc-er som er gemt, f.eks. træk og slip håndtag, toiletruller, lokumsbrætter, lokumsdøre osv. I få tilfælde er det også gamle wc-kummer. Derimod er vandcisternen og tilhørende rør sjældent bevaret. Man kan dog i den Gamle By og i Klunkehjemmet se et wc, som er komplet og i visse gamle bygninger, som aldrig er renoverede, findes stadig fungerende gamle wc-er.
Komplet toilet fra 1960 hjemtaget fra sommerbolig af Teknisk Museum
WC-kummerne har været præget af mode. De ældste kummer er dekoreret med blomster, men hvide kummer blev det almindelige indtil 1970-erne, da farvet sanitet med grønne, blå, rosa eller gule kummer kom på mode. Det blev en succes i starten, men farveglæden forsvandt i 90-erne. WC-cisternen blev flyttet fra væggen og ned bag wc-kummen, et såkaldt lavtskyllende wc. På det seneste er kummen ophængt på væggen og cisternen og rørforbindelser skjult i væggen. Toiletbrættet med låg var længe af træ og lakeret, men omkring 1970 blev farvede plastiksæder almindelige.
Der er lavet interessante betragtninger over wc-kummernes udformning, fra de franske, hvor afføringen svømmer synlig rundt et stykke tid til de tyske, hvor den øjeblikkeligt forsvinder ud af syne. Der er ingen tvivl om, at den måde vi omgås med vores eget affald er kulturelt betinget og siger meget om forholdet menneske og omgivelser. De sidste 40 år er wc-et blevet mål for en voksende kritik, idet det bortskaffer vores afføring, men ikke tager hensyn til forureningen af vandløb og havet. Store rensningsanlæg er blevet en del af løsningen, mens andre har peget på muldtoilettet, altså en tilbagevenden til bondegårdens system med mødding, som en løsning. En endnu større udfordring er klodens befolkningsvækst. Mængden af afføring og affald vokser og vokser.
Ole Mortensøn
Se de øvrige artikler i serien ”Museumsnumre” her
[Historie-online.dk, den 26. marts 2024]
