Museumsnumre 78 - spejle

Spejlet er en genstand, der altid har fascineret, og spejlets historie rækker tusindvis af år tilbage. De ældste spejle var polerede metalplader, som tilbagekastede lyset, og de kendes fra kejsernes Kina og faraonernes Ægypten. Denne type spejl korroderede og skulle poleres ofte, og derfor fandt man på at sætte en glasplade foran metalspejlet. Kineserne var de første til at udvikle en legering af kviksølv, som sattes bag glasset. I renæssancen blev glasspejle med kviksølv og tinfolie udviklet i Europa.

Glasmagerne på øen Murano ved Venedig fremstillede i 1300-tallet små glasspejle og perfektionerede deres spejlglasfremstilling i renæssancen. Deres teknik søgte de at holde hemmelig for at undgå konkurrence. De venetianske glasspejle var kostbare ejendele. De var cirkulære og blev herhjemme opbevaret i drejede dåser af træ, som man har fundet ved middelalderudgravninger i Ribe og Svendborg.

Van Eyck malede i Brügge i året 1434 dette maleri af en købmand og hans hustru. På væggen ses et cirkulært konkavt spejl, wikipedia

Men efterhånden lykkedes det at lure venetianerne kunsten af, og venetianske glasmagere blev mod løfter om mange penge lokket til bl.a. Frankrig, hvor der i St. Gobain blev startet en kongelig produktion af de kostbare kviksølvamalgam spejle. Solkongen, Ludvig d. 14, forsynede sit pragtslot i Versailles med en spejlsal. Det var udtryk for den største ekstravagance, og spejlene, som var fremstillet i St. Gobain, gik fra gulv til loft.

Det er vanskeligt for os i dag at forstå, hvor stort et indtryk det gjorde på folk, når de blev præsenteret for et stort spejl. Vi lever i en kultur, hvor billedet af os selv er et hverdagsfænomen dels gengivet af de mange spejle, der findes omkring os, dels i den digitale billedverden med fotografier og ”selfies”.

Spejlbilledet var i fortiden trylleri, og det gav anledning til stor undren, at folk og steder kunne spejles. I 1600-årene og 1700-årene blev spejlet som symbol for sandhed brugt i diverse skrifter. Såkaldte ”Fürstenspiegel” angav den ideelle adfærd for magtfulde personer. Teologen Erik Pontoppidan udgav i 1740 ”Troens Speil” til opbyggelse af troen, som han mente var omgivet af overtro og vantro.

Brødrene Grimms eventyr ”Snehvide” med den onde dronnings ord: ”Lille spejl på væggen dér … ” handler om forfængelighed og spejlets magi. H.C. Andersen brugte i ”Snedronningen” udtrykket troldspejl. I billedkunsten blev spejlet og forfængeligheden også et uomgængeligt tema. Rubens malede 1640 ”Kvinden og spejlet”. C.W. Eckersberg malede 200 år senere ”En nøgen kvinde sætter sit hår foran et spejl”.

Carl Bloch fulgte med dette maleri i sporet af en lang kunstneriske tradition med motivet: Kvinde vasker sig foran et spejl, 1887, artnet.

Der var flere problemer med kviksølvamalgamspejle. Dels var kviksølv et vanskeligt metal at få fat i, og dels var det giftigt. Hertil kom, at arbejdsprocessen med kviksølvet var langsommelig, op til 20 dage, og kostbar, og desuden viste kviksølvspejlet sig ikke holdbart i længden.

I 1835 opdagede den tyske kemiker Justus von Liebig at en forsølvning af spejlets bagside gav et bedre og mere holdbar spejl. Sølvbelægningen blev snart udbredt, og spejle kunne nu produceres langt hurtigere og til lavere priser. Facetslibning af spejle var en måde at fremhæve og dekorere spejlet. Facetslibning kan være enten blank eller mat. 

Hvordan så de spejle ud, vi herhjemme i Danmark brugte i 1600-, 1700- og 1800-tallet? Det kan vi få efterretning om ved at studere museernes samlinger af spejle. Det drejer sig om 7000 spejle. Dog er kun en lille del af disse registrerede spejle tilgængelige med oplysninger og fotografier. De allerfleste spejle er af yngre dato, 100 – 150 år gamle. Nu er spejle meget forskellige, men lad os starte med vægspejlet. Vægspejlet er af forskellig facon: firkantet, rundt eller ovalt og det er anbragt i en ramme, som er udført i den til enhver tid herskende stil.

I 1600-årene var rammerne for de venetianske spejle også glas. I Danmark var der kun få vægspejle. Først i 1700-tallet forekom spejle i private hjem. Barokkens spejlrammer var brede udskårne trærammer. I rokokoen blev rammerne stærkt udskårne med bladværk og rocailler og desuden forgyldte.

Rokokospejle findes på adskillige museer. De er med prægtige forgyldte udskårne rammer. Her et spejl fra Ærø Museum

To store klassicistiske vægspejle i havestuen i Bakkehuset. Man kan imponeres over den elegance og luftighed, som klassicismen rummede. Bakkehusmuseet

Klassicismens spejlrammer var mere enkle. De var runde, ovale eller firkantede, forgyldte og dekoreret med fasces, perlestav og mytologiske motiver. Under empiren blev rammerne udført i mahogni og somme tider med intarsia eller med bronzedekorationer. I senempiren udførtes rammerne efterhånden som tidens malerirammer. Klunketidens vægspejle er enten med store mahognirammer eller med en gipset ramme og forgyldt ornamentik i historistisk stil. Da jugendstilen slog igennem, blev spejlrammerne forsynet med stiliserede dyre - og planteornamenter.

Omkring 1940 dukkede en ny type spejlramme op, jernrammen. Her et eksemplar af den nye type, Skanderborg Museum

Luksusspejle var forbeholdt datidens elite. De tidlige spejle var høje, smalle spejle beregnet til ophængning i salen på herregården eller i den fornemme stue hos borgerskabet. I takt med at spejlet blev mere udbredt og almindeligt, rykkede det ind i sovekammeret og kom ud i entreen.  Fra slutningen af 1800-årene blev spejlrammerne mere simple og til sidst blev visse spejle, f.eks. i køkkener og på badeværelser eller indvendig i skabslåger, opsat uden ramme.

Empire vægspejl i forstuen i hovedgården Fjellerupgård på Frilandsmuseet i Sorgenfri, Nationalmuseet

Fra 1850 fandt man også vægspejle på gårde og husmandssteder. Det var små spejle med mahognifinerede flade rammer, ofte todelte. Spejle blev også indbygget i møbler, f.eks. i skabe, toiletmøbler og i skænke og vitriner. Og man fandt på at lave sammenklappelige spejle, som især blev benyttet på toiletmøbler. Disse spejle gjorde det muligt at se sig selv fra siden.

Andre typer af spejle havde også en stor udbredelse. Lommespejlet eller håndspejlet er sandsynligvis den allerældste type af spejl og længe har spejlet været en del af den elegante kvindes toiletudstyr. Der solgtes fine rejsesæt med børste, spejl, kam, pudder osv. ofte i sølvgarniture. Barberspejl eller rejsespejl hørte til den rejsende herres bagage.

Gadespejlet har sin egen historie. Det er en raffineret konstruktion, som kom frem i 1850-erne i provinsbyer, hvor husene var i én etage. Gadespejlet blev opsat uden for et vindue. Spejlet var blikkenslagerarbejde forsynet med to spejle i vinkel, hvilket gjorde det muligt at se op og ned ad gaden. Man kunne sidde indenfor og observere hvad der skete. Hvem det var naboens datter kyssede i gadedøren, se at fru Nielsen havde fået en ny hat osv. Det var en populær sag i huse med ældre folk, som var tvunget til at opholde sig meget indendørs. Der er ikke mange af den slags spejle tilbage i gadebilledet.  

Et kig ind i en københavnsk frisørsalon med stort frisørspejl, ca. 1935, kbh.billeder

Erhvervsspejle er et kapitel for sig. Frisører, barberer, dameskræddere, tandlæger og læger benyttede alle spejle i deres arbejdet. Og hertil kommer vor tids måske mest anvendte spejl: bilens sidespejle og bakspejl.

Ole Mortensøn

Se de øvrige artikler i serien "Museumsnumre" her

[Historie-online.dk, den 30. april 2024]