Museumsnumre 8: Spadserestokke
Meget sjældent ser man i dag folk benytte stok. Kun de, som går dårligt, benytter ergonomisk udformede stokke eller krykker. Men for ikke så længe siden var stokken meget brugt og tjente forskellige formål. Den kunne støtte en person, som pga alder havde gangbesvær, og den kunne samtidig give en vis værdighed og status til personen. Stokken var så at sige en del af vedkommendes påklædning. Endelig var stokken engang et godt forsvarsvåben over for hunde og tølpere. Man kunne true og evt. prygle andre med den.
På Holbergs tid var brug af stok til afstraffelse udbredt og sandsynligvis var Nilles krabask, mester Erik, en stok. Politiet brugte stokke imod uromagere, og i hæren var korporalerne forsynet med stok, som de brugte til at slå menige, når det passede dem, ja man kan tale om et helt prygleregimente, når man også inddrager skoler og lærepladser. Hvornår præcis stokke kom i brug i Danmark fortaber sig i fortiden, men f.eks. ses Christian d. 4 på flere oliemalerier med stok.
En stok skal have den rette længde. Den skal ligge godt i hånden, være så let som mulig og dog stærk. Stokken var en herreting, almindeligvis ikke noget damer benyttede. De havde parasoller eller paraplyer med sig på gaden. Eksemplarer af stokke benyttet af damer findes dog på museerne, bl.a. på Kvindemuseet.
En spadserestok var sædvanligvis fremstillet af en stærk træsort f.eks. ask, tjørn, ene, bøg, ibenholt. Stokken kunne drejes eller den var naturgroet som bambus og spanskrør eller malakkarør fra en slyngplante, calamus, der vokser i Ostindien. Disse rør blev meget brugt til de lette stokke, som længe var på mode. Forneden var stokken for at undgå slid forsynet med en dupsko, et beslag og foroven med et påsat håndtag. Det kunne være en knop eller et greb. En anden løsning var, at stokketræet var buet i en halvcirkel, som så udgjorde håndtaget. Som så mange andre brugsgenstande er stokke kommet ind i museernes samlinger i et rigeligt tal, og vi kan derigennem følge deres historie.
1700-tallets stokke fra byerne er udpræget statusgenstande. Mange er forsynet med sølvbeslag og dekorationer eller med håndtag i elfenben. I 1700-tallet var dragtkården udbredt blandt adel og personer med høj status, men stokken fortrængte efterhånden kården. En raffineret overgang udgjorde kårdestokken, som indeholdt en tynd klinge og dermed var et skjult blankvåben.
Kårdestok, Skive Museum
I 1800-tallet blev stokken mere udbredt og flere grupper benyttede den som standssymbol. Denne periode blev stokkens gyldne tidsalder og en mand kunne ikke gå på gaden uden sin stok, akkurat som en kvinde måtte bære hat. Bakkehusmuseet på Frederiksberg har nationalskjalden Adam Oehlenschlägers stok. Den er lavet i nøddetræ og har en sølvknop med indgravering. Samme sted findes også digteren Johan Ludvig Heibergs stok, som også er en smækker stok med knop. Denne model holdt sig længe i 1800-årene. Enkelte særligt raffinerede stokke var spiralsnoet.
Nærbillede af Adam Oehlenschlägers stok med indgravering. Bakkehusmuseet
Blandt håndværkere, som gik på valsen i Tyskland, blev en såkaldt ”Ziegenhainer” populær. Det var en vandrestok, en knortekæp, udskåret af rødder af et træ, ofte en kastanie. I Tyskland kom stokken på mode blandt studenter og i de nationalistiske kredse.
Ziegenhainer, Frederiksværk Industrimuseum
Søfolk som var på langfart hjemførte en hvid slank spadserestok lavet af ryghvirvlerne fra en haj, indimellem kunne sorte hornskiver være isat, så man fik en smuk vekselvirkning i hvidt og sort. Marstal Søfartsmuseum har en lille samling af disse stokke.
Koldinghus Museum har oberst Helgesens stok, som dels er stok, dels ved at skrue dupsko og håndtag af viser sig at være en feltkikkert, sikkert brugt af obersten under treårskrigen. I jægerkredse var stokke med hundehoveder eller fuglehoveder populære. Jægere havde også stokke, som kunne bruges som klapstole ved jagt.
Tysk tryk med herremode fra 1860-erne
1850-ernes elegantiers fremstod med høj hat og gåstok, tysk ”Gehstock”, senere blev det bowler og stok. Modemagasiner blev udgivet. Heri ses den skiftende herremode, og næsten altid vises sammen med beklædningen en stok.
En særpræget stok befinder sig i Holstebro Museum. Denne træstok er forsynet med et håndgreb af messing der forestiller Venstres anfører Chresten Berg. Berg grundlagde en række venstreaviser, og efter museets oplysning fik deres redaktører en Bergstok, som påmindelse om at de aldrig skulle gå på akkord med uretten, dvs. provisoriet. Berg blev i 1885 arresteret i Holstebro og fængslet, da han bortviste den lokale politimester fra tribunen under et vælgermøde. De seks måneders fængsel gjorde ham til partiets martyr.
Den bergske stok, Holstebro Museum
I 1900-tallet overtog stokken med buet håndtag scenen og blev nogle gange forsynet med en sølvring, hvori ejeren lod sit navn indgravere. Frem til anden verdenskrig og et stykke ind i 1950-erne var stokke stadig i brug, men så gik de helt af mode som en del af den personlige beklædning. Herefter signalerede en stok: Her er en ældre person som har gangbesvær. For de mange gangbesværede og folk på plejehjem kan man tale om støttestokke, som begge køn benyttede, og de var forsynet med håndgreb og gummidup forneden. Eksemplarer af disse stokke findes også på museum og hører til fortællingen om alderdom og pleje.
Magasin du Nords herremode 1939 – 1941, kbhvnbilleder.dk
I 1930-erne blev særlige turistvandrestokke populære. Man kunne købe dem på de store turiststeder som Hammershus, Rebild Bakker og Himmelbjerget. Og stokkene fik så påsømmet små metalskilte fra de forskellige steder, man besøgte, og blev på den måde små klenodier, souvenirs fra barndommen og ungdommen.
Turistvandrestok fra Bornholms Museum
Har vi set det sidste til stokke? Nej, for det primære formål at give støtte til den vandrende er evigt aktuelt, og nye lette vandrestokke af aluminium, nærmest udformet som skistave er blevet populære. Om modestokken derimod vender tilbage, det er et åbent spørgsmål?
Ole Mortensøn
Se de øvrige artikler i serien ”Museumsnumre” her
[Historie-online.dk, den 20. september 2022]
