Museumsnumre 89 - Seng
Man deler møbler op i siddemøbler, gemmemøbler og liggemøbler, og sengen er det vigtigste liggemøbel – ja måske det allervigtigste møbel i et hjem. ”At dele bord og seng” betød engang, at man var rette ægtefolk. I fortidens fattige hjem og i pigekamre og karlekamre var det sparsomme møblement en stol, et skab eller en kiste samt en seng.
I betragtning af at vi mennesker tilbringer en stor del af vores levetid i en seng, omkring 1/3, så rangerer dette møbel naturligvis højt. Sengen skal være et godt og trygt leje. Det skal tilføjes, at ikke kun Morfeus har bistået sengens brugere, også Eros har været på spil og øget dens betydning. Lad os se på sengens kulturhistorie på vore breddegrader.
Ordet seng er oldnordisk, og blandt gravgaverne i vikingeskibet fra Oseberg i Sydnorge var ikke mindre end tre senge, den ene kunstfærdig med to rigt udskårne hovedstøtter, men sengen er i princippet en rektangulær træramme med hjørnestolper, der fungerer som ben. De to andre senge er sådanne stolpesenge. Imellem langsiderne er sat en række brædder. Hvad der har ligget ovenpå sengebunden, ved vi ikke, men formentlig en eller anden madras.
Stolpesengen var den almindeligste sengekonstruktion fra vikingetiden, i middelalderen og renæssancen, og den har holdt sig helt op til vor egen tid, men i forskellige træsorter og med forskellige udskæringer og bemalinger. En særlig type var himmelsengen, hvor stolperne var forhøjede og bar en himmel, dvs. en træramme over sengen, som var draperet med tekstiler, der kunne trækkes for. Sengehimlen havde en meget praktisk funktion ude i kolonier som Dansk Vestindien, hvor man med et forhæng kunne beskytte sig mod forskellige insekters angreb. Himmelsengen blev i 1500-tallet udbredt i hof- og adelskredse i Frankrig og England og bredte sig efterhånden til andre lande og andre sociale lag.
Himmelseng fra Enghavegård dateret 1730, Ballerup Museum
Kammerherreindens soveværelse med himmelseng på Liselund er et eksempel på nyklassicismens forfinede og smukke møbelstil. Interiørerne, som stod færdige i 1795, skyldes hofdekoratør og indretningsarkitekt Joseph Christian Lillie. Nationalmuseet
Den fritstående seng fik en konkurrent i alkoven. Denne sengetype blev meget udbredt i bondestuen. Sengen er bygget op mellem en væg og en panelvæg af træ. Underlaget er igen brædder og ovenpå lå en madras polstret med halm, tang, krøluld eller andet blødt materiale. Alkoven var temmelig bred, så den kunne rumme mand og kone, men kort og det forklares ved, at folk var små og ved, at man gerne sad op ad en skråpude i sengen og sov. Alkovesengen var i stuen, for det var her der blev fyret i husets jernovn. Nogle alkover havde skydedøre, andre forhæng. Alkover fra 1600-, 1700- og 1800-tallet ses i de velbevarede bondehuse på frilandsmuseerne i hele landet. Sengetøjet bestod af en underdyne, som blev lagt på underlaget af halm, derover lå et hørlærredslagen og derpå et overlagen og til sidst kom overdynen.
Alkoven er bevaret i Priors hus i Ærøskøbing fra 1690. Huset er restaureret og udlejes til gæster, hvis nogen skulle have lyst til at sove i en rigtig alkove, Realdania
I løbet af 1800-tallet blev alkoven umoderne. Boligen var under forandring, og i de nye grundmurede huse var gjort plads til soveværelse og sovekamre. Dobbeltsengen blev den almindelige sengetype og fik plads i soveværelset, mens enkeltsenge stod i sovekamre. Dobbeltsengen var forsynet med gavle, en høj som hovedgærde og en lavere gavl som fodgærde. De fleste senge var af malet fyrretræ, men i de finere hjem havde man senge i mahogni, og i de tilfælde var sengen ofte boligens dyreste møbel.
Dobbeltseng fra bondegård, Billund Museum. Læg mærke til servantemøblet og servantesættet ved siden af sengen, et almindeligt tilbehør til sovekammeret
Omkring 1850 kom en ny type seng. Den bestod af træ og havde to gavlstykker og to lange sidestykker, der kunne sættes sammen ved hjælp af nogle jernbeslag. Den slags senge blev i en enkel form og med simpel bemaling anvendt til karle, piger og i byerne af husholdningens tjenestefolk. Nogle af disse senge kun trækkes ud, dvs. man kunne regulere længden, meget praktisk, når man skiftede tjenestefolk.
Karle- og pigekammerseng, af typen der let kan skilles ad og flyttes, Vejle Museum
En anden ny sengetype var jernsengen, som bestod af jernrør og -bånd. Denne type seng fandt anvendelse på sovesale, på hospitaler og i institutioner. Sorø Museum har en jernseng, som har været brugt på Sorø Akademi. På militærets kaserner var jernsenge også almindelige. Statsfængslet i Horsens havde også jernsenge, men brugte også simple stolpetræsenge.
Jernseng, såkaldt sikringsseng fra Horsens Statsfængsel. Man bemærker læderremmene, som kan holde en urolig fange fastspændt til sengen, Horsens Museum
Revolutionerende var de nye sengemadrasser, springmadrasserne. De var lavet på fabrikker, og madrassen, en træramme forsynet med mange stålfjedre og beklædt med lærred, gav et godt leje og var frem for alt mere hygiejnisk end de gamle halm- og tangmadrasser, som efter kortere eller længere tids brug blev kasseret og brændt.
Sovesofa fra Assens. Gavlene kan slås ned, så man kan ligge udstrakt på sofaen, Assens Museum
I byerne kneb det med pladsen. Ofte boede familier med mange børn i små lejligheder, i en to-værelses med køkken, og forældrene kunne ikke tillade sig den luksus at have eget soveværelse. I stedet benyttede man en sovesofa eller en divan. Børn lå oftest flere i en seng, hvis ikke kommodeskuffer eller slagbænke kom i brug som sovested.
I de små feriehuse for jævne folk, som kom frem i 1920-erne, klarede man problemet med sengeplads ved at benytte køjesenge. Det var en idé, man fik fra skibene, hvor der også var trangt i mandskabslogaret, så søfolkene sov i køjer over hinanden.
En anden type seng var gæstesengen. Fik man familie eller venner på besøg, så kunne de overnatte i en klapseng, der til daglig kunne stuves af vejen eller stilles i kælderen eller på loftet. En sådan seng var harmonikasengen, som ældre læsere måske husker og har fået klemt fingrene i.
Harmonikaseng. Eksemplaret findes på Giveegnens Museer
Briksen er en hård og primitiv seng, som blev benyttet til hvile. F.eks. havde man brikse på de militære vagtstuer, hvor man med støvler og i fuld uniform lå og hvilede sig, indtil man atter skulle gå skildvagt eller rundere. Briksen var læderbetrukket og ukomfortabel.
Skibsbriksen var en særlig kasseformet sengetype, som kom frem omkring 1960. Det nye var, at det var en lukket seng lavet af møbelplader og med skuffer, så man kunne gemme sengetøjet væk. Sengen kunne om dagen fungere som siddemøbel. Skibsbrikse blev meget brugt i ungdomsværelser.
Drømmesengen opstod i den tid hvor sommerhuse og soldyrkning var sagen. Egentlig er det en videreudvikling af flugtstolen, men modsat denne kunne man ligge helt udstrakt på drømmesengen og sole sig. Drømmesengen kunne bruges som gæsteseng.
Drømmeseng, Teknisk Museum
Hvor pladsen var særlig trang, benyttede man luftmadrasser, som egentlig var beregnet til overnatning i telt. Man pumpede med lungerne eller en lille luftpumpe gummimadrassen op, og vupti havde man en seng, man kunne sove på. Praktisk men ikke bekvemt, for sengen var smal og levende, og bedstemor havde svært ved at komme på højkant fra gulvet.
Et lavpunkt i sengemøblets historie var ungdomsoprøret. Man skulle slet ikke benytte en seng. Dobbeltsengen var symbolet for borgerlighed og ægteskabets undertrykkelse af det frie sexliv. I stedet var en madras alt, man behøvede, evt. kunne man med spånplader eller ved at sammenstille ølkasser skabe et let forhøjet sengeleje. Som noget nyt blev i 1970-erne produceret skumgummimadrasser, der kunne fås i forskellig tykkelse og størrelse. Disse madrasser var meget anvendelige og blev lagt på gulvet med sengetøj over, så havde man en dejlig seng.
Helt speciel var en ny opfindelse, vandsengen, som kom frem i 1970-erne og opnåede en vis popularitet. Sengen, der ikke knirker, hed det. Den bestod af en træramme med en gummibeholder, der kunne fyldes med vand. Vandet fordelte sig omkring personerne og gav et flexibelt og godt men også levende underlag, idet vandet kom i bevægelse ved enhver større bevægelse af kroppen. Vægten af en vandseng skal også tages i betragtning. Vandsenge findes stadig, men deres popularitet er betragtelig formindsket.
Et vellykket forsøg på at standardisere og billiggøre sengen er boxsengen. Der er tale om at sammenbygge seng og springmadras i en enhed, og denne står på nogle træbøjler som ben. Boxsengen benyttes stadig, hvor pengene er små. Deres holdbarhed er begrænset.
Elevationssengen er en meget bekvem og dyr seng, som især er konstrueret til brug i syge- og ældreplejen. Sengen kan mekanisk løftes og sænkes såvel i hovedenden som i benenden og dermed give det mest bekvemme leje for patienten.
I dag er udbuddet af senge stort. Futoner, sovesofaer, boxsenge, kassesenge, elevationssenge mm. Der produceres senge i Danmark af de forskellige møbelfabrikker og de danske senge er ikke de ringeste. En kvalitetsseng koster omkring 25.000 kr. Det kan være svært at finde den rigtige seng. H.C. Andersen havde problemer i den retning. Dels var han 185 cm høj, og dels rejste han rundt i udland og indland i mange år. Først da han var over 60, fik han sin egen seng. Han skrev bekymret til sin ven komponisten Hartmann: Tænk nu har jeg fået min egen seng, og den skal jeg nu flytte om med. Hundrede rigsdaler har jeg måttet sætte på en seng og den bliver da min dødsseng, thi holder den ikke længe ud, er den jo ikke pengene værd”.
H.C. Andersens seng, Odense Bys Museer. Sengen er ret simpel af typen karlekammerseng. Mon en sådan kostede 100 rigsdaler, det samme som prisen for to gode heste eller arbejdsløn til en mand i 150 dage?
Ole Mortensøn
Se de øvrige artikler i serien ”Museumsnumre” her
[Historie-online.dk, den 27. august 2024]
