Museumsnumre 98 - Bænke
Med alderen lærer de fleste af os at skønne på værdien af en god bænk. Det kan være en bænk i haven eller i det offentlige rum, og den, der har god tid, kan benytte bænken som sin tilskuerplads i det teater, som udspilles det pågældende sted. Betragte folkelivet. Hvad en god bænk er, kan der ikke herske tvivl om. Det er en bænk, som giver kroppen hvile og støtte og er behagelig at sidde på. Desværre opfylder en hel del bænke ikke disse simple men afgørende krav. En flot udhugget stenbænk uden rygstøtte kan tage sig godt ud i gaderummet, men den er ikke velegnet til at sidde på.
Bænken er et af vores ældste og vigtigste siddemøbler. Der er stor forskel på bænke udendørs og indendørs. De første skal være vejrbestandige, mens de indendørs bænke er en del af boligens møblement på linje med stole. Bænke indendørs er en billigere måde at skaffe siddepladser på end ved at bruge stole. Der findes mange forskellige bænke. Lad os se lidt på de forskellige typer, idet vi samtidig kigger på museernes samlinger af gamle bænke. Det bliver et strejftog i bænkens historie.
Herskabets stolestader i Dejbjerg kirke i Vestjylland, Dejbjerg kirke
Til de ældste bænktyper hører kirkebænken. Hvordan kirkerne i middelalderen var møbleret er uklart, men i senmiddelalderen dukker bænke og stole op i kirkerne. Bænkene var opstillet i små grupper, som det ses på malerier fra 1500-tallet. I den reformerede kirke skulle man under gudstjenesten sidde efter rang på kirkebænkene eller som de kaldtes stolestaderne. Man havde faste pladser. Mændene sad i kirkens sydside og kvinderne i nordsiden. De rige sad forrest i kirken, undertiden i særlige herskabsstolestader. Bagerst sad de fattige i sognet. Rækker af bænke af træ med høj ryg blev brugt. De var opstillet i begge sider af kirkeskibet med en gang imellem. Ud mod denne var en træplanke, som ofte var udskåret og udsmykket. Undertiden var der en låge ind til hver bænkerække. Typen, som er temmelig ubekvem at sidde på men solid og holdbar, har holdt sig til vore dage, mens de senere bænke er blevet mere enkle og bekvemme. De få bænke, som museerne har, er fra 1800-tallets sidste halvdel. Vil man se på gamle kirkebænke, så skal man studere dem i landets kirker.
Kistebænk fra herregården Bramsnæs, Roskilde Museum
På herregårdene og i velhavende borgeres stuer brugtes kistebænken, et gemme- og siddemøbel, udført i eg eller fyr, de sidste som regel malet. En beslægtet bænk er slagbænken, der som regel har ryg og lave ben og derfor er mere bænk end kiste. Typen var udbredt på landet og i byen og gav plads ved spisebordet, samtidig med at man kunne gemme ting og sager i bænken. Den kunne også bruges som soveplads for familiens små børn. Der er to hovedtyper, begge fra 1800-tallet. Den ene kopierer sofaen, mens den anden er en bænk med tremmeryg og armlæn. Slagbænken gik af brug i 1900-årene men overlevede i sommerhuset, hvor det i starten kneb med pladsen.
Slagbænk fra 1870, Vestfyns Museum
Bondens bænke stod ved spisebordet i stuen. Der var en langbænk under vinduet og en endebænk, hvor husfaderen som regel sad. Disse bænke var solide bemalede træbænke og man finder dem på frilandsmuseerne, hvor de ses i autentiske omgivelser. En helt speciel bænk var gåsebænken. Gårdens avlsgæs var indlogeret i bænken om vinteren. Gåsebænken var forsynet med et par lemme, så gåsemor og far kunne komme ud og ind. Der er beretninger om, hvordan gæssene under måltider kunne nappe de spisende i benene. Da grundmurede huse med moderne boligindretning holdt deres indtog i landsbyerne forsvandt gåsebænke og langbænke fra stuen.
Polstret stationsbænk, Koldinghus
Bænken kunne gøres mere bekvem ved at benytte en hynde, men man begyndte også at fremstille polstrede bænke. En sådan har Koldinghus, og den er forsynet med indskriften Hvilebænk og har været brugt på en station i eller ved Kolding. Polstrede bænke udført i mahogni blev brugt i borgerskabets stuer fra omkring 1850.
Skolebænke fandtes overalt i landets skoler. Man brugte også betegnelsen skolepult. Det var en træbænk med et lille skrivebord, sæde med ryg og en fodhviler. Som regel var der plads til to elever på bænken, der var forsynet med huller til blækhus og kroge til elevernes tasker. Skolebænke har også fundet vej til museerne og de fortæller om en tid, hvor der herskede orden og disciplin og læreren tronede på sit kateter hævet over eleverne.
Bænk fra forsamlingssalen i Horsens Statsfængsel, Horsens Museum
I landets forsamlingshuse som blev bygget i sidste del af 1800-årene var også brug for bænke. Forsamlingshusbænkene er i familie med kirkebænkene. De er veludført snedkerarbejde, men lettere end kirkebænke, idet de skulle kunne flyttes, når salen skulle bruges til f.eks. dans. Også missionshusene havde bænke.
I de gamle krostuer sad folk langs vægge på bænke, og disse bænke lignede de bænke, som bonden havde i sin stue.
Vaskebænken fandt man i vaskekælder og i bryggers. Det er en ubehandlet tremmebænk af fyrretræ med solide ben og krydsafstivning. Der er mange andre bænke, f.eks. diverse håndværkerbænke som skomagerbænke, sadelmagerbænke, drejebænke m.v.
Havebænk af den sammenklappelige type, KADringen
Havebænken er en udendørs bænk, som imidlertid ofte tages ind i vintertiden. Derfor var de gamle havebænke og ditto stole og borde gerne af en let konstruktion. Udbredt var en bænk af jern med brædder og rygstød i træ. Bænken kunne klappes sammen og let transporteres bort. En anden havebænk var den hvidmalede solide træbænk med tremmer i sædet og ryggen og armlæn. Typen kaldes rådhusbænk. Havebænke med smalle lameller som i en bølgeform udgør sæde og ryg var populære omkring første verdenskrig. Nogle havebænke var huggehusarbejde, mens andre blev lavet på husflidsskoler. Atter andre var lavet af snedkerier. Havebænke til komsammen i haver blev populære i anden halvdel af 1800-tallet. Ikke kun bønder og borgere kunne dyrke deres egen have. Haveforeninger gav fra 1900 landets arbejdere mulighed for at få en havelod i en kolonihave. Haven var et frirum, hvor der blev festet med familie og venner. Der blev flirtet på havebænken. Kendt blev skillingsvisen: ”Den bænk der stod i haven, det var en havebænk!” fra 1905.
Tilbage til udgangspunktet, bænken som et socialt fænomen, den offentlige bænk udendørs. Det var noget, man kendte betydningen af i de små samfund rundt omkring i Danmark. I fiskerlejet Gilleleje fandtes flere bænke, som de gamle fiskere sad på, hvorfra de livskloge betragtede omgivelserne, og hvor de snakkede sammen. I søfartssamfundene var på samme måde offentlige bænke, hvor de gamle skippere satte sig og kunne drøfte vejret, verdenssituationen, fragtraterne og fortælle historier fra deres liv til søs. Havnebænke kan man kalde disse bænke. I parker og anlæg brugtes nogle steder betegnelsen sladrebænke for den slags bænke.
I vore byer var der folkevalgte politikere og embedsmænd, som havde forståelse for værdien af områder, pladser og parker, hvor man kunne hvile sig. Og til det formål var og er gode offentlige bænke nødvendige. Byernes parkafdelinger er ansvarlige for opsætning og vedligehold af de offentlige bænke. Sommetider bruges der store summer på at opsætte nydesignede bænke, og resultatet er ikke altid vellykket. En interaktiv bænk i København kom til at koste en million kr. og kom aldrig til at virke.
Københavnerbænken, som den stadig findes i hovedstaden til glæde for alle, Københavns Kommune
Nogle af de bedst designede bænke er designet for længe siden. De er blevet klassikere. Især én bænk står frem som noget nær det perfekte, københavnerbænken, der blev tegnet i 1887 og anvendt ved den store Nordiske udstilling i København i 1888. Det er en lang og elegant bænk, som man sidder godt på. Siderne er sortmalet støbejern og ryg og sæde grønmalede træplanker. Det er en dyr bænk – 10.000 kr. – så lad os passe på københavnerbænkene og alle andre offentlige bænke i landet, bruge dem til at sidde på og måske få sig en god snak med andre. Hærværk mod bænkene er for at bruge ungdommens sprog NO GO.
Ole Mortensøn
Se de øvrige artikler i serien ”Museumsnumre” her
[Historie-online.dk, den 29. oktober 2024]
