Museumsnumre 102 - bomærke og signet

Der har altid været brug for at skelne mellem dit og mit. Det var der også herhjemme i landsbyfællesskabets tid før 1800. Da de færreste kunne læse og skrive, var bogstaverede navne ikke meget bevendt. I stedet benyttede man de mere brugelige bomærker. Hver gård, og det vil sige hver gårdfamilie, havde sit eget bomærke, som man skar ind i gårdens redskaber og bohave. Det var nødvendigt, for man dyrkede jorden i fællesskab og lånte af hinanden. F.eks. hørive, le, plejl, valkebræt, kar m.m. blev mærket, så man vidste, hvor redskabet hørte hjemme.

 Bomærker i 1677 fra landsbyen Varnæs på Sundeved, tegnet af Jens Raben, samt kreaturmærke fra samme sted, Sønderborg Slot 

Bomærkerne var enkle og bestod af runelignende tegn, der var nemme at skære i træ. Tegn som timeglas, pil, 4-tal, z, trekant, hage, kors og kryds blev brugt. Bomærket var som navnet siger knyttet til bostedet, dvs. gården, og hvis en gård fik ny fæstebonde, fulgte bomærket med. Bomærket kunne også smedes i jern. Når man opvarmede jernet til det glødede, kunne man brændemærke kreaturer og svin. Det var nødvendigt, når kreaturerne gik sammen på den braklagte vang eller på overdrevet, og når svin kom på olden i skoven. Bomærker blev også skåret i brandhager og brandstiger, der ligesom brandspande var fast inventar i hver gård.

 Brændemærke i enden af jernstang fra Als. Bomærket blev brændt i koens horn eller i hestens hov. Redskaber kunne også forsynes med et brændemærke. Sønderborg Slot

Alle bomærker i landsbyen var at finde på den såkaldte bystok, der var et af oldermandens værdighedstegn sammen med bytrommen, byhornet eller budstikken, som gik rundt til gårdene, når der blev indkaldt til bystævne.

Bomærket brugtes også, når et dokument skulle underskrives af en bonde, som ikke kunne skrive sit navn. Bomærker ses derfor tit i de bevarede gamle fæsteprotokoller og andre retsdokumenter.

De danske museer har mange genstande, som bærer bomærker. Bomærkerne var især brugt i 1500- og 1600-tallet. Efterhånden som læsefærdigheden blev udbredt og ved fællesskabets ophør, holdt man op med at bruge bomærker. I 1700-årene blev det almindeligt at bruge sit navnetræk, f.eks. HIS = Hans Jens Søn eller KPD = Karen Peders Datter.

I fiskeriet blev bomærke også brugt. Man forsynede garn og redskaber med en lille træplade, hvori man skar ejermandens bomærke eller ejers navnetræk. Når man satte lænker af sildegarn sammen og drev med dem om natten, så skulle man efter fangsten kunne skille garnene ad, så de kom den rette ejermand i hænde. Aalborg Museum har flere garnmærker fundet ved udgravning i Store Nygade. Også krogliner blev mærket. Der var bomærke indskåret i krogklemmerne. De sildetønder, som brugtes i middelalderen, var forsynet med bomærker, så man ved losning af koggeskibet i ankomsthavnen kunne fordele tønderne til deres ejermænd.

Håndværkere brugte bomærker som ejermærker på deres forskellige værktøj eller som fabrikationsmærker. Sølv- og guldsmede udviklede deres egne mestermærker, som blev slået i genstanden sammen med mærket for varens lødighed.

Snedker Svendsens signet fra 1822 med hans bomærke, en passer og vinkel i oval, Vejle Museum

Teglværkerne brugte bomærker i deres sten. Kendt er f.eks. bomærket med Sankt Peters nøgle fra et teglværk i Lübeck. Der er adskillige eksempler på at et bomærke er brugt på huse. I byhuse ses det typisk anbragt på porthammer eller på den udskårne bjælke over indgangsdøren. Undertiden er et bomærke opsat som muranker på gavlen eller på en sten i facaden.

 Sandsten med bomærke på hus i Ribe, privat foto, wikipedia commons 

”Den som ej kan læse eller skrive skal sætte sit segl under eller sit boemærke”, hedder det i Danske Lov. Et segl er et aftryk i voks eller lak på et dokument eller en konvolut. Aftrykket er lavet med et signet. Signa er latin og betyder tegn og ligesom et bomærke blev tegnet brugt til at angive ejerforholdet. Et signet eller seglstampe, som det også kaldtes, var skåret i metal og anbragt på et skaft. Signetet kunne også anbringes på en ring, og sådanne signetringe var tit forsynet med ejerens monogram. Rødt laksegl blev brugt af offentlige myndigheder langt op i tiden, dvs. frem til ca. 1920. F.eks. var telegrammer forseglede i en konvolut. Segl blev også anvendt af fortidens købmænd, skippere, møllere og håndværkere.

Signet med indskriften SAS Anholdt, foroven ses et garn og forneden et bomærke, en krog med line, Den Gamle By

Signeter og seglstamper havde forskellig form. Oftest var de cirkulære, men de kunne også være ovale eller spidsovale og en sjælden gang kvadratiske. For signetringes vedkommende kunne stempelmaterialet være en smykkesten, man talte om fingergemmer.

Signetring fundet på Hoptrup Strand, Koldinghus Museum

Også selskaber brugte og bruger bomærker, f.eks. har ”Det lærde Selskab” ved Århus Universitet et bomærke tegnet af kunstneren Mogens Zieler. Københavns Universitet benytter et bomærke fra 1537. Dette mærke viser kong Christian d. 3 siddende med scepter og rigsæble og derunder det danske skjold med tre løver. De tre fakulteter ved universitetet, det juridiske, det medicinske og det filosofiske havde også egne segl.  

Signeter er at finde på mange danske museer, fordi deres brug var almindelig og de blev ikke bare smidt ud. De ældste signeter eller seglstamper er fra middelalderen, og en del er jordfund. Et særligt fund gjort med metaldetektor ved herregården Østergård i Salling var en seglstampe, som har tilhørt ridder Niels Krabbe. Han var i middelalderen ejer af Sallingholm. Fundet blev afleveret til Nationalmuseet, hvor det viste sig at passe til et seglaftryk, der fandtes på et dokument, et skøde fra 1408 i Rigsarkivet. På Rigsarkivet findes en stor mængde gamle dokumenter med segl, men at stå med seglstampe og segl er ganske usædvanligt.  

Seglstampe og segl fra adelsmanden Niels Krabbe 1408, Nationalmuseet og Rigsarkivet

De danske købstæder brugte også seglstamper og en hel del er bevaret, nogle på museum, nogle stadig i kommunens forvaring. Også danske øer havde eget segl. Det gælder for eksempel Læsø, som har et segl, der viser Knud d. Hellige på sin trone med scepter. Seglet er fra omkring 1300. 

 Signet som har tilhørt grosserer Svend Korch, far til Morten Korch, Odense Bys Museer

Bomærkerne og seglene forsvandt i det 20. århundrede, men behovet for at mærke sin vare eller angive sin identitet er større i vore dage end førhen, alene af den grund, at der er mange flere virksomheder. Nu benyttes et logo. De fleste virksomheder og institutioner af en vis størrelse har et logo, som er beskyttet af ophavsret. Der findes millioner af logoer, og nogle af dem er kendt over hele verden. Tænk blot på Carlsberg, Lurpak og Lego.

Ole Mortensøn

Se de øvrige artikler i seerien ”Museumsnumre” her

 [Historie-online.dk, den 26. november 2024]