Museumsnumre 106 - Gardiner
Gardiner er forhæng for vinduer. Hvornår kom der gardiner? De første kom i 1600-tallet på slottene i Nordfrankrig, på oldfransk er ordet ”gordine”. I 1700-tallet bredte brugen af gardiner sig til byerne og Nederlandene, hvor det hedder ”gordijn”. Via Tyskland kom gardiner på mode i Danmark på Holbergs tid. For hvert fag vindue opsattes gardiner. Det var kun overklassen, som havde råd til håndvævede gardiner. Arbejdsløn og materialer som silke og uld gjorde anskaffelsen til luksus i 1700-tallet.
Under den tidlige industrialisering blev maskinvæve indført, og det gjorde mange vævere i Flandern og England arbejdsløse og medførte social uro. Især egnen omkring Manchester var præget af mange vævere, som ikke ville acceptere lønnedgang og arbejdsløshed. Det endte i et blodbad i Manchester, det såkaldte Peterloo, hvor rytteri med sabler angreb demonstrerende vævere og kvinder og børn.
Vævemaskiner, bl.a. jaquardvæven opfundet 1805 ændrede i bund og grund tekstilfremstillingen og de maskinvævede tekstiler resulterede i billigere gardiner. I Danmark kom der på landet gardiner i vinduerne på præstegårde, og i byerne fik overklassen gardiner i deres boliger. I guldalderen brugte man tynde gennemsigtige gardiner, som man ser det i Bakkehusmuseet.
Gardiner i tre vinduesfag i stue i Bakkehuset, Bakkehusmuseet
Gardiner blev i øvrigt også brugt omkring sengen og på dansk taler man om en gardinpræken, engelsk ”curtain lecture”, hvilket var hustruens bebrejdende talestrøm til ægtemanden i ægtesengen. Digteren Jens Baggesen bruger ordet.
I gårde og huse på landet fik man gardiner i anden halvdel af 1800-årene, og som sædvanlig var det kvinderne, som var modebevidste. H.P. Hansen har en meddelelse fra Midtjylland: ”Hos gårdmand Chr. Poulsen, Sunds Nørremark, var der hverken blomster eller gardiner for vinduerne. Det ville manden ikke vide af, så kunne man ligeså godt mure vinduerne til!”
Gardiner i vinduesfag i stuen på gård Midtjylland, Billund Museum
Gardinstof blev lavet på de mange danske spinderier og væverier, som blev grundlagt i løbet af 1800-tallet. Drivkraft var vandkraft senere dampkraft. Usserød Klædefabrik, var statsejet og fremstillede klæde til hærens regimenter og flåden. Klædefabrikken i Brede ved Mølleåen startede i 1832 og udviklede sig til en af landets største klædefabrikker og var et lille fabrikssamfund næsten efter svensk model med arbejderboliger og skole. I Århus lå Stampes Klædefabrik ved åen. Et stort dampvæveri blev Gredana i Grenå. Fabrikken var produktiv fra 1893 og var i 1919 Danmarks største væveri. I Odense lod Søren Christian Brandt en klædefabrik bygge i 1869. Også denne fabrik voksede sig stor og blev et a/s. Som adskillige andre klædefabrikker lukkede Brandts Klædefabrik i 1970-erne. Herning blev Danmarks tekstilby nummer et med Herning Klædefabrik grundlagt 1896. Arbejdsforholdene var dårlige på væverierne, og først da tekstilarbejderne organiserede sig i 1895 i Dansk Tekstilarbejderforbund, blev det bedre. Den første store kvindestrejker var i øvrigt på Rubens Klædefarik i København i 1886. 200 kvinder nedlagde arbejdet i protest mod lønforringelser. Kvinderne fik støtte fra kvindebevægelsen Kvindelig Fremskridtsforening og opnåede en bedre lønaftale. Kvinderne følte sig svigtet af Væverforbundet og dannede derfor deres egen fagforening.
Familien samlet ved vinduet, oliemaleri 1827 af E.D. Bærentzen. Omkring vinduet et draperede let rødt bobinetvævet gardin, Statens Museum for Kunst
Tilbage til gardinerne. Omkring 1830 var maskinvævede bobinetvævede lyse gardiner stadig på mode, også molsgardiner brugtes. Hjemmesyede gardiner forekom ofte. Sådanne gardiner var udtryk for husets formåen og husmoderens dygtighed. Der var prestige i håndsyede smukke gardiner. Gardinstof solgtes som metervare.
Hjemmesyede gardiner fra gård på Helgenæs, Syddjurs Museum
Klunketidens lange tunge gardiner af uld eller velour med klunker for neden, skulle pynte men også varme og forhindre træk. Mønstervævede og trykte gardiner brugtes også og gyldne gardinsnore. I Nationalmuseets Klunkehjem ser man denne form for gardiner, som var i brug i 1880-erne og 90-erne. Klunketidens hjem var familiens hule, hvor man kunne gemme sig for en påtrængende verden udenfor. Det var i provisoriets tid, hvor de politiske modsætninger prægede samfundet. På denne tid kom også dørforhæng, portierer, på mode. Brokade er et stærkt mønstret stof oprindelig af silke, men senere af bomuld og kunststoffer. Det brugtes til fine gardiner og som møbelstof.
Foto af salonen i Klunkehjemmet. Bemærk de store farverige draperede gardiner foran vinduet og i døråbningen, Nationalmuseet
Gardinernes materiale, farve og ophængning afspejler den skiftende mode, og i museernes samling kan vi følge den udvikling.
Gardin fra omkring 1900 i skønvirkestil, Tønder Museum
Bomuld var længe det mest udbredte gardinstof. Bomuldsgardiner med kappe og undergardiner afløste klunketidens gardinarrangement. Kapper og undergardiner var ofte blondegardiner med maskinbroderi f.eks. med blomstermotiver. Hæklede gardiner og gardinkapper var i brug i mellemkrigstiden. Køkkengardiner var ofte ternede bomuldsstoffer og bruges den dag i dag.
Bomuldsgardiner i køkkentern, Nordsjællands Museum
Gardinstænger var oprindelig af træ og stangen forsynet med smukke drejede knopper for enderne. Også metalstænger blev brugt. Gardinet hang i nogle ringe, som kunne vandre på stangen. En ny ophængningsmetode til lette gardiner var en spiral af metal overtrukket med plastik. Spiralen blev sat igennem en løbegang i gardinet. De forskellige gardinstænger er stadig i anvendelse.
Rullegardiner kom til Danmark fra England, hvor de var meget brugt i dronning Victorias tid. De kunne være af tekstil, men også lærredspapir og ofte med påtrykt billede. Svendborg Museum har et rullegardin med Frederiksborg Slot som dekoration.
Et billigt, ikke videre dekorativt rullegardin var lavet af kraftigt papir, som blev rullet op om en træstok, hvori der var indbygget en fjeder, så stokken rullede gardinet op ved et træk i gardinsnoren. Man skulle holde fast i snoren for ellers fór gardinet til vejrs. Den slags rullegardin blev tit brugt i sovekamre.
Anden Verdenskrige ændrede radikalt brugen af gardiner. Den tyske besættelsesmagt krævede straks efter 9.april 1940 mørkelægning af de danske byer. Alle fik en frist til at sørge for at mørkelægge deres boliger, og det skete ved at opsætte tykke mørke gardiner eller ved at indkøbe og opsætte sorte rullegardiner. Aftenlivet foregik herefter for nedrullede gardiner. Man kunne få bøde, hvis mørkelægningen ikke var i orden. Udgangsforbud om natten indskrænkede det sociale liv udendørs. Da freden kom i maj 1945 var det en lettelse at slippe af med mørkelægningsgardiner og udgangsforbud.
Nye kunststoffer kom efter verdenskrigen på markedet. På museerne er registreret gardiner i rayon, dralon, viscose og nylon. I parcelhustiden dyrkede man i nogle hjem stærke farver og mønstre. Man havde f.eks. orange gardiner. Selv badeværelset blev en farvebombe i grønt, gult eller brunt.
Gardisette gardiner var undergardiner, som kom frem efter krigen. De var ophængt sådan at de dannede en bue. Den efterfølgende generation, ungdomsoprørets, betegnede disse som røvballgardiner. Ud til højre med dem og med borgerlig hygge. Ungdomsboligen skulle være enkel og lys. Derfor valgte de unge råhvide lærredsgardiner eller køkkentern.
Da mange og sommetider store glaspartier blev moderne i 1990-erne kom nye gardintyper på banen. De såkaldte lamelgardiner af kunststof var en slags lodrette persienner. Også foldegardinet, en ny form for persienne blev populært. Det blev svært at sælge gardinstoffer.
I 00-erne blev boligmoden helt uden gardiner. Samtidig giver byggeriet glasfacader frit indblik i møblering og livet i hjemmet. Man kan undre sig over den gardinløse mode. Noget sparetiltag er det ikke. Måske er den udtryk for en tid, hvor jeg-et hele tiden er i centrum, og hvor dette jeg skal eksponeres og bekræftes, altså: Se hvordan jeg bor, se hvad jeg nu gør!
Ole Mortensøn
Se de øvrige artikler i serien ”Museumsnumre” her
[Historie-online.dk, den 7. januar 2025]
