Museumsnumre 107 - Ske
Der er visse ting, man dagligt stifter bekendtskab med. Hertil hører det bestik, der bruges til spisning: kniv, gaffel og ske. Spiseskeen er som opfindelse urgammel og det samme gælder kniven, mens gaflen først kom på bordet i renæssancen.
Skeen består af to dele, laffet, som er hulningen og skaftet, som er grebet. Skeer er gennem tiden lavet af mange forskellige materialer: træ, horn, tin, messing, sølv og guld. Museerne har mange skeer i deres samlinger.
Hornske fra Græsted, Nordsjællands Museum
De ældste skeer må formodes at være skåret i træ, og træskeer forblev hos bønderne længe det vigtigste materiale til skeer. Der var ligefrem en profession på landet, som hed skemager, men ellers kunne en fingersnild karl med det rette værktøj skære en ske i træ. Kun særlige træsorter kunne anvendes, og de bedste var ene, buxbom og benved. Den dygtige skemager kunne udsmykke træskeen med profiler, dekorationer og figurer på skaftet. Et andet skemateriale var horn. Det var let tilgængeligt, holdbart og lod sig udskære og med varme presse i facon. I skaftet kunne man indridse sit navn. Skeen var nemlig ens personlige ejendom. Var man budt til spisning, skulle man tage sin ske og kniv med. Ofte spiste man af samme fad, f.eks. grød, og det afstedkom undertiden sammenstød over fadet. Vi kender stadig udtryk som ”at bide skeer med” og ”tage skeen i den anden hånd”. Om ædedolken hed det: ”Han spiser med den store ske”. Skeerne blev efter brug tørret af, ofte i ærmet og anbragt i en skehylde eller i haspen i et vindue ved spisebordet.
Træ er et forgængeligt materiale. Der er ikke bevaret ret mange rigtig gamle træskeer. Denne træske med rundt laf er af type fra 1600-tallet, Færgegården, Roskilde Museum
Ved nadverbordet, oliemaleri ca. 1894 af Fritz Syberg, Faaborg Museum
Udgravninger i København har bragt en hel del træskeer for dagen, og vi må gå ud fra, at også i byerne var træskeer det almindelige. Men i købstæderne og på herregårdene, hvor nogle folk havde penge og forbindelse til udlandet ved skibsfart og handel, fulgte man udviklingen i den materielle kultur i Italien, Nederlandene, Frankrig og England. Man begyndte at spise af smukt dekorerede keramiske fade i renæssancen. Hver havde et fajancefad foran sig på bordet. Hertil kom kniv samt en ske lavet af metal, enten sølv eller tin. Skeen var kostbar, og man førte den med sig ligesom kniven. Renæssancens skeer havde et kort rundt skaft ofte med en figur for enden. Laffet var rundt eller pæreformet og kunne udsmykkes med graveringer. Tinskeer blev anvendt af mere jævne folk. I deres form efterlignede de sølvtøjet. Disse skeer havde den ulempe, at de blev deforme og slidte og var blyindholdet for stort, var tin giftigt.
Ske af sølv med forgyldning fra 1500-årene, Nationalmuseet
I 1700-tallet ændrede skeen facon. Laffet blev ovalt og skaftet blev langt og fladt. Skeen fik en facon, som den har beholdt lige siden. Skeen indgik i det spisebestik, som blev udbredt i det højere borgerskab: gaffel, ske og kniv udført i sølv af sølvsmede.
Tidlig 1700-tals ske af tin, jordfund fra Fredericiagade i København, Københavns Museum
Det veldækkede brod havde forskellige sketyper: suppeske, dessertske, kaffe- og teske. Skeer blev brugt som gaver f.eks. til dåb, og særlige juleskeer blev fremstillet fra 1910. Fra flere museer kendes skipperskeer fra Østersøhavnene. De var små gaver fra korneksportøren til skipperen, som ikke var ked af at komme hjem med en sølvske til mutter. Sølvskeen var omkring 1840 en værdigenstand, som gav status. Vi kender stadig udtrykket, ”at være født med en sølvske i munden”, dvs. være født i en velhavende familie.
Industrialiseringen medførte at skeer kunne masseproduceres på fabrikker. Disse fabrikker kaldtes sølvvarefabrikker. Fabrikkerne fremstillede bestik i forskellig sølvlødighed. Lødigheden blev stemplet i sølvvaren. Sterlingsølv har den højeste finhed og bliver stemplet 925, dvs. 92,5 % er sølv. Mere almindelig blev det tretårnede sølv, stemplet med tre tårne og 860. Nysølv også kaldet pletsølv blev stemplet med to tårne. Nye materialer som rustfrit stål og aluminium kom i brug i første halvdel af 1900-årene.
Sølvvarefabrikker dukkede op i byerne i 1890-erne. Ernst Sølvvarefabrik i Assens, blev startet i 1890. I 1922 havde fabrikken 46 ansatte. Der blev især produceret sølvbestik. Fabrikationen ophørte i 1954, men Ernst blev boende i sin bolig, og fabrikken blev bevaret. Der blev indrettet et museum, idet Ernst brugte sin formue til at opkøbe antikviteter, først og fremmest sølvtøj og porcelænsservice. Der er således 30 spisestel i hans samling. Stedet er værd at besøge for sine samlinger og som eksempel på en lille fabriksindustri.
Randers Sølvvarefabrik startede i 1905. Det blev en stor fabrik, men den måtte lukke ved Landmandsbankens krak i 1925. Virksomheden kom på benene igen, og flere generationer af samme familie har videreført den til vore dage, hvor navnet er Randers Sølv.
Horsens Sølvvarefabrik blev grundlagt i 1904 og var i 1945 den største sølvvarefabrik i Danmark. De lavede en række populære bestik: Ascot, Rosenholm og Rokoko.
I Fredericia begyndte Carl Cohrs Sølvvarefabrik sin produktion i 1906. Fabrikken var et aktieselskab, og den overhalede Horsens som største sølvvarefabrik. I 1950 beskæftigede den 350 ansatte. I 1931 begyndte man at fremstille bestik i rustfrit stål. Cohrs Sølvvarefabrik lavede bestikket Dansk Standard. Cohr lukkede i 1987.
En mindre fabrik i Fredericia var Christian Jensens Sølvvarefabrik. Den producerede sølvvarer i årene 1955 – 1987.
Fra 1920 begyndte fabrikkerne at samarbejde med kunstnere. Og serier af designede spisebestik blev fremstillet. Visse designs og mærker blev foretrukket for deres kvalitet og elegance. Mest berømt blev sølvsmed Georg Jensen. Han startede i 1904 en sølvvarefabrik i Bredgade i København, og lige fra begyndelsen blev hans sølvvarer efterspurgte. De blev stemplet med GI eller GJ. En fabrik blev opført i Ragnagade, og firmaet blev et aktieselskab. Fabrikken gik godt, men efter første verdenskrig kom den økonomiske krise, og det kneb med afsætningen. I 1924 fratrådte Georg Jensen som direktør. Han forblev imidlertid kunstnerisk leder indtil sin død i 1935. Firmaet fortsatte med at fremstille sølvvarer af høj kvalitet, designet af dygtige kunstnere. Et nyt påfund var de såkaldte årsskeer, som lanceredes første gang i 1971.
Georg Jensen, bestikket Bernadotte fra 1939, foto Magasin
Et anerkendt navn blev også sølvsmeden Poul Frigast, som skabte designet Rigsmønstret og flere andre sølvbestik. Fabrikken lå fra 1950 til 1960-erne på Prags Boulevard på Amager.
Rustfrit stål blev efterhånden populært. Det var til at betale for menigmand i modsætning til sølvet. Kay Boyesen, ham med aberne i træ, var elev af Georg Jensen, og han tegnede et spisebestik Grand Prix i rustfrit stål i 1938. I 1957 designede Arne Jacobsen et moderne funktionalistisk bestik i rustfrit stål. Bestikket var til det nyopførte SAS-hotel Royal i København. Hotellet var tegnet af Jacobsen og møbleret til mindste detalje af arkitekten.
Arne Jacobsen spisebestik 1957, AJ-bestik
Spiseskeer af plastik blev aldrig populære, men fik en vis markedsandel som engangs bestik. Den slags er fra 2021 blevet forbudt at sælge af miljømæssige hensyn.
De fleste forbrugere sætter pris på et smukt og robust spiseredskab, der kan vaskes op og genanvendes. Man kan stadig købe antikke spisebestik, men de koster naturligvis. Den svenske fabrik Gense har overtaget en stor del af markedet for spisebestik i Skandinavien og har succes med salg af et nyt bestik af rustfrit stål i klassisk stil, Ehra, som koster i omegnen af 1.500 kr. for 16 dele. Mulighederne for i dag at anskaffe et stilfuldt bestik er gode, men man kan også gå i genbrug og finde de skeer, knive og gafler, man skal bruge, til næsten ingen penge.
Ole Mortensøn
Se de øvrige artikler i serien "Museumsnumre" her
[Historie-online.dk, den 14. januar 2025]
