Museumsnumre 110 - hakke, skovl og spade
Landarbejderens værktøj var for nogle generationer siden hakke, skovl og spade. Johan Skjoldborg skrev i 1897 digtet ”Husmandssangen”, hvor omkvædet er: ”Min hakke, min skovl og min spade.” Den er fra en tid, hvor det meste arbejde foregik med hænderne. Nødvendigt jordarbejde som grøftegravning, mergelgravning og drænarbejde blev udført med hakke, skovl og spade. Drænrør blev overalt nedgravet og forbedrede markerne, som tidligere i store områder var vandlidende. Til vejarbejde og jernbaneanlæg blev de tre arbejdsredskaber også anvendt. At bruge hakke, skovl og spade var hårdt og tungt arbejde, som krævede kræfter og sejhed. Der findes bevaret en hel del faner fra landarbejderfagforeninger rundt omkring i landet, og de fleste har på den røde dug billedet af hakke, skovl og spade.
Fane fra Nørre Borup Landarbejderforening, stiftet 1.april 1918, Aalborg Museum
Mange tænker nok en skovl er en skovl og en spade en spade, men som det gælder for velkendte redskaber, har de fået deres udformning over tid og er forskelligartede efter deres brug.
Museerne har selvsagt også eksemplarer af de hakker, skovle og spader som har været i brugt i tidens løb. Lad os starte med at se på hakken. Den er et redskab til jordbearbejdelse. Man kan bryde en hård og stenet jordskorpe op med den eller hedens kompakte al og derefter komme til med spade, skovl og trillebør. Jordhakken består af et træskaft med et dobbelt hakkejern med enten to spidser eller en spids og et lille øksehoved, der kan være ret eller tværstillet. Jordhakken kan også være enkelt. Skovhakken, Sarauws hakke, brugtes til plantearbejde. Den har et bredt tværstillet jernhoved. Til havebrug og gartneri brugtes en lettere type hakke med trekantet jernhoved. Typen anvendtes til at luge og til at hyppe kartofler m.m. Andre hakker var møghakker og tørvehakker.
Hakke, Give Egnens Museum
Som redskab er hakken meget gammel og bruges den dag i dag i visse dele af verden som vigtigste redskab til jordarbejde i agerbruget. Herhjemme har vi fund fra bondestenalderen af hjortetak, der tolkes som hakker. En hakke af jern fra middelalderen er fundet i Ribe ved udgravning i byen, og Nordsjællands Museum har også en hakke fra middelalderen.
Ser vi på skovlen, optræder den også i mange forskellige udgaver. Almindeligst er et træskaft med et skråtstillet skovlblad, som man kan skuffe jord op på. Skovlbladet består af pladejern med opbøjede sider, så det holder på jorden, gruset eller hvad den bruges til. Skovlens historie fortaber sig i fortiden. Den kendes fra det ældste Kina, og herhjemme har den været brugt i bondestenalder, jernalder og vikingetid. Uden skovle var Dannevirke, Jellinghøjene og ringborgene næppe blevet til. Jernskovle blev fremstillet i smedjer. Da skånske og norske jernværker fra omkring 1600 blev en realitet, kom der mere stangjern til smedjerne. I Rådvad ved Mølleåen startede kleinsmed Christian Alckenbrecht i 1643 en produktion af landbrugsredskaber og blankvåben. Vandkraft drev hammeren i fabrikken.
Til fæstningsarbejde brugtes hakker, skovle og spader af jern. I 1634 anføres i lensregnskabet fra Aalborg 114 hakker, 438 jernskovle og 199 jernspader til arbejdet på forsvarsværkerne omkring byen. I 1612 under Kalmarkrigen var flådens udrustning bl.a. 500 jernskovle, 300 spader og 200 hakker til brug til at grave løbegrave ved belejring af svenske stillinger.
Træskovl fra bryggeri, Koldinghus Museum
Men mange skovle var helt af træ. De var billigere, men ikke så holdbare. I stalden blev en træskovl brugt til at muge ud. Desuden brugtes træskovle som kasteskovle, når kornet skulle renses, og når korn skulle fyldes i sække. Også foderskovle var af træ. Det samme var mølleriers og kornhandleres kornskovle samt bageriers melskovle. Der fandtes også træskovle, såkaldte engskovle, med jernbeslag på skovlbladet af træ. De brugtes til grøftning i engene. Helt speciel var også tækkeskovlen. Den var af træ, flad og beregnet til at banke rørene på plads. Den havde en lille jernhage på oversiden, så den kunne ligge på stråtaget, når den ikke lige var i brug.
Lempeskovl af den slags som blev anvendt til kul, Bornholms Museum
Askeskovle af jern benyttedes i ovne og komfurer. De var håndskovle, og fejebakken, som vi alle kender, er også en lille håndskovl helt af jern. Til arbejdet i de ovennævnte drængrøfter brugte man en langskaftet spids jernskovl. Sådan en har Koldinghus Museum. Spidse skovle blev brugt, hvor man vanskeligt kunne få fat med en almindelig skovl, f.eks. om bord i skibe med kullast og ved dampmaskinens fyrplads samt i lokomotiver, hvor der skulle skovles kul fra tenderen til kedlen. I fiskefartøjer brugtes en bred isskovl, når der skulle skovles is i fiskekasserne. Til havebrug, snekastning og rengøring er skovlen uundværlig. Den er et redskab som har nået sin optimale form og bruges overalt fra kolonihaver til byggepladser.
Spade af den gængse type. Den har tilhørt en arbejdsmand i Fredericia, Fredericia Museum
Spaden adskiller sig fra skovlen ved ikke at have ret meget vinkel mellem skaft og jernblad, og jernbladet er kraftigere, rektangulært, let buet og beregnet til at træde ned i jorden eller det materiale, man graver i. Lige som i tilfældet skovle, findes der spader af forskellig art. Der er skovspader, aspargesspader, bagespader, barkspader, cementspader, lyngtørvspader og adskilligt flere
Til tørvegravning har spader været brugt siden jernalderen. I Silkeborg Museum findes bevaret to tørvespader fundet i mosen ikke langt fra Tollundmanden. De er af træ. Den ene med et tværstillet håndtag, den anden af form som en kajakåre.
Tørveskæring, anskuelsestavle, arkiv dk
Tørveskæring var en fast del af gårdfolkenes arbejde. Man gik i mosen og skar tørv, som blev stillet til tørring og kørt hjem til gården til vinterbrændsel. Der var i 1800-tallet en tørvespade med jernblad til friskæring af tørven, en langspade med langt skaft og rektangulært jern til skæring af tørven i søjler, samt en vingespade med et tværstillet bredt skær til vandret skæring af søjlen, så man fik tørveklodser, der kunne stables og tørres. Tørvegravning fik under besættelsen en stor opblomstring, da man ikke kunne skaffe tilstrækkelig med kul og koks til brændsel.
Nedgravning af drænrør ved Skovsted Enge 1957, lokalhistorisk arkiv, Thisted Kommune.
Drænspaden har et smalt og langt spadejern og et langt skaft, så man kan grave dybe render eller huller i jorden. Under industrialiseringen opstod der værktøjsfabrikker. En af de første var Th. Marstands Fabrik i København, startet i 1851. Fabrikken lavede skovle, spader, leer, hakker, river og økser. Drænskovle og drænspader hørte også til deres varesortiment.
DSI, Dansk Staal Industri i Kongens Lyngby fremstillede i mange år redskaber, bl.a. drænspader. Deres redskaber var mærket DSI. To værktøjsfabrikker i Jylland var Zinck grundlagt i 1858 ved Godthåb i Aalborg og Lysbro Fabrikker fra 1899 i byen af samme navn ved Silkeborg. Begge steder var det i starten vandhjul, som leverede drivkraften til hamrene. Fabrikkerne fusionerede til Zinck- Lysbro i 1980-erne og er i dag ejet af Fiskars Denmark.
Dansk feltspade af Linnemann typen, Krigsmuseet
Feltspaden brugtes af landmilitæret og var en dansk opfindelse. Kaptajn Johan Linnemann, som kæmpede i 1864, fandt, at man bedst kunne beskytte sig mod de nye bagladegeværers og -kanoners beskydning ved at grave sig ned. Derfor fik han i 1869 patent på en stålspade med kort skaft. Ingeniørtropperne anskaffede spaden, feltspade af model 1870. Linnemanns spade blev snart udbredt til andre europæiske landes militær og viste sig under første verdenskrig at være den morderiske krigs vigtigste forsvarsvåben, idet man kunne grave skyttehuller og skyttegrave og være nogenlunde beskyttet mod artilleri og maskingeværer. Feltspaden brugtes også som våben i nærkamp.
Spaden blev herhjemme i mellemkrigstiden også brugt som våben og symbol. Det var ikke tilladt politiske organisationer at bevæbne sig, så derfor valgte danske nazisterne at bevæbne sig med spader, som de brugte ved parader og i forsamlinger. I december 1940 kom det til et voldsomt sammenstød i Haderslev mellem politi og spadebevæbnede nazister. I Sønderjylland stod nazismen stærkt med mange tysksindede. Frits Clausen, de danske nazisters fører boede i Bovrup syd for Åbenrå. Blodet flød i ”Spadeslaget”, som det bagefter blev kaldt. Nazisterne håbede, at sammenstødet ville resultere i en nazistisk magtovertagelse, men besættelsesmagten ønskede ikke at benytte lejligheden til at lade danske nazister få magten. Levering af krigsvigtige fødevarer og industriprodukter til Tyskland skulle ikke forstyrres af uroligheder.
Spadebevæbnede danske nazister ved møde i Aalborg februar 1942, Frihedsmuseet
Ved store anlægsarbejder har spaden fået en ceremoniel funktion. En prominent person skal foretage ”det første spadestik” ved arbejdets igangsættelse. Sommetider bliver spaden opsat til minde om byggeriets start.
Trafikminister Gunnar Larsen knækker spaden ved første spadestik til Rødby-Femern forbindelsen 14.sept.1941, Frihedsmuseet
En anden brug af spaden er ved menneskets sidste rejse, hvor kirkegårdsgraveren benytter spade og skovl til gravearbejdet, og når kisten bliver sænket i graven, kaster præsten ceremonielt tre spader jord på graven og siger: Af jord er du kommet, til jord skal du blive, af jord skal du genopstå!
Ole Mortensøn
Se de øvrige artikler i serien ”Museumsnumre” her
(Historie-online.dk, den 4. februar 2025]
