Museumsnumre 111 - Saks

Selv om geografikundskaber er på retur, kender de fleste nok Sakskøbing, den lille by på Nordlolland. Byen har i sit byvåben to sakse, og navnet Sakskøbing går tilbage til tidlig middelalder, er brugt første gang i 1240. Navneforskere mener, at forleddet er mandsnavnet Sakse, og vi kender jo navnet fra vores første krønikeskriver Sakse eller på latin Saxo. Men hvordan det nu hænger sammen med oprindelsen til byens navn, så var saksen et kendt og uundværligt redskab i middelalderen, og den optræder som heraldisk blasonering (dvs. udsmykning på våbenskjold). Adelsslægten Uldsaks stammer fra 1300-tallet og har en uldsaks i sit våben.

Allerede i vores yngre stenalder, dvs. 3.- 2.000 år fvt. brugtes sakse i Mellemøstens kulturer. Herhjemme er i Hedegård ved Skjern Å i en grav fra starten af vor tidsregning fundet ting, som antages at stamme fra en soldat. En romersk kniv og en jernsaks er blandt gravgaverne. På Fyn har Odense Bys Museer halvdelen af en saks, som er udgravet ved Ringe. Den dateres til jernalderen.    

Fundene, heriblandt en saks, fra graven i Hedegård, Museum Midtjylland

De ældste sakse var fjedersakse. Det norrøne ord sax har betydningen skæ, og saksen består af to jernskær, som er sammenholdt af en bøjle, der fungerer som en fjeder. De blev smedet ud af et stykke stangjern, som blev fladbanket og spidset til og bøjet.

På et tidspunkt fandt man en ny måde at sammenholde skærene på, idet man nittede to skær sammen på midten og forsynede den ene ende af saksen med øjer til fingrene. Krydssaksen, den saks vi kender i dag, blev fra Italien, Tyskland og England udbredt til omkringliggende lande, herunder Danmark fra omkring 1500.

Fortidens sakse var som sagt smedearbejde, og nogle specialiserede sig i den slags kleinsmedearbejde som nøgler, låse, sakse. Allerede i 1700-årene opstod manufakturer, og i 1800-tallet kom fabriksfremstillede krydssakse. Storleverandører af sakse var fabrikker i Sheffield, Solingen og Eskilstuna. 

Saksen blev en uundværlig genstand til personlig pleje og til forskellige gøremål i hverdagen. Vi har allerede hørt om uldsaksen til klipning af får. Uld spillede en meget stor rolle for menneskers beklædning, og i et klima som det nordiske er uld en nødvendighed, når man færdes udendørs til lands og til vands i vinterhalvåret. Uldsokker, uldtrøjer, uldhuer, uldvanter, uldne veste osv. Uldsaksen var en fjedersaks, og den holdt sig langt op i tiden, til den blev afløst af diverse mekaniske og elektriske sakse. Der findes fåresakse/uldsakse på mange museer. Enkelte af disse sakse kan dateres til middelalderen, men de fleste er fra 1800-tallet.

Uldsaks fra middelalderen, Sydvestjyske Museer

Den vigtigste saks til tekstilforarbejdning var skræddersaksen. Den findes der mange eksemplarer af i museernes samlinger. Alle købstæder havde skrædderlaug, og på landet fandtes også skræddere. Skræddersaksen er en stor solid jernsaks af krydstypen, og med den udklippede skrædderen efter brug af mønster de dele af stoffet, som skulle bruges til dragten. Med nål og tråd samledes stykkerne til kjortel, vest, bukser, kjole … Saksen var skrædderens vigtigste værktøj og brugtes som symbol på håndværket. I Grenå har museet en gravsten fra skrædder Chresten Nielsen, som døde i 1655. Stenen er udsmykket med en skræddersaks. Det gjaldt om altid at have slebne sakse. Et gammelt ordsprog siger: ”Sløv saks gør skævmundet skrædder”. En skræddersaks af nyere dato har savtakket skær.

 Skræddersaks fra omkring 1930, Sorø Museum

Til finere arbejde ved syning brugtes en lille spids broderisaks. De var gerne i et etui og anbragt i syskrinet eller sybordets skuffe. De findes også på museerne men i beskedent tal.

I forbindelse med personlig hygiejne blev saksen brugt til at klippe hår og skæg. Frisørsakse er slanke spidse krydssakse, som i øvede hænder kan arbejde hurtigt og effektivt og forsyne personen med den klipning, som på det givne tidspunkt er moderne. Hårmoden og skægmoden har skiftet meget gennem historien og den skifter nu med kortere intervaller. Sydhimmerland Museum har fra en frisørsalon på Store Torv i Hobro modtaget adskillige genstande herunder fire frisørsakse. En særlig frisørsaks er med kam og saks i et redskab.

Frisørsaks fra frisørsalon i Hobro, Sydhimmerlands Museum

Ligeledes til den personlige pleje findes neglesakse. De er små og er let krummede og sommetider uden spids, så man især, når der skal klippe negle på børn, ikke kommer galt afsted.

H.C. Andersen var en mester i at bruge en papirsaks. Med den kunne han klippe silhuetter af fantasifigurer, og digternes muse i Bakkehuset, Kamma Rabæk, kunne med saks, papir, pap og klister, fremstille de smukkeste æsker. Kim Larsen har i sangen Papirsklip taget tråden op, skrev … ”Klipper motiver med drømme og saks, papirssilhuetter af fineste slags… ”. Forlader vi poesien foregik mere praktisk papirklippearbejde på kontorer, posthuse, i banker, toldkamre, boghandler m.m.

Papirsakse fra 1950-erne, Museum Nordsjælland

Køkkensaksen findes i de fleste køkkener og bruges til diverse opgaver, især til åbning af emballage. Mens fjerkræsaksen er en saks i den grovere afdeling, som skal kunne sønderdele kyllinger, høns, gæs osv.

Sakse regnes ikke for antikviteter, men der er én undtagelse, nemlig lysesaksen. Denne type saks hører hjemme i fortiden, hvor man på land og i by benyttede vokslys som lyskilde. Når vægen på lyset blev for lang, måtte man klippe den kort, så lyset ikke osede. Lysesaksen var af jern eller messing og forsynet med en lille kasse, som kunne opsamle den afklippede brændende vægestump, så den ikke lavede ulykker. Smede og gørtlere gjorde noget ud af udformningen af lysesaksene, som er små stykker gedigent håndværk, og derfor er de blevet interessante som samleobjekter. Museerne har selvfølgelig fået deres part af disse lysesakse og har i visse tilfælde overtaget private samlinger.

Lysesaks i messing fra ca. 1780, Tønder Museum

I erhvervsmæssig sammenhæng har pladesaksen en betydelig plads. Den findes lige fra små effektive håndsakse til store klippemaskiner, som kan skære metalplader af betragtelig tykkelse.

Vi kender udtrykket ”at sidde i saksen”, men det er hverken en fjedersaks eller en krydssaks, der er tale om, derimod et fangstredskab af den mere grusomme slags, hvor et dyr bliver fanget mellem to jernkæber ved at udløse en fjedermekanisme. Sådanne sakse blev benyttet i fangsten af oddere, ræve, bjørne og andre pelsdyr.

Hækkesaksen kender de fleste alt for godt. Den giver trætte arme, når hækkene er lange, brede og høje. Hækkesaksen er en kraftig krydssaks af jern med ret eller bølget skær og to træhåndtag, og efterhånden helt erstattet af den elektriske hækkesaks, som nu om stunder oven i købet har batteri, så man slipper for at skære el-ledningen over. Grensakse har man længe anvendt i skove, frugtplantager og haver.

Skuespilleren Poul Reichardt klipper snoren over ved åbningen af ny Magasinbutik i Lyngby Storcenter 1975, Magasin du Nord Museum.

Saksen bruges også til ceremonielle handlinger. Det gælder når et rødt bånd eller en snor klippes over i forbindelse med indvielse af nye tiltag, det være sig åbning af broer, veje, byggerier, butikker og anlæg.

Ole Mortensøn

Se de øvrige artikler i serien ”Museumsnumre” her

[Historie-online.dk, den 11. februar 2025]