Museumsnumre 118 - Kran
Kim Larsen kaldte sin anden hustru, Hanne, ”Kranen”. Det skal ikke forstås nedsættende, for en kran er slang for en kæreste, som kan få en mand på højkant og imponerer ved empati. Men rigtige mænd har også haft brug for rigtige kraner som uundværlige redskaber ved løft af tunge genstande.
Kranen er et mekanisk redskab, i sin grundform en drejelig mast med en bom, hvor et reb er skåret igennem et hjul i bommens øverste ende. Rebet er fastgjort til en tromle, som med et håndtag kan drejes og med hejseværket kan genstanden løftes fra underlaget.
I byggeri og transport har kranen været brugt siden antikken. Den romerske arkitekt og ingeniør Vitruvius lavede konstruktionstegninger af en kran. Siden antikken har kranen gennemgået en vældig udvikling, og det kan være interessant at følge den i nyere tid og finde ud af krantyper, og hvad de blev brugt til. På museerne finder vi af indlysende årsager meget få kraner bevaret 1:1. En undtagelse er dog Danmarks Tekniske Museum. Heldigvis har museer og arkiver god dokumentation af denne genstand ved de billeder og oplysninger, som gennem tiden er indsamlet.
Foruden grundformen, den drejelige løftekran, findes en række andre kraner. Til løft af dele til byggeri har man udviklet tårnkraner. Kranen består af en høj gittermaster med en lang tværarm, med hejseværk og kontravægt. Hejseværket kan forskydes på tværarmen og med det kan løftes byggeelementer og alt fornødent til konstruktionen. Tårnkranen er som type ikke gammel. Man kan se den overalt i vore byer, hvor der er gang i byggeriet. Kranen havde tidligere et lille kranførerhus, men styres i dag for det meste fra jorden. Den får sin kraft fra elektromotorer.
Havnekranen er en af de ældste krantyper. Allerede i middelalderen var havnekraner i brug i de mange hansestæder i Nordeuropa. Typen bestod af en drejelig løftekran af træ, og for at beskytte konstruktionen var der bygget et spånklædt hus over den. Der er bevaret enkelte af denne type kraner, f.eks. kan man se et eksemplar i Rostock og et i Lüneburg. Kranen fungerede på den måde at et skib lagde sig ved kajen, hvor kranen stod, og man hejste indholdet af lasten op og drejede kranen ind over land eller gjorde modsat, når skibet skulle lastes. Kraften leveredes ved en trædemølle og tandhjul. Havnekraner var en betingelse for hurtig og effektiv betjening af de store koggeskibe, som hansebyerne benyttede.
Pieter Porbus har udført et koloreret billede af en havnekran i Brügge, bygget i 1457, de tielenaar, nl.
Havnekranen udviklede sig i 1800-tallet til en nittet jernkonstruktion med en påmonteret drejelig overdel, en løftearm af jerngitter med kranførerhus og maskinhus til hejseværket. Kranens underdel stod på et skinnelegeme, så den kunne køre langs kajen. Større kraner har en kontravægt, som afbalancerer kranen ved løfteopgaver. Disse kraner brugtes i stor stil, da dampskibene leverede alle de råvarer og fødevarer, som det industrialiserede samfund skulle bruge. Det gjaldt korn, kul og træ, samt varer i tønder og sække og kasser. En særlig skovl eller grab kunne tage kul op fra skibets last. Slæng, hager og net brugtes til at løfte varer i land. Systemet var effektivt men krævede havnearbejdere og vogne og pakhuse langs kajen. Havnekrantypen brugtes også i forbindelse med skibsbyggeri. Ved operaen i København ved Orlogsværftets gamle tørdok er bevaret et par af disse havnekraner, som engang fandtes i alle danske provinshavne
Tegning af kulkran på Kolding Gasværk. Kranen har kulskovl, kranførerhytte og hejseværkshus og kører på en bane opsat på et højt betonfundament, Koldinghus Museum
En mindre type havnekran udviklede sig i slutningen af 1800-tallet. Det var små svingkraner i støbejern. De fungerede med tandhjul og spil og brugtes til skibe og godsvogne og kunne f.eks. løfte tungt gods som kedler, motorer eller motordele.
Svingkran af støbejern, fotograferet ved Nordre Toldbod i København, pixabau. Denne krantype blev indført fra midten af 1800-årene og fungerede ved håndkraft. Typen kunne løfte fra 1,5 til 6 tons og stod fast i et betonfundament. Svingkranen brugtes også på jernbanestationer.
En særlig berømt havnekran i København er den såkaldte mastekran på Nyholm. Kranen er fredet og fra 1749 og blev brugt til at isætte eller udtage master i flådens orlogsskibe. Kranen er en stor trækonstruktion, hvoraf størstedelen er beskyttet af en murstensbygning med kobbertag.
Hvis vi bliver på havnen, så findes såkaldte flydekraner. Det er kraner som er opstillet på store flåder, som kan flyttes rundt i havnen eller fra havn til havn, for at løse særligt tunge og vanskelige opgaver, eksempelvis hævning af sunkne fartøjer, byggeri af broer, olie- eller gasplatforme samt havvindmøller. En stor flydekran er i disse år beskæftiget ved byggeriet af den nye Storstrømsbro. En kendt flydekran var ”Herkules” i Københavns havn. Den var bygget i 1961 på Helsingør Værft og var i tjeneste indtil havnevæsnet solgte den til Frankrig i 1992. ”Herkules” kunne med 13 meters udlæg løfte op til 180 tons og var forsynet med en dieselelektrisk motor, og propel i hver ende. De fleste større havne havde førhen en flydekran. De er dyre i drift og vedligeholdelse, og man rekvirerer i dag i stedet en kran fra et kranfirma, ofte udenlandsk.
Flydekranen ”Hercules” arbejder med at fjerne en havnekran i Frihavnen, foto kbh.museum
Det allermeste gods i verdenshandelen transporteres i vore dage i containere, standardiserede stålbeholdere på 10, 20, 30 og 40 fods længde. Såkaldte ”bulk” laster, dvs. korn, kul, sand, flis m.v. samt flydende varer som olie, kemikalier og gas transporteres af specialskibe. De moderne havnekraner er de såkaldte containerkraner. De er lavet til at kunne losse og laste selv de største containerskibe og kan køre på spor langs kajen. Containerne transporteres til og fra kajkranerne med jernbanevogne, lastbiler og selvkørende kraner, som kan sætte dem på lager. I travle storhavne står rækker af containerkraner langs kajerne. Der er som regel adgang forbudt til containerhavne, da det er farligt at færdes der.
Reklameplakat fra DSB for brug af containertransport, Den gl. By i Århus
På land er som sagt byggekraner og desuden større og mindre selvkørende kraner. De kan være monteret på biler, og i dag har de teleskopiske hydrauliske arme, som styres elektronisk fra en boks. Knækarmskraner kaldes denne mobilkrantype. Kranvogne brugtes tidligere til at løfte og bortfjerne biler, der var gået i stykker under kørsel eller ved ulykker. Falck og Zonen benyttede den slags vogne. Ved brand benyttes stadig de såkaldte stigevogne. Oprindelig en vogn med lange stiger, som brandfolkene stillede op ad det hus, hvor det brændte. Fra stigen kunne man hjælpe folk ud af huset og med vandslanger få branden under kontrol. Stigerne er erstattet af hydrauliske teleskopstiger, som kan nå op i en anseelig højde.
Teknisk Museum har en fin lille kranvogn, en Bedford fra 1951
Hertil komme på land en mængde såkaldte løbekraner. Det er loftmonterede kraner, som bruges inden for et begrænset område. Tidligere løftede man med et kædetræk og måtte med håndkraft trække kranen rundt i den skinne, den var ophængt i, men i dag er løbekraner elektriske kraner. Løbekraner er gerne anbragt og benyttet i en hal eller et værksted, hvor de kan transportere en genstand fra den ene ende af værkstedet til den anden.
Lille værkstedsløbekran, Holstebro Museum
Til særligt tunge og store løft, f.eks. på skibsværfter har man benyttet portalkraner med en løfteevne på adskillige hundrede tons. Et par store portalkraner, de største i Danmark, står stadig ved Lindø ved Odense Fjord. Portalkranen er en stålkonstruktion, som ses på lang afstand og som navnet siger ligner kranen en port.
Plakat fra DKP rettet mod kvinder. En af partiets mærkesager var, at kvinder og mænd skulle have lige adgang til arbejde og lige løn. Her er motivet en kran, en arbejdsplads, som kvinder efterhånden fik adgang til, Kvindemuseet
Kranfører er en uddannelse, og som regel var det arbejdere med interesse for teknik, som tog uddannelsen. Arbejdet var ikke fysisk anstrengende, men nok så meget belastende pga af det store ansvar under kranløft. En fejl kunne få fatale konsekvenser ikke alene med hensyn til materiel, men også med hensyn til skader på andre beskæftiget med laste– eller lossearbejde, byggeri eller montagearbejde. Kranfører blev et af de arbejdsområder, som kvinder tidligt fik adgang til, men ikke uden kamp. De kvindelige kranførere viste sig selvfølgelig lige så dygtige og ansvarsfulde som deres mandlige kolleger. I dag varer kranføreruddannelsen tre et halvt år, men man kan specialisere sig og erhverve sig et certifikat gennem et eller flere kurser. Chancerne for at få et arbejde er gode. Der er mangel på kranførere, især inden for byggebranchen. Med hensyn til mobilkraner ligger lønnen i toppen af det, lastbilchauffører kan tjene.
Ole Mortensøn
Se de øvrige artikler i serien ”Museumsnumre” her
[Historie-online.dk, den 1. april 2025]
