Museumsnumre 121 - Redningskrans, redningsbælte og redningsvest

SOS hedder det, når søfolk er i nød. Forkortelsen står for ”save our souls”. Og redning kunne der være brug for i søfartsnationer som England og Danmark. Arbejdet på havet krævede liv, og andre liv gik til, når folk faldt i havnen og druknede. Hvis en sømand faldt over bord, kastede man fra skibet en redningskrans ud til ham. Fik han fat i den, kunne han holde sig flydende og måske blive reddet, hvis den båd, man satte ud, fandt ham. Det samme gjaldt i havnen, når folk faldt i vandet. En udkastet redningskrans kunne redde liv.

Opfindere beskæftigede sig længe med ideen om et redningsmiddel til folk som var ved at drukne. Leonardo da Vinci har tegnet en redningskrans. Om den blev fremstillet i større antal vides ikke, men det vides, at der på Johanitterordenens skibe fra Malta i 1500-tallet blev brugt redningskranse anbragt på karavellernes kobrygge agter. Den spanske flåde indførte officielt i midten af 1700-tallet redningskranse.

Tegning af redningskrans udført af Leonardo da Vinci, wikipedia

Redningskranses fremkomst i Middelhavet er forbundet med materialet kork som kommer fra egetræers bark. Disse korkege vokser i Portugal og Spanien og i Marokko og Algeriet, hvor kork først og fremmest blev brugt til propper i vinflasker. Da man opdagede at korks vægtfylde var lille, at det flød godt, fandt man på at tilskære og samle korken i en krans, overtrække den med lærred og sætte et reb fast om kransen. Lærredet blev oliemalet, og i de fleste tilfælde blev den malet hvidt med røde bånd, så kransen var let at se. Redningskransen blev via England introduceret i Nordeuropa, hvor man ved dampskibenes fremkomst øgede passagertallet på skibsruterne og dermed også øgede behovet for redningsmidler. Man satte damperens eller sejlskibets navn på kransen og ophængte et par kranse på steder om bord, hvorfra man let kunne kaste dem i vandet. I det danske marinesprog brugtes ordet bjærgemærs i stedet for redningskrans. Bjærgemærs var en del af skibets sikkerhedsudstyr. Til orlogs lød ved uheld bådsmandspiben og ordren: ”Mand over bord. Bjærgemærs!” Hvorefter læ redningsbåd blev firet i vandet for at undsætte den overbordfaldne.  

Redningskrans fra færgen ”Plagen”, Skive Museum. Ruten Salling-Mors var betjent af to jernbanefærger, senere bilfærger som hed ”Pinen” og ”Plagen”. I 1978 kom Sallingsundbroen og færgerne forsvandt

Efterhånden blev søsikkerhed et nationalt, og siden et internationalt anliggende. Danmark fik et skibstilsyn i 1879. En international konference i London i 1912 fastlagde reglerne for søsikkerhed, og en efterfølgende konference vedtog en konvention, som blev kaldt SOLAS, ”safety of life at sea” og den blev i mange år bestemmende for international søfart. SOLAS bestemte at der skulle være redningskranse i hver side af skibet, at de skulle være mærket med skibets navn og hjemsted og for et 100 m langt skib skulle som minimum være 8 redningskranse. Redningskransen skulle kunne bære et jernlod på 14,5 kg i 24 timer i ferskvand.

Plakat for overfarten Århus-Kalundborg, Den Gamle By.

Kork som opdriftsmiddel blev efter 1950 erstattet af det syntetisk skumplast, polyurethan. De nye redningskranse støbes og er meget holdbare og er i stort tal blevet anbragt rundt omkring i vore havne og ved bådebroer, bl.a. har forsikringsselskaber sponsoreret opsætning af redningskranse.

De danske museer har ikke så få redningskranse. Især er der mange kranse i museer langs Vestkysten og i museer med fiskerihavne. Ved forlis og overbordkastning er en del kranse drevet ind på vore kyster. Fiskeri- og Søfartsmuseet har adskillige redningskranse af udenlandsk herkomst, f.eks. en med påskriften ”Mitcham, London” og en anden med ”Brandenburg, Rostock” og Skagen Museum har én mærket ”Lotsen Schooner No. 2, Nordsee”. En redningskrans uden navn har Greve Museum. Til gengæld har den en historie. Giveren, en svensker ved navn Edvard Nilsson, reddede sig i land med kransen i Køge Bugt under stormfloden i 1872. Efter den oplevelse gik han i land og bosatte sig i Karlslunde. En redningskrans fra grønlandsskibet ”Hans Hedtoft” findes i Frelserens Kirke i Qarqotoq, tidligere Julianehåb. Den 30. januar 1959 sendte ”Hans Hedtoft” en mayday over radioen efter kollision med et isbjerg syd for Kap Farvel. Skibet forsvandt med alle ombordværende, og ni måneder efter drev redningskransen ind på land. Den bevares som et minde om katastrofen, der kostede 100 mennesker livet.  

Gamle fotografier viser skibsbesætninger samlet på dækket omkring en redningskrans med skibets navn og hjemsted. Fiskeri- og Søfartsmuseet har f.eks. et indrammet foto fra den norske bark ”Audrun”, hvor besætningen ses med to redningskranse. Københavns Museum har en redningskrans og et fotografi af kransen og besætningen på skoleskibet ”Georg Stage” fra togt i 1980-erne med de første kvindelige elever om bord.

En miniatureredningskrans i gips eller træ brugtes også som ramme og som maritim souvenir. Skipperen på skonnerter ”Noah” og senere på skonnertbrig ”I. M. Nielsen”, begge af Svendborg, havde i sin kahyt et billede af sine to døtre indrammet af en redningskrans. Andre sådanne rammer viser ofte billeder af skibe.

Billedramme som redningskrans, Svendborg Museum

En redningsstol, som en redningskrans blev benyttet, når man med raket fik en line skudt ud til et strandet skib. På linen kunne stolen anbringes og trækkes ud til skibet og retur med en mand (se museumsnumre 108).

Redningsstol fra Grenå, Danmarks Fiskerimuseum i Grenå

Redningsbælter af kork blev brugt af redningsmandskab om bord i redningsbådene og livbåde. Med fare for edningsstol fra Grenå, Danmarks Fiskerimuseum i Grenå.deres eget liv gik de ud til strandede fartøjer eller havarerede drivende skibe for at hente nødstedte besætningsmedlemmer. Mindre korkbælter blev også brugt til badende børn og mange lærte at svømme med et korkbælte om maven og en korkplade i hænderne.

Redningsvest i kork, Fiskeri- og Søfartsmuseet

I 1880 blev en redningsvest godkendt af den danske marine. Vesten var med indlagte lange korkstykker og forsynet med fire stropper. Nationalmuseet har et eksemplar af denne redningsvest. Korkvesten blev afløst af en lærredsvest fyldt med kapok, men denne vest blev efterhånden vanddrukken og kunne i længden ikke holde en person flydende.

Redningsvest med kapok, Gilleleje Museum

Senere kom veste med plastikskum, som kunne holde personen flydende længe. Disse veste blev obligatoriske til passagerer og fandtes stuvet lidt af vejen. I passagerdampere på længere fart blev der afholdt bådeøvelser, hvor passagerer skulle stille på båddækket iført redningsvest ud for den redningsbåd som de havde fået tildelt. I de senere år er selvoppustelige redningsveste blevet populære, fordi de ikke som de faste veste hæmmer ens bevægelsesfrihed. Til gengæld skal vestens gaspatron jævnligt kontrolleres. Det er lovbefalet at alle om bord i en båd skal have en redningsvest, men man behøver ikke bære den, hvilket er ulogisk. Godt sømandskab siger, at man tager redningsvesten på, når man forlader havnen. I Danmark er det store navn, når det gælder søredningsmidler fabrikken ”Viking” i Esbjerg, især kendt for sine gummibåde.  

Redningsvest med polystyrol og reflekser brugt i fiskefartøj, Gilleleje Museum

Ole Mortensøn

Se de øvrige artikler i serien "Museumsnumre" her

[Historie-online.dk, den 29. april 2025]