Museumsnumre 28: Telegrafen

Telegrafi er fortid, og mange mennesker ved ikke, hvordan en telegraf ser ud og heller ikke, hvordan telegrafsystemet fungerede. Det er ikke mærkeligt, for det er efterhånden længe siden, man brugte telegrafi, og det er derfor kun ældre mennesker, der har oplevet at modtage et rigtigt telegram. Kigger man efter genstande fra telegrafens tid, så har museerne heldigvis formået at bjærge en del enkeltgenstande, nogle fine apparater fra skolernes fysiklokaler, og Teknisk Museum har gode sager. Post- og Telemuseet i det gamle kongelige posthus i Købmagergade i København var et glimrende specialmuseum, men lukkede i 2015 og først otte år senere blev det erstattet af museet Enigma – Museum for Post, Tele og Kommunikation, som ligger ved fælledparken på Østerbro i København. Museet er netop åbnet.

 Tegning som illustrerer telegrafsystemet

Telegrafi er græsk og kan oversættes ved telos =fjern og grapho = skrive. Sagt på en anden måde handler det om at overføre meddelelser over længere afstande. Som trofaste læsere her har erfaret under artiklen flag, skete det i gammel tid til søs ved flagsignaler. Men under den franske revolution blev opfundet en optisk telegraf, og Danmark var et af de lande, som tidligst tog denne form for telegrafi i brug, nemlig i året 1801. Målet var at kunne sende meddelelser fra grænsen til Tyskland, hvor krigen lurede og til kongens hovedstad og flådens leje på Holmen. Kæden af telegrafstationer begyndte i Slesvig og sluttede i København. Man benyttede på hver station en høj mast, hvorpå var tværarme med bevægelige plader. Hvad de forskellige tegn, såkaldte semaforer, betød, fremgik af en kodebog. Man kunne også sende meddelelser ved at stave med de forskellige bogstavsemaforer. Telegrafstationerne lå med visuel afstand på højdedrag. Systemet blev nedlagt i 1814 men bibeholdt på Storebælt, så man kunne kommunikere mellem Nyborg, Sprogø og Korsør.

 Ved Nyborg lå en stor optisk telegrafstation, som her er afbildet på et maleri fra Nyborg Museum

To britiske opfindere konstruerede hver for sig en elektromagnetiske telegraf i 1830-erne. Det var magnetnåletelegrafer med en viser som slog ud ved skiftevis at tilslutte og afbryde strømmen. I 1850-erne var man efter mange forbedringer nået så langt, at telegrafien virkede. På samme tid opfandt Samuel Morse i USA et system, som gjorde det muligt at sende hurtige beskeder over lange afstande. Systemet bestod af prikker og streger svarende til korte og lange udslag. Snart rejstes telegrafmaster med telegrafledninger i mange lande, og der blev i 1858 nedlagt et søkabel, som gjorde det muligt at telegrafere mellem Europa og Amerika.

I løbet af årene 1850 – 1880 forbandt telegrafnettet de forskellige kontinenter. I Danmark var et nyt firma, Store Nordiske Telegrafselskab, stiftet i 1869 på C.F. Tietgens initiativ. Det var tidligt på færde og deltog i udbygningen af telegraflinjen mellem Storbritannien, Frankrig, de nordiske lande og Rusland. Som neutralt land havde danske firmaer let ved at skaffe sig kontrakter. Fra Vladivostok blev en telegraflinje udbygget til Nagasaki i Japan og videre til Shanghai og Hong Kong. Danske telegrafbestyrere blev ansat i kejserrigerne Japan og Kina, og Store Nordiske fik hovedkvarter i Shanghai på havnefronten. Trods senere omvæltninger i Rusland og Kina bevarede Store Nordisk sin position i disse lande. Og selskabet eksisterer stadig, nu som GN Store Nord.

Radiotelegrafien blev opfundet af Marconi 1895, men også den danske fysiker Valdemar Poulsen var på banen. I 1905 fik søværnet på Holmen den første station for såkaldt trådløs telegrafi. Radiotelegrafi blev snart udbredt, fordi man derved slap for de kostbare linjeføringer og søkabler. Især for skibsfarten fik radiotelegrafi stor betydning. Blåvand Radio og Lyngby Radio åbnede i 1914.

For en række samfundsforhold fik telegrafiens udbredelse afgørende virkning. For stater blev det et vigtigt instrument til at holde sammen på de forskellige dele af landet. Især i lande med store afstande som USA og Rusland var telegrafen værdifuld. For handel og skibsfart blev telegrafen en afgørende faktor for vækst i import og eksport på verdensplan. Jernbanerne blev afhængige af telegrafen til afvikling af trafikken. Man kunne via telegrafi følge de forskellige togafgange. For avisernes nyhedsformidling blev telegrafen et kæmpe spring fremad. Hvad der skete rundt omkring i verden kunne hurtigt meddeles. Verden blev overskuelig. Endelig var der militære interesser, idet telegrafen hurtigt kunne meddele om landes troppebevægelser, og fra generalstaben kunne sendes ordrer til de forskellige regimenter i landet. Særlige telegrafbataljoner blev oprettet i de store lande og deltog i første verdenskrig. Også Danmark fik en telegrafbataljon i 1914.

 Et tog holder på linjen i Glostrup foran signal ca. 1910. Til højre ses en mast med en mængde telegraftråde. Jernbanemuseet

I Danmark blev telegrafi en sag for staten, dvs. for det kongelige postvæsen og de danske statsbaner. Hele landet var forbundet af luftledninger, som hang i opsatte telegrafmaster og mellem alle landets jernbanestationer var ligeledes telegrafledninger. Hver telegrafstation kunne modtage og afsende telegrammer. En telegrafstation bestod af strømforsyning, ledningsnet, en telegrafnøgle, et relæ, et skriveapparat, et galvanoskop, et milli-ampæremeter, en lynafleder og et telegrafbord til stationens ledningsforbindelser. Der fandtes også transportable telegrafapparater, såkaldte rejseapparater.

 Emaljeskilt fra postkontoret i Middelfart, Middelfart Museum

Telegrafisterne var organiseret i Dansk Telegrafforening og som noget ret enestående var der lige adgang for kvinder og mænd til arbejde ved telegrafen. Telegraffolkene sad ikke kun på deres stationer, hvor et vagtsystem sørgede for, at der altid var bemanding. Nogle arbejdede på linjen og skulle kravle i master og lodde, når der var brud på telegrafkablet. Andre arbejdede som telegrafbude, dvs. ekspederede hurtigt de indkomne telegrammer til modtagerne. Såkaldte iltelegrammer eksisterede, men telegrafen satte alt ind på at være den hurtigste kommunikationsform, men blev i den retning senere overhalet af telefonien. Længe var telefoner dog noget, som almindelige mennesker ikke havde råd til, og telegrafen fortsatte med at have mange kunder. Telegrafbudene kom rundt på cykler.

 Fredericia havde en stor telegrafstation. Her ses den på fotografi omkring 1930. Fredericia Arkiv

På museerne er det især jernbanetelegrafien, som har leveret telegrafmateriel, men i øvrigt er det spredt og tilfældigt, hvad der er blevet bevaret.

 Telegrafnøgle fra 1927, Post og Telemuseet

 Telegrafmodtager fra 1920, Viborg Museum

Telegrammer blev sendt af myndigheder og privatpersoner og karakteristisk var den korte stil. Hvert ord kostede penge og tid. Man bruger stadig udtrykket telegramstil, når folk udtrykker sig meget kortfattet og ord udelades. I 1883 eksploderede vulkanen Krakatou i Indonesien, og et telegram gik fra Jakarta til Singapore og derfra videre verden rundt: ”Hvor bjerget Krakatoa engang har stået, der leger nu havets bølger.” Over 12.000 mennesker omkom ved vulkaneksplosionen og den efterfølgende tsunami. Samme år sendte et animeret selskab af kunstnere i Skagen bl.a. Anna Ancher, P.S. Krøyer, Carl Locher, Christian Krohg, hotelejer Degn Brøndum m.fl. et telegram til forfatteren Henrik Pontoppidan i Hjørlunde pr. Ølstykke, se her nedenfor.

 Telegram modtaget af de sjællandske jernbaners telegrafstation i Ølstykke

Længe efter telefon og radio havde indtaget pladsen som de vigtigste kommunikationsmidler fortsatte folk med at sende lykønskningstelegrammer ved bryllupper, guldbryllupper, barnedåb og konfirmationer. Den Danske Statstelegraf lukkede først i 1990, men var da ophørt med at spille en rolle. Ingen sendte telegrammer.

Ole Mortensøn

Se de øvrige artikler i serien ”Museumsnumre" her

[Historie-online.dk, den 7. marts 2023]