Museumsnumre 37: Hovedvandsæg
Hovedvandsæg er et godt gammelt dansk ord for en brugsgenstand, i dag en antikvitet, fra en længst forsvunden tid. Vi ved, hvad et æg er, men hovedvand? Hovedvand er eller var en stærk duftende væske, en parfume, der kunne opbevares i en lille beholder, et æg som regel af sølv og indvendig forgyldt. Det sidste antyder, at vi ikke er iblandt fattigfolk, men at brugere af hovedvandsæg var at finde i de velhavende kredse. Sagen var, at damer i disse kredse havde det med at dåne, hvis ubehageligheder blev for påtrængende og for at undgå det, måtte de have noget godt at dufte til f.eks. eau de Cologne, Kølnervand eller noget skarpt som salmiakspiritus. Der var mange situationer, som kunne overvælde en fin dame, voldsomme oplevelser, blod og stanken af uhumskheder. Et af de steder en dame kunne blive utilpas, var i kirken under højmessen. Her var mange mennesker stuvet sammen, og på varme dage kunne stanken blive uudholdelig, idet der under kirkegulvet lå begravede og måske nogen af nyere dato, som sørgede for en gennemtrængende liglugt. I sådan en situation blev der brug for det lille fine hovedvandsæg, som indeholdt en lille svamp med den skarpe eller velduftende væske.
Leonora Christinas balsambøsse, Rosenborg
Hovedvandsægget havde en forløber, nemlig balsambøssen. Da Leonora Christina blev fængslet i Blåtårn 1663, og alt blev frataget hende, savnede hun ifølge sit ”Jammersminde” især sin balsambøsse. Balsambøsser var små beholdere ofte til at hænge om halsen, og de kunne være af sølv eller drejet i træ eller elfenben og var æg- eller agernformede. Beholderen indeholdt et behageligt duftstof som f.eks. ekstrakt af rose, lavendel eller sandeltræ. Man brugte også betegnelsen desmerdåse, idet desmer er det gamle ord for moskus, et vellugtende stof, som findes i en kirtel hos moskushjorten. Det er et stof som gennem århundreder har været anvendt i parfumeproduktionen. I længere tid blev såvel balsambøsse/desmerdåse som hovedvandsæg benyttet. Holberg skriver i et af sine epistler: Hvis Terentii eller Plauti comedier (red. to romerske komedieforfattere) nu blev forestillede, hvor mange Hoved-Vands Flasker og hierte-styrkende Balsam-Bysser vilde ikke tømmes.
I 1700-tallet og et stykke ind i 1800-tallet, den periode hvor de fleste hovedvandsæg var i brug, havde man desuden den opfattelse, at luften kunne være dårlig, og at denne luft befordrede miasma, sygdomsfremkaldende stof. Under den store pest i 1711 havde man ganske rigtigt konstateret, at pesten smittede, og da man intet kendte til bakterier, antog man, at smitte skete gennem dårlig luft. Man vidste også, at det gjaldt om at isolere de syge, og hvis f.eks. et skib havde syge om bord, så skulle skibet i karantæne. Først langt senere, i sidste halvdel af 1800-tallet, fik lægevidenskaben viden om bakteriologi og smitten ved forskellige epidemiske sygdomme.
Hjerteformet hovedvandsæg ca. 1740, Helsingør Bys Museer
Da kendskabet til sygdom og hygiejnen blev bedre, gik hovedvandsæggene af brug omkring 1850. I den periode hovedvandsæg var efterspurgte, var de typisk en af de opgaver, som sølv- og guldsmede fik. Hovedvandsæg var personlige genstande, og de rangerede på linje med smykker til velhavende kvinder. De var derfor små stykker kunsthåndværk og kan den dag i dag imponere. Når hovedvandsæg er så smukt udført, så hænger det sammen med, at de også tit var kærestegaver.
Hovedvandsæg der i formen svarer til sit navn. Rokokoornamentik, fremstillet i København, Koldinghus Museum
Lad os se hvad de danske museer har i deres samlinger, når det drejer sig om hovedvandsæg. Det er typisk de store gamle bymuseer, som har de fleste og smukkeste hovedvandsæg, f.eks. har Koldinghus en stor samling. Også museerne i Tønder og Varde og Odense har gode samlinger, men for Odenses vedkommende forsvandt mange flotte eksemplarer under et sølvtyveri i 1972. Da der er tale om sølvarbejde er mange hovedvandsæg forsynet med mestermærker og kan derfor tidsbestemmes.
Hovedvandsæg i rokokoens stil, drevet sølv med forgyldninger, Svendborg Museum
Den mest udbredte form for hovedvandsæg og en model, som holdt sig gennem tiden, var den hjerteformede med krone. De ægformede synes at være fra barokken og med rokokoen kom drevne og knækkede former på mode. Fra 1800 under empiren blev vaseformen populær og en særlig fisketype vandt frem især i Sønderjylland. I dette velhavende område kom i 1800-årene også en vasetype dekoreret med glassten, såkaldte flusser. Et andet velhavende område var Amager, hvor madammerne på gårdene havde råd til at købe hovedvandsæg, der nok så meget var et statussymbol i 1800-tallet.
Hovedvandsæg i Louis Seize stil, Bornholms Museum
Hovedvandsæg i empirestil, dateret 1816, Koldinghus Museum
Hovedvandsæg, formet her som en lille godmodig fisk, Koldinghus Museum
Sønderjysk hovedvandsæg med mange glasflusser, Tønder Museum
Bemærkelsesværdigt fremgår det af museernes samlinger, at de drejede små lugtedåser i træ til at hænge om halsen holdt sig gennem tiden helt frem til 1900-tallet. Formentlig har de været et billigt alternativ til sølvstykkerne. De kaldes i museerne registrering hovedvandsæg, men bør snarere betegnes som desmerdåser. Parfume er stadig en stor artikel, men den er på flasker og forvares i kvindernes velforsynede toilettasker eller håndtasker.
Lille hovedvandsæg eller desmerdåse udskåret i træ, buksbom, ca.1900, Museum Sydøstdanmark
Ole Mortensøn
Se de øvrige artikler i serien ”Museumsnumre” her
[Historie-online.dk, den 16. maj 2023]
