Museumsnumre 55 - Billedrammer

Der er rammer for alting og rammer til alle billeder. Benny Andersen skriver i digtet Baren: Her er det muligt at tro, at rammen afstedkommer billedet, at alt er godt hvis vi lægger ekkoet de rette ord i munden. Digteren var barpianist og vidste hvad han talte om, hvad angik menneskelige illusioner. Givet er det, at ramme og billede hører sammen, og rammen er som afgrænsning en vigtig del af ethvert billede. Maleren Harald Giersing skrev i 1917: ”Rammens Kant er billedets stærkeste Virkning”.

Oprindelig var billede og ramme samme sag. Det gælder i alt fald for gotikken, hvor de fleste malerier var af religiøs karakter og billeder var kirkeligt inventar. Det ses frem for alt i de mange altertavler. Her er tale om billedskærerarbejde af bedste kvalitet, og deri indgik de malede religiøse fremstillinger af apostle, korsfæstelsen og vigtige scener fra Biblen.

Sengotisk altertavle Vindinge Kirke. Billede og ramme er en helhed. Fynhistorie

Men i renæssancen blev billede og ramme to dele. Der blev dog ikke gjort mindre ud af rammen end af billedet. De indgik i samme storslåede hensigt eller fortælling. De store rammer indbød til dekoration med hermer, bladværk, kartoucher og maskaroner, tidens ornamentik. I barokken blev rammerne mere overdådigt udskårne, forsynet med bruskværk, bladværk og akanthus og forgyldte rammer med profiler og lister kom til at dominere. Overdådige barokke billedrammer finder man også i de talrige epitafier for borgmestre, adelsmænd og præster, som ses i vore kirker.

I Holland blev sorte ibenholtrammer mode. De forgyldte billedrammer fortsatte med at være populære i 1700-årene og en periode var rammer forsynede med rokokoens rocailler og blomster i hjørnerne af de profilerede rammelister. I stedet for dyrt billedskæreri begyndte man at dekorere med gesso, en støbemasse af harpiks, linolie, lim, kridt og vand, som blev formet i den ønskede ornamentik og limet på trærammen. Under klassicismen blev de forgyldte rammer dekoreret med antikke ornamenter som mæanderbort, perlestaf, tandsnit og fasces. I empiren var de dyre rammer stadig forgyldte, ofte med palmetter som ornamentik. Forsølvede rammer blev i en årrække foretrukket frem for guldrammer.

Fransk adelsmand, der tog borgerbrev i Horsens som miniaturemaler og tegnelærer, portrætteret i 1805. Forgyldt ramme med perlestaf og palmetter, Horsens Museum.

I løbet af 1800-årene blev rammerne smallere og lettere og forsynet med mindre blomsterdekoration udført i gips. Forgyldning og forsølvning blev erstattet af guld- og sølvbronzemaling. Jugendstilen medførte atter en opblomstring af ornamentikken, som dog forsvandt med funktionalisme og modernisme. Billeder blev under modernismen solgt helt uden ramme, og rammer selv på kostbare malerier er undertiden simple trælister slået sammen med søm. Træ er i øvrigt ved at være fortid. Mange rammer er nu af plastik, rene industriprodukter. Og mens indramning tidligere var et håndværk, som blev varetaget af glarmestrene, så kræver plastikrammerne ikke fagkundskab. Der er kun få rammemagere tilbage i Danmark.

Mindetavle for 1. Jægercorps, 1848-1850 med en krans som tilkastedes jægerne samt små velkomstsedler fra hjemkomsten til København. Udskåret mahognyramme med glas. Sønderborg Museum.

De fleste rammer blev udført i bøge- eller fyrretræ og blev samlet i hjørnerne med indlagte tværgående kiler. Rammer i metal og glas forekommer også. Rammerne var rektangulære, kvadratiske, ovale eller cirkelrunde af form. Den ovale form var især brugt til portrætter. Fra 1800-tallet blev det almindeligt at forsyne rammer om træsnit, akvareller, litografier mv. med beskyttende glas.

Udskåret fotoramme til bordopstilling, Sæby Museum

Fotorammer blev en ny artikel for rammemagere, da fotografiet i slutningen af 1800-tallet blev almindeligt. Fotografierne af børn, bedsteforældre, bryllupsbilleder mv skulle rammes ind og blev hængt op eller meget ofte stillet i en ramme på et bord i stuen. Dertil fremstillede man små rammer af træ eller metal ofte ovale, som kunne præsentere fotografierne. Kendt er de større eller mindre ovale sorte profilerede portrætrammer, som omkring 1900 var meget brugt.  

Oval sortlakeret træramme af den gængse type til portrætter, Fredericia Museum

Rammer har gennem tiden ikke været et samleobjekt. De er og bliver tilbehør til billeder. Ikke desto mindre er der lagt meget godt håndværk og kunstnerisk finesse i fremstillingen af rammer. Men tit er rammerne blevet stedmoderligt behandlet. Det sker i privatsamlinger og på kunstmuseer, at billeder får ny ramme og en tom ramme står bare i vejen, den fylder. I 2008 viste Statens Museum for Kunst en udstilling ”Rammens Kunst”. Der blev vist 270 rammer, mange uden billede. Mange af de udstillede rammer befandt sig på magasin på museet, mens andre var udlånt af danske og udenlandske museer. Det var en flot kavalkade af rammekunst.

Hvordan står det til med rammer i de danske kulturhistoriske museers samlinger og kan rammerne fortælle os noget nyt? Desværre ikke meget, for rammerne er ikke videre godt beskrevet i sig selv, og man må søge dem gennem billedet, de tilhører. De fleste rammer er ikke meget over 100-150 år gamle. Men via de store kunstsamlinger kan man finde gode eksempler på fortidens rammer og få besked om nogle af de danske rammemagere.

I 1600-tallets slutning og begyndelsen af 1700-årene var en københavnsk familie beskæftiget med arbejde for kongehuset. Christian og sønnen Johan van Bracht udførte barokrammer til Rosenborg og Frederiksborg slot. Et andet navn fra den tid er Christian Nerger, som var billedskærer og havde borgerskab i København. Han arbejdede for hoffet og lavede stole, borde og rammer, alt udskåret og forgyldt.

En dansk rammemager lavede rammer af en kvalitet, så hans navn stadig huskes. Hans navn findes på etiketter påklistret hans rammer. Navnet er P. C. Damborg (1801 – 1865) forgylder og ornamentarbejder. I 1825 blev han hofforgylder og fik overdraget forgylderarbejdet til det nye Christiansborg Slot. Han boede i Store Strandstræde, hvor han lavede sine forgyldte rammer efter tidens mode senempiren.

Med skønvirkestilen blev rammen atter inddraget i kunstværket. Flere kunstnere arbejdede med rammen, bl.a. ægteparret Harald Slott-Møller og Agnes Slott-Møller. For dem hørte billede og ramme sammen.

Dansk landskab, maleri og ramme af Harald Slott-Møller 1891, Statens Museum for Kunst

Kong Valdemars bryllup, maleri og ramme af Agnes Slott-Møller, Statens Museum for Kunst

Niels Larsen Stevns, der gik på akademiet i Zahrtmanns skole, var både billedskærer og maler. Han kom til at betyde meget for dansk kirkekunst, og hans altertavler var med farvestærke udskårne rammer lavet af ham selv.

Niels Larsen Stevns, altertavle Vrensted Kirke 1918

I 1960-erne og 70-erne blev borgerligt arvegods som malerier af forfædre i guldrammer eller sofastykket med kronhjorte eller græssende køer betragtet som noget, der hørte hjemme på et museum, ikke i en ung families hjem. Plakater var derimod højeste mode. Med den digitale billedverden er den udvikling fortsat. Malerier med guldramme ser man på kunstmuseerne. Den billedverden, der befinder sig i hjemme, er flimrende. Det vigtigste billede i stuen er storskærmen på væggen, som hele tiden viser nye billeder. Øjet finder ikke længere hvile i et maleri af en smuk skovsø eller et bølgende landskab. Malerier i rammer er imidlertid i velhavende kredse blevet investeringsobjekter, og de rigtige navne sælges til høje priser. Det er værdisikring af formue.

Under alle omstændigheder er gamle rammer håndværk. Derfor ødelæg ikke de smukke rammer ved at overmale dem. De kan sættes i stand, hvis de har skader og kan bruges i generationer til at indramme et godt billede. Heldigvis er genbrug kommet på mode i stedet for smid-væk kulturen, som har ført til tab af mange overkomplette rammer.

Ole Mortensøn

Se de øvrige artikler i serien ”Museumsnumre” her

[Historie-online.dk, den 24. oktober 2023]