Museumsnumre 87 - Blindestok og blindearmbånd

For 40 – 50 år siden så man jævnligt i gadebilledet eller i offentlige transportmidler medborgere, som bar et gult armbind med tre sorte prikker. Det var blinde som på den måde tilkendegav, at de ikke kunne se eller var meget svagtseende. Meningen var at signalere deres handikap til omgivelserne, så der blev taget hensyn til dem. Armbåndet virkede efter hensigten, men det blev upopulært blandt yngre blinde, som ikke mente at det hjalp den blinde selv, men alene hjalp trafikanter og på en ubehagelig måde udstillede og udskilte de blinde fra samfundet. Armbindet gik af brug. Anderledes med blindestokken, som stadig er i brug, og som er en stor hjælp for den blinde. Hvornår kan man bruge betegnelsen blind? Det kan man, når mindre end 10% af synet er tilbage.

Blindearmbånd, Den Gamle By

Blinde har været en del af samfundet til alle tider, men de var længe betragtet som stakler, der kun overlevede ved at tigge. Nogle tog sig af de blinde. I det kristne katolske samfund var hjælp til de svage og nødlidende en af kirkens og klostrenes vigtige opgaver. Efter reformationen blev den opgave overdraget hospitaler og fattiggårde.

I løbet af 1800-tallet skete en ændring af de blindes forhold. Det startede herhjemme i 1811, da at en filantropisk forening oprettede Det kgl. Blindeinstitut, hvor blinde gik i skole. Instituttet blev i 1858 statsligt og flyttede til en ny stor skole uden for Københavns volde på Kastelsvej. Målet var at integrere blinde i samfundet og gøre dem i stand til at klare sig selv. Mange blinde fandt arbejde i fag, hvor deres handikap ikke var en uoverstigelig forhindring. De arbejdede som børstenbindere, kurvemagere, musikere og senere som telefonister. Takket være en blindeskrift, en punktskrift opfundet af franskmanden Braille i 1825, kunne blinde lære at læse og skrive. Malling-Hansen, forstander ved Døvstummeinstituttet, opfandt som den første en skrivemaskine med blindeskrift, mens lærer C.E. Guldberg på Blindeinstituttet i 1861 opfandt et skriveapparat / en skriveramme, som fik stor udbredelse inden skrivemaskinen. Ligesom andre grupper i samfundet organiserede de blinde sig, og i 1911 stiftedes Dansk Blindesamfund, der formulerede de blindes egne ønsker og egne holdninger.

Skrivekugle fra 1880-erne af model Malling-Hansen. Kuglen har tilhørt leder og stifter af Odsherreds Museum Laurits Jensen, der var blind, og var en gave til ham fra hans forældre, Odsherred Museum

Genstande fra de blindes verden har naturligvis fundet vej til museerne. Blindehistorisk Museum i Hellerup i det udflyttede Blindeinstitut har den største genstandssamling. Blindestokke findes bevaret på enkelte museer. Svendborg Museum har en hvid stok som er tredelt og kan bukkes sammen. Den er fra 1980-erne.

Skillingsviser omtaler tit blinde. I Odense er en række skillingsviser udgivet af Den blinde smed. Blandt museets samling af skillingsviser er ”Den blinde Mands Sang” udgivet af Julius Strandbergs Forlag. Museum Midtjylland har også skillingsviser udgivet af Silkeborg Trykkeri, hvoraf en hedder: ”Den blinde mands trøst”.

”Beethoven og den blinde pige” tryk udført efter Wenzel Ulrik Thornøes maleri, Kvindemuseet m.fl.

Et litografisk tryk ”Beethoven og den blinde pige” synes at have været meget populært og findes på flere museer. Billedet er sigende for den romantiske opfattelse af de blinde. Den smukke velklædte unge kvinde sidder andægtigt lyttende.

Blinde Søren, ses krumbøjet på bænken midt i billedet ”Frelserhæren i fattiggården” 1904, Faaborg Museum

Anderledes virkelighedstro forholdt de socialrealistiske malere sig til blindhed. Fynbomaleren Jens Birkholm, en af de betydeligste danske socialrealister, portrætterede 1904 Blinde Søren i et par malerier fra Faaborg Fattiggård. Det er kras realisme, hvor man læser ydmygelse og håbløshed i personernes holdning og ansigter. Maleren Knud Agger lavede et portræt af sin hustru Ingeborg, som mistede synet på det ene øje og til sidst blev helt blind. Hun havde tilnavnet ”Pyt”, fordi hun mødte problemer med et ”pyt!”. Agger, som ville skildre hverdagens skønhed i sine malerier, sagde om hende: ”Da jeg mødte Pyt følte jeg hun holdt Vorherre i hånden. Jeg tog hende i den anden og det blev min forbindelse til Himlen.”

Ingeborg Agger, portræt malt af Knud Agger, Statens Museum for Kunst

Den Gamle By i Århus imponerer ved at have valgt en blind mands hjem blandt de 10 nyere hjem, som vises i den seneste udvidelse af museet. Det drejer sig om et hjem fra 1974 beboet af Henning Eriksen. Han arbejdede en lang årrække som programmør på Gutenberghus. Da den blinde mand ikke havde fotografier af sit hjem – hvad skulle han med dem – var museet lidt på herrens mark. Det viste sig imidlertid af Henning Eriksen havde en særdeles detaljeret hukommelse angående alle lejlighedens genstande, og på den måde lykkedes det at genskabe lejligheden.

Tekniske hjælpemidler har gjort livet lettere for de blinde. Teknisk Museum har et apparat som via et kamera kan oversætte et skriftbillede til blindeskrift. Samme museum har et talende armbåndsur til brug for blinde. Trods de mange hjælpemidler er antallet af blinde i arbejde faldet. I 1975 var 20% i arbejde, mens det i 2008 var 11%.

Dansk Blindesamfund har i dag 3000 medlemmer, men alle blinde er ikke medlemmer, så tallet af blinde er en del større. Der kan konstateres en tilbagegang i antallet af blinde, hvilket skyldes at de sygdomme, som fører til blindhed i dag behandles og mange redder derved synet. Det gælder grå stær og grøn stær og sukkersyge. På verdensplan er blindhed stadig et stort problem og 90% af alle blinde befinder sig i den tredje verden. I de rige lande er det altså lykkedes at bekæmpe blindhed. Det burde også kunne lykkes i den fattige verden, men det kræver en massiv investering i sundhedssektoren på verdensplan.

Blinde går i dag i skole med andre børn, bliver integreret i folkeskolen. Man bruger ordet synshandikappet i folkeskolen. Undervisningens mål er det gamle, at uddanne de handikappede, så de kan klare sig selv. I praksis er samfundets opgave en svær balance mellem integration og isolation, mellem særlige hensyn og hjælp til handikappede og at lade dem stå på egne ben.

Ole Mortensøn

Se de øvrige artikler i serien "Museumsnumre" her

[Historie-online.dk, den 13. august 2024]