Museumsnumre 92 - Gravsten
Engang var døden en hyppig gæst i de fleste familier. Døden var ikke forvist til hospitaler og plejehjem. Den lurede overalt. Børnedødeligheden var høj, krige, epidemier, sygdomme og ulykker borttog en stor part af befolkningen. Men forestillingen om et liv efter døden gjorde det vigtigt at huske på de døde. Det er en forestilling, som går tilbage til antikken, hvor store gravpladser, nekropoler, var anlagt, og en gang om i året valfartede befolkning til disse steder for at mindes de døde, deres ”parentes”.
Vikingerne satte sten over fremtrædende døde og stenene var med runeindskrift. Over 900 runesten er kendt, men ikke alle er gravsten. Kristus er til stede på mange gravsten og mindesten. En runesten fra Nylarsker på Bornholm har følgende indskrift: Sasser lod rejse stenen efter sin fader Alvard (Halvard); han druknede ude med hele skibsmandskabet. Krist hjælpe hans sjæl evigt uden ende(?). Denne sten skal stå efter (dvs. til minde).
Middelalderens gravsten er bevaret rundt omkring på danske kirkegårde. Disse gravsten er præget af tidens fremherskende stil, dvs de ældste er romanske og de efterfølgende gotiske i deres form. Man brugte granit eller kalksten. Middelalderens gravsten var smalle, kisteformede eller trapezformede og hævede sig over jordoverfladen. Oversiden var flad, hvælvet eller tagformet. Tit er eneste udsmykning et udhugget kors. Sommetider ses et hoved udhugget, formentlig et forsøg på at gengive den gravlagte person. Gravsten med hele figurer kendes fra midten af 1100-tallet. Det er højgestlige og højadelige personers gravsten. Gravstenene er sjældent forsynet med indskrift. De bevarede sten er i mange tilfælde indmuret i kirker. Nationalmuseet og Tønder Museum har samlinger af middelalderlige gravsten.
Romansk gravsten fra Kogsbølle kirke, Nationalmuseet
Romansk gravsten fra Stenløse kirke, Nationalmuseet
I 1500-tallet kom store flade udhuggede gravsten frem. De blev lagt over grave inde i kirkerne. Kun adlens og kirkens overhoveder fik denne fornemme plads. Navne og fødsels- og dødsår angives nu og på de adelige grave ses våbenskjolde. Tit blev gravstenen fremstillet til mand og kone, og mens de var i live og kunne bestemme, hvordan det skulle se ud. Ribe Museum har en samling af gravsten fra renæssancen.
Afstøbning af gravsten over Peder Skrams to sønner, begge døde 1566. Stenen hugget 1579, Koldinghus Museum
De fleste skulle begraves udenfor på kirkegården, som lå tæt op ad kirken. En gravsten kostede penge og jævne folk måtte nøjes med et gravtræ eller et trækors. Træ havde naturligvis en vis levetid, men de gamle gravsteder blev med tiden også nedlagt og brugt til nye begravelser.
Fra 1800-tallet blev gravsten mere udbredt og mange gravsten fra den tid står stadig på kirkegårdene rundt omkring i landet. For at bevare nogle af dem som kulturminder lod kirkeministeriet for en del år siden foretage en registrering, og den blev udført af lokalmuseerne i hele landet. Gravsten fortæller historie, ikke alene personal- og lokalhistorie men også stilhistorie. Gravstenene fulgte med hensyn til udseende den herskende smag. I klassicismen var foretrukne former obelisker og brudte søjler, under empiren blev opsat steler i sandsten med marmorrelieffer og med olielampen som symbol på evigheden. Fra omkring 1850 ses nye former bl.a. de såkaldte grottesten kronet af marmorkors og med en indsat marmorplade. Støbejern fandt vej til kirkegårdene, og jernkors supplerede gravstenen, ligesom jerngærder blev sat om velhaveres gravsteder. Nogle gravsten fra omkring 1900 er kunstneriske, nærmest monumenter med bronzefigurer i relief eller hel figur. Efterhånden blev en mere enkel gravsten, en marmorplade eller en granitsten i naturform almindelig. Inskriptionen indskrænkedes til navn, fødsels – og dødsår, evt. profession, sommetider med en lille tekst f.eks. et citat fra Biblen eller et par kærlige ord tilføjet. I søfartssamfund som Fanø og Rømø er ofte gengivet skibe på gravsten for skibsførere og skibsredere i 1700-tallet. I vor egen tid ses af og til profession angivet med et støbt relief f.eks. af en mand der pløjer med heste eller en fiskekutter. Inskriptionen er i dag ofte reduceret til navnet. Hovedparten af vore dages gravsteder er i øvrigt urnegrave.
Marmorgravsten fra 1879, Give-egnens Museum
Familiegravsten i granit af typen stele 1880, Horsens Museum
Vil man studere gravsten skal man besøge vore gamle kirkegårde og den mest righoldige med ældre grave er Assistens Kirkegård på Nørrebro i København, hvor mange gravsteder desværre er i forfald eller udsat for hærværk.
Gravsten har også fundet vej til museernes udstillinger, men det er en svær opgave at udstille gravsten af nyere dato. Undertegnede husker en episode fra et bymuseum, som havde udstillet en gravsten. Stenen indskrift var: Her hviler støvet af … Ved en rundvisning tog en gæst fingeren hen over stenen kiggede på den og sagde: ”Ja den er god nok. Han er her endnu”. Sønderborg Museum har gemt gravsten fra soldatergrave fra treårskrigen og 1864, som gennem tiden er blevet sløjfede.
Gravsten fra 1933, Odder Museum. Fredsduen var i en lang periode en fast del af gravstens udsmykning
Museerne har mange fragmenter og fotografier af gravsten. Fragmenterne er tilkommet ved de mange udgravninger, som er sket i byerne. Fotografierne er udtryk for museernes registrering af interessante gravsten. Kalundborg Museum har f.eks. registreret Stenlars’ gravsten på Kalundborg kirkegård. Man aner navnet Lars indhugget i naturstenen. Mandens navn var Lars Christensen, søn af en velbeslået gårdejer, men Lars blev forfalden til brændevin som mange andre og levede en forhutlet tilværelse, indtil han døde i marts 1867 på fattiggården i Kalundborg. Hvem der satte stenen over ham vides ikke.
Foto af gravstenen for Stenlars, Kalundborg Museum
Ole Mortensøn
Se de øvrige artikler i serien ”Museumsnumre” her
[Historie-online.dk, den 17. september 2024]
