Museumsnumre 96 - Fonograf og pladespiller
Høj musik er blevet uundværlig for nogle, for andre er det en plage. Den høje musik er rykket udenfor i det offentlige rum, som i forvejen er plaget af trafikstøj. Ofte passerer en bil forbi med meget høj musik og med en chauffør, som åbenbart er døv eller bestræber sig på at få tinitus. Såkaldte ”soundboxes” tages med ud på gaden og med en eller flere kan man snart lave en gadefest og holde beboerne i nærheden vågne en god del af natten. Stilhed er blevet en mangelvare.
Musik som en vare, der kan gengives ved hjælp af tekniske apparater, er dog et forholdsvis nyt fænomen. Det startede med en opfinder i USA ved navn Thomas Alva Edison, som fandt ud af at det var muligt at fastholde et lydbillede ved at lade en metalstift præge et emne. Når lyden var optaget kunne den gengives et utal af gange på et apparat, som Edison kaldte en fonograf. Den bestod af en cylinder, hvorpå man satte en valse af tinfolie senere voks. Cylinderen med valsen kunne drejes rundt, og en stålstift med en membran kørte i lydsporet. En stor tragt forstærkede lyden fra membranen. Fonografens mekanisme blev drevet med kraft fra et håndsving. Opfindelsen dateres til 1877, men der gik mange år inden opfindelsen havde fundet en form, som virkede tilfredsstillende og kunne massefremstilles. Edison lavede et selskab, der solgte fonografer i forskellige udgaver indtil 1925, og fonografen fik en stor udbredelse. Den var omkring 1900 kendt i de fleste lande og blev også produceret uden for USA, i Frankrig, England, Tyskland og Schweiz.
Edison fonograf, tragten mangler, Vejle Museum
På de danske museer findes en hel del fonografer, og en af årsagerne er, at der imellem Danmark og USA var tætte bånd i slutningen af 1800-tallet. Det skyldtes den store udvandring. Den første generation af udvandrere holdt forbindelsen med familien derhjemme og skrev om de mange mærkværdigheder i den nye verden. Nogle, som var kommet til penge, kunne endda sende en fonograf til familien hjemme i Danmark. En fonograf i trækasse fra 1905 i Ringkøbing Museum er hjembragt af en mand, som var på besøg hos sin bror og søster i USA. En anden årsag til at fonografer er bevaret er, at de var kostbare klenodier, som folk værnede om. Danske firmaer som Cornelius Knudsen i København importerede fonografer. På Amagertorv i København eksisterede en årrække Dansk Fonograf Magasin. Museerne har også bevaret mange fonografvalser, men ofte er de itu eller meget skrøbelige. Danmarks tekniske Museum har en god samling af fonografer og grammofoner.
HMV-grammofon fra 1912, Skive Museum
Fonografen fik snart en stor konkurrent, nemlig grammofonen. Den blev opfundet i 1887 af amerikaneren Emil Berliner, men også her var et stykke vej fra opfindelse til masseproduktion. Berliner startede et grammofonselskab i USA i 1894 og i de følgende år selskaber i England, Tyskland og Canada. Grammofonen var mekanisk en tallerken med en stift med lyddåse og tragt. På tallerkenen, som kunne dreje, lagde man en flad lakplade med lyd indspillet i en spiralformet rille, som stiften kørte i. Lakplader kunne masseproduceres lettere og billigere end fonografens valser. Pladetallerkens omdrejning blev i 1920-erne sat til en standard af 78 gange pr. minut, og derfor taler man om 78 plader. Grammofonen blev drevet af et værk med fjeder, som blev trukket op med et håndtag.
Berliners ”Gramophone Company” i London fremstillede og solgte grammofoner under navnet HMV- en forkortelse for His Masters Voice, og deres varemærke var en hund, som sad foran en lydtragt og lyttede til sin herres stemme. Det var et billede, som folk huskede. HMV blev et verdensmærke. Med grammofonen fulgte en æske med grammofonstifter, idet man ofte skulle forny stiften for at opnå tilfredsstillende lyd.
Efterhånden kom en række andre producenter af gode pladespillere, konkurrenter til HMV. Det var mærker som Garrad og Columbia i England, Polyphon i Tyskland og England, Phillips i Holland, Odeon i Tyskland og Thorens og Lenco i Schweiz.
Omkring 1930-erne blev grammofonen elektrisk, dvs. værket blev drevet af en lille el-motor. En mikrofon blev brugt ved lydoptagelse. Under gengivelse blev stålstiften erstattet af en pick-up og tragten erstattet af en højttaler. Pladerne blev i 1950-erne såkaldte LP – ”long play” - plader, som med 33,5 omdrejninger pr. minut og med smallere riller gav en mangedobling af spilletiden. I stedet for lak blev benyttet vinyl som plademateriale.
Rejsegrammofon fra 1930-erne. Grammofonen har været brugt på Sorø Akademi, Sorø Museum
Rejsegrammofoner blev populære. De var i en kasse med højttaler i låget. Rejsegrammofoner blev ikke alene anvendt på rejser men brugtes f.eks. på institutioner, soldaterhjem, feriesteder m.v.
Radiogrammofoner kom frem i mellemkrigstiden. Det var stuemøbler med radio og grammofon. Pladespilleren kunne automatisk afspille de plader, man havde fundet frem og møblet havde for neden plads til højttaler og radio. Aristona var en populær radiogrammofon, som Philips fremstillede. Mange radiogrammofoner er kommet på museum, sikkert fordi de er tidstypiske møbler.
B & O radiogrammofon fra 1951, Struer Museum
Efter anden verdenskrig kom den såkaldte stereogengivelse frem. Under lydoptagelsen indspillede man to lydspor i hver rille. Lydgengivelsen blev meget forbedret og mange, ikke mindst ungdommen købte plader, skønt de ikke var billige. En LP kostede 45 kr. i 1967. Den ny tids musik blev hørt på radio Merkur, en piratradio på et skib i Øresund – og Radio Luxemburg, og man ”måtte” købe en plade med sin favorit. Et dansk pladeselskab var Sonet, og forretningskæden Fona fik pladebutikker over hele landet.
I Magasin du Nord kunne kunderne sætte sig i en lydboks og høre stykker af musik fra den plade de ønskede, kbhbilleder.
En automatisk grammofon, en ”Jukebox”, hvor man kunne indkaste en mønt og vælge en plade, kom til os fra USA i 1950-erne. ”Juke” er amerikansk slang for værtshus, og det var netop på værtshuse og kaffebarer at disse musikbokse blev udbredt. Pladeautomaterne – typisk af mærket Wurlitzer - kunne indeholde over 100 musiknumre. Wurlitzer solgte sin jukeboxfremstilling til Tyskland i 1973, men mærket kom i 2006 tilbage til USA, hvor der stadig fremstilles Wurlitzer ”jukeboxe” og spillemaskiner.
Bang og Olufsen i Struer har fremstillet grammofoner og blev designmæssigt i en årrække blandt de førende i verden. En række B & O produkter har fået plads på ”Museum of Modern Art” i New York. Deres grammofon BEOGRAM 1000, designet af Jakob Jensen, med aluminiums tonearm kom frem i 1960-erne og fik stor udbredelse. Struer Museum har en god samling B & O produkter, radioer, grammofoner, båndoptagere og tv. En anden dansk virksomhed, som også i 1960-erne begyndte at fremstille grammofoner, var Arena i Horsens. Konkurrencen var meget hård, og japanske producenter overtog efterhånden meget af markedet for hifi, kvalitetsgengivelse af lyd. Sony startede 1946 og blev et stort mærke for grammofoner og andre elektroniske produkter.
Beogram 1000 fra B & O, Struer Museum
Kasettelydbånd og ditto afspillere blev ikke den store konkurrent til plader og grammofoner. De to lydvarer levede sammen i en lang årrække, men i 1980 kom CD-plader og -afspillere, som snart erstattede plader og pladespillere og lydbånd og båndspillere. Nu er også CD-gået på pension. Digitale lydgengivelser, som let kan downloades fra nettet, er sagen. Men de gamle pladespillere er blevet genoplivet og har fundet afsætning blandt musikelskere, der vil have musik som i ”gamle dage”. Grammofonens dage er ikke slut.
Ole Mortensøn
Se de øvrige artikler i serien ”Museumsnumre” her
[Historie-online.dk, den 15. oktober 2024]
