Pileflet
Haven er en af vore ældste kulturformer. Lovgivning fortæller om dens udformning - og om pligten til at indhegne med pilehegn.
De første haver opstod ved opdagelsen af det nyttige i at dyrke egnens vilde bær- og frugtbærende planter indenfor et beskyttet område. Dyrkningsarealet blev indhegnet, og havens kulturhistorie var begyndt. De første haver var nyttehaver. Kålgård, abildgård, kvangård og humlehave er tidligere begreber.
Kålgård gav sundhed
Og netop haven, eller kålgården havde stor betydning i gamle dage – for det hed sig, at hvor der var en stor kålgård, var der sjældent sygdom til huse:
- Der skulle avles humle nok – for netop øl blev drukket i store mængder, både fordi vandet kunne være forurenet, og på grund af indtagelse af megen ”saltmad”.
- Frugten mosede man eller tørrede den i skiver og bidrog til afveksling i en til tider noget ensartet kost.
- Og grønkålen var den grønsag, som sikrede et vitaminrigt bidrag til vinterkosten.
Bondehaverne blev derfor uden tvivl anlagt med henblik på selvforsyning. I en 1700-tals have kunne være, hyld, rønnetræer, stikkelsbær, solbær, ribs, grønkål, gulerødder, persille, porre, ærter, løg, peberrod, timian, kommen, kørvel, dild, malurt, krusemynte, hjertensfryd og hertil frugttræer (ofte æble og pære) og humle. Om timian lød det ”en af de allerfornemste Madurter”.
Pigernes stolthed
”Stadshaven” var betegnelsen for det vi i dag kalder prydhaven. I gamle dage var det ”Pigernes Stolthed, når de kunne fremvise størst mulig Blomsterpragt”.
I 1600/1700- tallet kunne der i de danske haver stå påskeliljer, Dorothealiljer, Pinseliljer, Iris, Pæon (Bonderose), Stokrose, Stormhat, Digitalis, Løvemund, Reseda, Lavendel, Guldregn, Jasmin, Syren og Morgenfrue.
Pligt til pil
I ”Danske Lov” fra 1683 findes mange paragraffer, som viser havens vigtige betydning:”Enhver Bonde skal aarligen imens hand haver Rum til og Lejligheden er i det mindste legge fem humlekugler tre Ymper Abild/Pære eller andre gode Træer og derforuden plante ti Pile eller have forbrut et half lod Sølv for hver hand forsømmer af dem til sin husbond. Hvor Bønderne ikke have Rum ved deris Gaarde da skulle de dam langs deris Geierder sette; Og skal én hver Amptmand eller Husbond tilholde Bønderne dette at efterkomme”.
Men allerede fra 1500-tallet blev det pålagt bønderne at plante pil til flettede hegn, så man holdt dyrene ude fra de dyrkede haver og marker. Pil var en nyttig plante – den slog let rødder, gav læ og så kunne den bruges til humlestager, bånd- og tækkekæppe, kurvefletning, koste med mere.
At opgive ævred
For at være et effektivt hegn for store og små kreaturer måtte et risgærde være meget højt. De grene man flettede hegnet af, hed gærdsel. Ud ad stynede piletræer fik man det bedste gærdsel. Når et gærde havde stået omkring 5 år blev det fornyet, og det gamle blev brugt til brænde. I gamle dage – under dyrkningsfællesskabets tid, blev gærderne åbnet, når kornet var høstet. Landsbyens kreaturer kunne herefter græsse på de afhøstede kornagre. Det kaldte man at ”opgive ævred”.
I Danmark har vi flettet pil siden oldtiden. Åleruser og døre af flettet pil er kendt i den ældre jernalder. For os danskere var pilefletning fra oldtiden til 1950-erne almindeligt i Danmark – det var husflid, hvor de flettede sager blev brugt til praktiske formål i hverdagen.
Hegn i pileflet
