April måneds helgen: Sankt Kjeld af Viborg
Årets tre første måneder har hver haft en dansk helgen med kongeligt blod i årerne: Knud Lavard, Erik Plovpenning og Knud den Hellige. April måned er anderledes. ”Hellig Kjeld” hørte ikke til de kongelige. Men han kom fra en ganske velhavende familie i den lille landsby Vinninge/Vindinge i Randers amt.
Han havde et godt hoved – blev støttet af en stærkt troende moder – og gik så den kirkelige vej. Det hedder om ham: ”Og for nu ikke at blive overlistet af ondskaben agtede han altid meget samvittighedsfuldt på det ord af Herren: ”Den, der ikke giver afkald på alt, hvad han ejer, kan ikke være min discipel.” Sætningen kommer fra Lukasevangeliet kapitel 14, v. 33”.
En af de mange historier, der fortælles om ham, omhandler hans gavmildhed over for en fattig. Og for de fattige i det hele taget.
Maleri af Giotto (1267 (?) – 1337) hvor Frans af Assisi skænker en fattig adelsmand en kappe.
Han gav, så de fik mulighed for at have til dagen og vejen. Kunne leve i stedet for at overleve. Det fører tankerne hen på en anden katolsk helgen: Frans af Assisi. Han blev først født 31 år efter Hellig Kjelds død. Om Frans har læst noget om helgenkåringen af Kjeld (1188), vides ikke. Det eneste, vi ved, er, at de begge afsvor rigdomme, samt at både Kjeld og Frans kun var 45 år, da de døde.
Kjeld kom til Viborg, hvor han blev dekan ved domkirken. Her fortsatte han sit virke med at tage sig af de fattige og syge – med hjælp fra kirkens finanser. Det vakte ikke umiddelbart begejstring blandt de øvrige af kirkens folk. De valgte derfor en ny dekan, og Kjeld måtte i stedet søge til Aalborg – hvor han tilsyneladende fortsatte med at udbrede den kristne tro. Men hele situationen satte sig så voldsomt i ham, at han begyndte at stræbe efter martyrdøden i et opgør mod venderne. Disse vender var blevet en markant trussel mod Danmark – så markant, at kongen planlagde et korstog mod dem. Men forinden rejste Kjeld på en pilgrimsrejse til Rom, hvor han blandt andet besøgte apostlenes grave. Vigtigst var nok hans audiens hos pave Eugenius III. Denne forstod godt ønsket om at komme på korstog. Men han pålagde samtidigt Kjeld at vende tilbage til gerningen som dekan ved Viborg Domkirke.
Paven sendte et brev til domkirken i Viborg, hvori han pålagde dem at tage sig godt af denne dekan. Herefter kunne de ikke gøre andet end at rette ind. Kjeld vendte tilbage til Viborg efter at have deltaget i korstoget mod venderne. Men døde kort tid efter i år 1150.
Relief af pave Eugene III på pulpituret i Baumgartenberg Kloster i Østrig. (Foto: HPN)
Miraklernes tid
Brande i middelalderen var ofte en totalødelæggelse af byen, de opstod i. Mens Kjeld var i byen, opstod en voldsom ildebrand, der med voldsom kraft og hastighed nærmede sig kirken og klostret. Kjeld hev en klosterbroder med op i tårnet, hvor de bad inderligt til Gud og bad ham holde hånden over bygningerne. ”Straks dæmpes den hærjende lue, ilden bliver undertrykt, og kirken bliver frelst ved den Guds tjeners forbøn”. (Citat fra ”Danske helgeners levned”, Rosenkilde og Bagger, 1968, s.158).
Og der kom mere til ifølge samme kilde:
En lam mand fra Norge, der holdt bøn ved den hellige mands grav, fik på ny god helsen…En kvinde, der 20 år havde været blind, fik sit syn igen…En mand, der havde brud på mavesækken, så at hans indvolde hang ned fra deres leje i livet næsten lige til knæene, blev helbredt den 16. juni…en lam kvinde blev helbredet, og en kvinde, der længe havde været blind, fik sit syn igen. (s.164).
Opremsningen af Kjelds gode gerninger slutter med følgende: ”Disse og mange andre undere virkede Herren på grund af denne hellige bekenders fortjenester og forbøn. Derfor skal han lovprises som en underfuld og barmhjertig Gud i al evighed. Amen.” (s.164).
Alle disse undere faldt i god jord ved pavestolen i Rom. Så Kjeld blev kanoniseret af pave Clement III, der kunne meddele videre til biskop Absalon, at Kjeld fra Viborg nu kunne helgenkåres. Det skete den 11. juni 1189.
Hellig Kjeld blev begravet inde i Viborg Domkirke, men ved en brand i 1726 gik hans relikvieknogler tilsyneladende tabt.
Men helt ud af historien er han ikke gledet.
[Historie-online.dk, den 3. april 2024]
