Santa Maria in Transpontina
Mange er sikkert gået lige forbi, når de skulle til Peterskirken. Intetanende at der gemmer sig en utrolig dansk historie inde i kirken ”Santa Maria in Transpontina”, der ligger til højre, når man går ad den store gade direkte mod Peterskirken. Navnet hentyder til, at der lå et oprindeligt kapel på den anden side Tiberen, som blev flyttet over broen til den nuværende placering.
Facaden på kirken ”Santa Maria in Transpontina”, der vender ud mod Via della Concilazione
Reformationen i 1536 betød slutningen for den katolske kirke i Danmark og dermed for helgendyrkelsen. Dog fortsatte katolske familier bag lukkede døre med deres dyrkelse af religionen.
I 1630 rejste Christian Payngle (1612 – 1687) til Rom, hvor han konverterede til katolicismen. Han ønskede brændende, at danske landflygtige katolikker kunne få et kapel i Rom. Han søgte derfor hjælp hos kardinal Antonio Barberini, der var leder af ”Kongregationen for folkeevangiliseringen”. Han fik yderligere støtte af Giovanni Pampfili, der i 1644 blev kåret til pave under navnet Innocent X.
Det siger måske ikke noget, men det er ham, der blev portrætteret af Diego Velásques.
Foto fra Wikipedia af Giovanni Pampfili som pave Innocent X
Der blev givet tilladelse til, at man kunne opføre et alter i Santa Maria in Transpontina, der var en karmelitterkirke. Karmeliterne havde spillet en stor rolle i Danmark inden reformationen – og de har efterladt sig tydelige bygningsspor rundt om i Danmark som dette:
Sankt Maria kirke i Helsingør. Foto fra Wikipedia
Sidekapellet blev indviet den 7. januar 1641. Men her tog man fejl. Den dag var Knud Lavards helgendag, men han havde jo også helgennavnet Canute for Knud. I 1670 havde man opdaget fejlen og rettede datoen til den 19. januar – den dato der i dag er hans helgendag.
Det gik jo ikke, at alle og enhver kunne begraves i kapellets hellige jord. Det blev markeret med en inskription: ”D(eo) M(aximo). Solo danis in urbe fideque Romana obeuntibus monumentum. Anno D(omi) ni MDCLXV”. ”Kun danskere i byen og af romersk (katolsk) tro kan få et gravmæle. I det Herrens år 1665”. Da der kom mange ikke-katolikker til Rom, indviede man ”Den ikke-katolske kirkegård” i 1738. (Via caio Cestio 6).
Kapellet blev kendt uden for Rom, og af kirkens protokoller fremgår det, at flere danske kongelige har besøgt kirken.
På sin store rejse 1668 – 1670 besøgte Frederik den Tredjes søn, prins Jørgen kapellet. Og i 1692 var Frederik den Fjerde på besøg. Den mest kendte besøgende er imidlertid H.C. Andersen, der jo flere gange var i Rom. I ”En Digters Bazar” fra 1841 finder vi følgende:
Altertavlen med Sankt Knud og de to bronzestager. Foto: Erik Ingemann
H. C. Andersen fortæller
Vel er Danmark et protestantisk Land, men mangen Helgens Navn lever her endnu paa Folkets Tunge eller knytter sig her til et eller andet Sted. I mangen dansk Landsbykirke pranger endnu Madonnas Billede, enten malet høit paa Muren, under Hvælvingen, hvor det ei er blevet overkalket, eller paa selve Altertavlen. Ved Solnedgang ringe endnu de danske Landsbykirkeklokker, som i Catholicismens Tid til ave Maria.
”Sanct Knud var den første Helgen, jeg som Barn hørte nævne, skjøndt min lutherske Katechismus ikke talte et Ord om Helgener. I min Fødeby bærer en gammel, prægtig Kirke denne Helgens Navn, bag Altret der hviler hans Been. Sanct Knud var engang i Danmark en større Helgen end Konge, tusinde Lys brændte paa hans Altar; Gildeskraa prangede med hans Navn. Som Lille hørte jeg Historien om ham, den danske Konge, der af Jyderne, fordi han vilde paalægge dem Skat, blev forfulgt til Fyen; han hvilede sig paa Veien der, og Stenen, hvor han sad, var blødere end hans Fjenders Hjerter, endnu seer man Sporet af, at han sad der, jeg saae det som Barn og jeg troede derpaa. I Odense i Sanct Albani Kirke søgte Kongen Frelse, Fjenderne flokkedes udenfor og Kongens Tjener Blake var sin Herres Forræder.) Derfra kommer den danske Talemaade “falske Blake”.
Ind gjennem Kirkevinduet blev kastet en Steen, den rammede Kongens Hoved, og han sank i sit Blod foran Høialtret, hvor han bad. Munkene gjorde Kongen til en Helgen, selv i Rom blev reist ham et Altar.
Som Barn kom jeg aldrig nogen Aften St. Knuds Kirke forbi, uden jeg lukkede mine Øine, og just da saae jeg allertydeligst den døde, blege Konge, med Guldkrone paa det blødende Hoved og med Kaabe af Fløiel og Hermelin, vandre under den høie Kirkehvælving fra Daaben op til Altret.
I Verdensbyen Rom ligger til Høire i Gaden fra Engelsborg ud mod Peters-Pladsen et Munke-Kloster med en Kirke, jeg troer den kaldes Transmontane, eet af de mange Altre herinde er det, som blev indviet Helgenen den danske Kong Knud; paa Alterbladet staaer han med Guldkronen paa og i Kaabe af Fløiel og Hermelin, ganske som jeg som Barn tænkte mig ham at vandre i Kirken, der gjemmer hans Been.
Den 19de Januar er det Sanct Knuds Fest, forkyndtes der i diario romano. Regnen skyllede ned, det var et hæsligt Veir, men som Dansk maatte jeg dog ud at see den danske Helgen feires. Jeg kom ind i Kirken, her var ikke et Menneske; to smaa Tællelys brændte saa sørgeligt, saa fattigt, paa Sanct Knuds Alter.
Det kunde jeg ikke bære over mit Hjerte, jeg maatte idet mindste vide, hvorfor her ikke var gjort lidt mere Stads. Jeg ringede paa Klokken ind til Klosteret, en gammel Munk traadte ud, jeg spurgte, hvorfor Sanct Knud ei havde flere end to Lys, hvorfor her ingen Musik og Festlighed fandt Sted.
“Ak min Herre!” sagde Munken, “vort Kloster er eet af de fattigste i Rom! vi have kun Raad til at feire een, eneste stor Fest om Aaret,” og han nævnede denne Helgen, “da er her Musik! da straaler Kirken med Lys! kun eengang aarlig kunne vi bringe Sligt istand! Sanct Knud er fra Norden, og derfra faaer vort Kloster aldeles Intet! Sanct Knud er fattig!”
Jeg følte Manden havde Ret.
Alene stod jeg foran Helgenens Alter, min Barndoms Helgen! i hvis Kirke jeg havde grædt ved min Faders Kiste, i hvis Kirke jeg er confirmeret, Helgenen, hvis Kirke engang tjente mig i sin Storhed som Maalet for alle Bjerghøider, ja selv for Afstanden imellem Jorden og Stjernerne. Sanct Knud, Alverdens Ære er forgængelig! I dit fordums jordiske Kongerige lyder nu ingen Messe mere for din Sjæl, der brænder intet Lys ved din Grav, og selv i Pavens By har Du paa din Fest kun to fattige Tællelys! Det Festligste er, at en Landsmand staaer ved din Grav og ridser det sørgelige Billede af Mindet om Dig, Sanct Knud.”
Kapellet var begyndt at forfalde. Det er det også i dag – med røde plastikbånd uden om. Tak og lov var der en meget venlig pater, der hjalp mig.
I 1906 startede en indsamling i Danmark. Der blev råd til et tæppe med inskriptionen: ”Sanctus Canutus – Danorum Rex ac protomartyr” – ”Sankt Knud – danskernes konge og første martyr.” Og så var der til to store kandelabre. Det hjalp altså noget. I 1920 kom kong Christian den Tiende og dronning Alexandrine på besøg i kirken. De skænkede flere bænke med det kongelige monogram. Den danske ambassade fik besked på, at der altid skulle være penge til at afholde messe. Ved samme lejlighed skænkede pave Benedict XV to sølvkandelabre til kapellet.
Der manglede et relikvie
Alt var nu i orden. Men alligevel ikke helt. Der burde jo være et relikvie. Det har den katolske kirke som en stor prioritet. Den engelske forfatter Bamber Gascoine fortæller om et noget grotesk relikvie i bogen ”Christianity” (1977). En nonne var ved sin død sikker på at blive helgenkåret – det mente i alle fald munkene. Da hun lå i kisten, gik en munk hen og bøjede sig hengivent over hendes afsjælede legeme. Uden at nogen kunne se det, lykkedes det ham at bide hendes ene brystvorte af. Han slap afsted med det uden at blive opdaget.
Men Knud den Helliges kapel fik et relikvie. I 1875 restaurerede Nationalmuseet kong Knuds grav i Odense. Professor i anatomi ved Københavns Universitet, Frederik Theodor Schmidt, undersøgte skelettet. Han var katolsk gift. Hustruens bror var leder af indsamlingen i 1906, så der er muligvis en forbindelse. I alle fald fik kirken nu et relikvie.
Loftmaleri med jomfru Maria i kirken. Foto: Erik Ingemann
Jubelåret 2025
I 2025 forventes det, at der kommer i hundredtusindvis af pilgrimme til Rom. Årsagen er romerkirkens jubelår. Denne helt særlige lejlighed gør det muligt for pilgrimme at få aflad for alle deres synder ved at gå gennem kirkens ”Porta Sacra”, hvorved man kan få aflad for sine synder. ”Porta Sacra” er de normalt lukkede døre ind til de udvalgte kirker. Sidst, der var jubelår, oplevede jeg mennesker, der i ærbødighed kravlede gennem døren ind til kirken ”San Giovanni”. Ganske som man gør det på ”Scala santa”. Det forekommer en protestant lidt mærkværdigt, men for katolikker er det en næsten euforisk oplevelse, fortæller de.
Hovedalteret i kirken. Der er mange meget smukke malerier i kirken. Foto: Erik Ingemann
Roma vale ancora una messa – Rom er stadig en messe værd.
Oppe i Danmark er vejret tilsyneladende ubehageligt. Her sidder vi ude og nyder Cappuccinoen i formiddagssolen. Vi høres ved i april.
Erik Ingemann Sørensen
{Historie-online.dk, den 24. januar 2024]
