Bertha von Suttner - Historiens Aktører nr. 9
Østrig-Ungarn var omkring 1900 et kejserrige og et kludetæppe af forskellige nationale mindretal, østrigere, ungarere, kroater, tjekker, slovener m.fl. Centrum i dette udstrakte rige var kejserbyen Wien ved Donau. Det var en by, som afspejlede kejserrigets kulturrigdom med storslået arkitektur, skønvirkedesign, blomstrende caféliv, scenekunst og koncerter. Og det var en by, hvor samfundets elite var synlig og førte sig frem. Byen var også centrum for det militær, som holdt sammen på det skrøbelige kejserrige i en tid, hvor råbene om frihed og demokrati blev stadig højere. De mange høje militære stillinger var besat af elitens sønner, mens døtrene skulle finde sig en passende ægtefælle og sikre næste generation af officerer, embedsmænd og forretningsfolk. Sådan havde det været i generationer.
Men som altid var der folk som gik nye veje, og en af dem var baronesse Bertha von Suttner. Hun blev født i Prag i 1843 som Bertha Gräfin von Kinsky, hendes far var general, greve Franz von Kinsky. Han var en gammel mand, som havde giftet sig med en ung smuk kvinde af ubetydelig herkomst, Sofie von Körner, datter af en kavalleriofficer. Dette forhold gjorde, at Bertha fra fødslen ikke var en af de rigtig fine, ikke tilhørte højaristokratien. Ikke desto mindre fik hun fra barnsben en god undervisning, og som hun voksede op, blev hun velbevandret i sprog og litteratur. Da hendes mor og tante på en rejse spillede en stor del af deres formue bort i Wiesbaden, gjaldt det om at få den unge smukke datter afsat. Et par tilbud fra rige gamle mænd modsatte Bertha sig. Nej tak. Hun søgte at stå på egne ben, skrev og fik publiceret en novelle. Samtidig tog hun sangundervisning, idet hun ønskede en karriere som operasangerinde, men hun fik aldrig et engagement bl.a. fordi hun led af sceneskræk. Altså tilbage til udvejen som hustru. Hun blev forlovet med en mand fra det højere aristokrati, som imidlertid døde på Atlanterhavet på flugt fra sine kreditorer.
Slået tilbage til start blev hun huslærer i huset von Suttner i Wien og forelskede sig i en af sønnerne, baron Arthur von Suttner. De blev forlovet, men parret fik ikke tilladelse til at gifte sig. Bertha var ulykkelig og tog derfor til Paris og fik her arbejde som sekretær for svenskeren Alfred Nobel. De to blev gode venner, men Bertha vendte tilbage til Wien, og i al hemmelighed blev hun og Arthur gift i 1876. De flygtede langt bort fra Wien, nemlig til Georgien. Her boede de under simple forhold og levede af at undervise det lokale aristokratis børn. Under den russisk-tyrkiske krig i 1877 arbejdede Arthur som journalist, og Bertha skrev artikler. De fortsatte med at skrive begge to og fik forskelligt arbejde nu i hovedstaden Tbilisi, men i 1885, da spændinger mellem Rusland og Østrig-Ungarn truede med at ende med krig, brød de op og rejste hjem. Her blev de af Arthurs familie taget til nåde og fik ophold på slottet Harmannsdorf i Niederösterreich. Her levede de lykkeligt, og man kunne måske tro til deres dages ende.
Bertha von Suttner, xylografi i kvindetidsskriftet "Hvad vi vil", 6.aug. 1893, wikipedia.
Men Bertha ville det anderledes. Allerede i Georgien udviklede hun sine tanker omkring nødvendigheden af fred i en stadig mere teknologisk verden, herunder nye skræmmende våben, og hun søgte ved korrespondance bl.a. med Alfred Nobel og artikler at fremføre sine synspunkter. Hun sluttede sig til den nye fredsbevægelse, International Liga for Fred og Frihed, og skrev i 1889 en roman om krigens ulykker: ”Die Waffen nieder”. Bogen blev uhyre populær og oversat til 12 sprog. Det er en beskrivelse af krigens mange ulykker set med en kvindes øjne. Hun grundlagde den østrigske og senere den tyske fredsbevægelse, som i årene op mod 1900 fik større og større tilslutning. Hun udgav selv fredstidsskriftet ”Die Waffen nieder”. Bertha von Suttner blev også en rejsende ambassadør for fredssagen, bl.a. var hun i USA og flere gange i København, og var ven med ægteparret Matilde og Fredrik Bajer i Korsgade på Nørrebro. I København overnattede hun i de besøgsværelser, som var indrettet i Kvindelig Læseforening i Gl. Mønt.
Arthur døde i 1902, og Bertha flyttede til Wien, men fortsatte med fuld kraft sit arbejde for fredssagen. I 1905 modtog hun Alfred Nobels fredspris og var sammen med Marie Curie de allerførste kvinder, som modtog nobelprisen. Da hun i 1914 blev ramt af kræftsygdom, fortsatte hun med at deltage i planlægningen af næste fredskonference. Hun døde af sin sygdom kort tid før udbruddet af første verdenskrig.
Hendes arbejde syntes spildt. Verden kastede sig ud i en krig, som blev mere grusom og ødelæggende end nogen tidligere krig. Men fredsbevægelsen havde netop advaret mod de skæbnesvangre følger af krig i Europa og i verden. At de mennesker, som havde magten og ansvaret, ikke lyttede, kunne baronessen og de mange fredsvenner ikke klandres for. I Danmark sagde folketingsmand for Venstre Fredrik Bajer ganske klart, at arbejdet for freden er det vigtigste arbejde. Han mente at Danmark skulle have et ministerium, som kunne arbejde for freden. Sådan et fredsministerium har vi stadigvæk ikke, men derimod et forsvarsministerium, som fører krig i fremmede lande og åbenbart tror, at man med bomber kan skabe demokrati. 600 millioner dkr. blev i 2011 brugt til bomber over Libyen og resultatet...?
Ole Mortensøn
Se de øvrige artikler i serien "Historiens Aktører" her
[Historie-online.dk, den 19. januar 2021]
