Menu
Forrige artikel

Ceremoniel

Kategori: Temaer
Visninger: 11820

 

Både i fortiden og i dag er et kongeligt bryllup en begivenhed, som kræver omfattende planlægning og styres af et nøje fastsat regelsæt

Brylluppet i 1634 mellem Christian IV's ældste søn, den udvalgte prins Christian, og prinsesse Magdalena Sibylla af Sachsen, er ikke alene gået over i historien som Det store Bilager, brylluppet over dem alle. Det huskes også, fordi nogle af bryllupsgæsterne, de udenlandske diplomater, kom op at skændes om deres indbyrdes rang. De ville alle være den fineste, og så rasende blev en af dem, at han rejste hjem igen. Før brylluppet.

Wienerreglementet
Skandaler af den art vil ikke kunne opstå i dag. For diplomaternes vedkommende blev spørgsmålet om indbyrdes rang fastlagt i det såkaldte Wienerreglement fra 1815, bestemmelser der siden blev optaget i Wienerkonventionen af 1961 om diplomatiske forbindelser. Her gælder ét princip: ancienniteten. Den, der er ældst i gårde, er den fineste.
Med hensyn til rangordenen i den kongelige familie, er der heller ikke noget at tage fejl af. Monarken, d.v.s. dronning Margrethe er altid den fineste her i landet, og siden 2002 er rangfølgen skrevet ned i Hof & Stat, Kongelig Dansk Hof & Statskalender. Efter Dronningen kommer prins Henrik, så kronprins Frederik (og efter 14. maj vil kronprinsesse Mary følge lige efter), og herefter er rækkefølgen prins Joachim, prinsesse Alexandra, prinsesse Benedikte, prins Richard og til sidst prinsesse Elisabeth.
Udøver Kronprinsen i Dronningens fravær statsoverhovedets funktioner, træder han imidlertid i Dronningens sted, og det samme gælder i forhold til den, der måtte være indsat som rigsforstander.

Andre landes statsoverhoveder
Når det drejer sig om statsoverhoveder gælder reglen, at de ved officielle begivenheder altid kommer før andre, herunder nære familiemedlemmer. Også her gælder anciennitetsprincippet, den der længst har været monark, er den fineste.
Ved familiebegivenheder som eksempelvis kronprins Frederiks og Mary Donaldsons bryllup stiller sagen sig dog anderledes. For der vil den nære familie komme først. D.v.s. prinsesse Benedikte og hendes familie fra Berleburg samt den tidligere græske kongefamilie vil til maj blive betragtet som "nær familie". Der er heller ikke nogen tvivl om, at Mary Donaldsons familie vil blive placeret "passende" i forhold til deltagende statsoverhoveder og den øvrige kongelige familie.
Blandt gæsterne til brylluppet og til de forskellige arrangementer i forbindelse med det vil ikke alene være Europas monarker, andre statsoverhoveder og diplomatiet, men også mange hundrede andre. Blandt dem repræsentanter for det officielle Danmark , dansk adel osv.

Monarken står over alle
Hvem er de fineste? Hvem sætter man ved siden af hvem? I kirken? Ved bordene? I Det Kongelige Teater? Spørgsmålene er mange, og svaret er heldigvis enkelt: Man holder sig til rangfølgen. Den officielle rangfølge er så nøje og detaljeret beskrevet i Hof & Stat, at der ikke er muligheder for at begå fejl. Over alle er til enhver tid Monarken og herefter er rækkefølgen lagt fra statsministeren og andre ministre, Højesterets præsident og riddere af Elefantordenen til tjenestemænd i 18. lønningsklasse i forskellige statsinstitutioner, eksempelvis Grønlandstjenesten, fiskerikontrollen og toldvæsenet.

 

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Bryllupsmønter
Folket til bryllup
Christian 7. & Caroline Mathilde