Da politiet blev taget
Den 19. september 1944 slog Værnemagten til mod det danske politi. Operation ”Möwe” var nøje planlagt ud fra frygten for, at politiet blev en aktiv del af modstandsbevægelsen kamp mod besættelsen. Der var flere drab på politifolk – enten udført af tyske soldater eller af danskere i tysk tjeneste. Blandt andet medlemmer fra Petergruppen [Det var her man fandt personer som Brøndum og Bothildsen Nielsen] Om sommeren havde folkestrejken markeret det danske sammenhold mod tyskerne. Så kom det tyske modsvar.
To danske betjente bliver ført bort af tyskerne den 19. april 1944. Billedet er taget i Aalborg. Foto: Frihedsmuseet.
Hvor 1943 markerede det endelige brud med den tyske besættelsesmagt – både augustoprøret, hærens opløsning og regeringens tilbagetrædelse - så blev 1944 mindst lige så dramatisk og blodigt. De tyske håndlangere havde begået adskillige drab på danske politimænd, og modstandsbevægelsen udførte i juli og august henholdsvis 11 og 20 likvideringer.
Den 26. juni gik arbejderne på B&W hjem med den besked, at de skulle passe deres kolonihaver, inden det blev spærretid.
Hermed var situationen for både den rigsbefuldmægtigede, Werner Best, og for politigeneral Günther Pancke, der også var fra SS, blevet en altafgørende udfordring. Det strammere greb om Danmark viste sig med henrettelsen af otte medlemmer af Hvidsten-gruppen den 29. juni. Hvorefter det hele udviklede sig til en generalstrejke i København. Befolkningen ville ikke bøje sig – og det kom til voldsomme gadekampe. Det illegale blad ”Frit Danmark” skrev, at der var 96 dræbte og 700 sårede. Først da Frihedsrådet udsendte opfordring til, at strejken skulle afblæses, gik dagligdagen langsomt i gang igen. Der findes en film om folkestrejken. Den kan ses her:
https://youtu.be/rTJ2k_s6V2U?si=sYI1jkrtfMGo5GgF
Om formiddagen den 19. april lød luftalarmerne over hele landet. Hvor borgerne troede, der kom et stort angreb, så var det imidlertid signalet til, at det danske politi skulle sættes ud af spillet, og betjentene skulle sendes i Kz-lejr i Tyskland. Politiet blev de fleste steder taget på sengen. Omkring 2.000 betjente blev sejlet til Tyskland og indsat i Neuengamme sammen med godt 140 grænsegendarmer.
Ved Amalienborg gik den ikke
Da hæren blev afvæbnet den 29. august 1943, måtte politiet overtage vagten på Amalienborg. De blev den 19. september varskoet af en borger, der kunne fortælle, at tyskerne var i fuld sving med at besætte Store Kongensgades politistation. Vagten gik omgående i gang med at sikre området – kongen blev orienteret, og Christian X gav udtryk for, at der skulle kæmpes, hvis nogen forsøgte at komme ind. De 51 politifolk, gjorde klar. Lidt over middag kom en tysk marineenhed ind på Amaliegade og marcherede frem mod slottet. [Amaliegade fører frem mod slotspladsen gennem Kolonnaden og frem til Esplanaden]. Da tyskerne gik frem i kampformation, åbnede politiet ild, hvorved flere tyske soldater faldt. Tyskerne forsøgte desuden at angribe fra den anden ende af Amaliegade. Situationen begyndte at blive kritisk. Klokken 14.40 gav kongen ordre til, at skydningen skulle ophøre. Pancke havde givet tilsagn om, at politiet også skulle varetage vagten fremover.
Når tabene gøres op, peger tyske kilder på, at 12 tyske marinesoldater var blevet dræbt og 12 andre var blev sårede. Ingen danske politifolk mistede livet under kampene. Herefter kunne politiet fortsætte vagten frem til befrielsen. Først den 10. juni 1945 vendte Den kongelige Livgarde tilbage til Amalienborg.
En voldsom begivenhed
Der findes flere fotografier fra Amalienborg taget den 19. september. Et af de ganske interessante findes på Frihedsmuseets billeddatabase. Flere har skrevet, at denne bygning blev ramt af granater fra et tysk fartøj i havnen. Det er der imidlertid ikke noget, der tyder på. Historien er en ganske anden. Den fortælles af de to historikere, Frederik Strand og Anders Brandt Lundager i deres nye bog: ”Aktion Möwe – Det tyske angreb på dansk politi under besættelsen”, Lindhardt og Ringhof.
For det var såmænd ikke tyske granater. Det var beboerne i huset Amaliegade 39, der havde taget affære. I bygningen var der et øldepot. Beboerne begyndte herefter at bombardere marinesoldaterne med flasker. Det var så voldsomt, at den kommanderende tyske løjtnant gav ordre til, at bygningen skulle sættes i brand.
Det skete kort tid efter. Samtidigt blev der stoppet for brandvæsenets mulighed for at komme tilstede og påbegynde en slukning. Dette resulterede i, at huset kom til at stå som en ruin. Vi har valgt dette billede som erindring om 19. september 1944.
Københavnerne kom forbi Amaliegade i dagene efter for at beskue de ødelæggelser, den tyske løjtnant havde givet ordre til. Tilsyneladende er man så småt begyndt på oprydningen. Foto: Frihedsmuseet.
Erik Ingemann Sørensen
