Ertebøllekultur ca. 5.400 – 4.000 f. Kr.
Danmark var nu i endnu højere grad præget af et kystlandskab, med et klima lidt mildere end i dag. Større grader af specialisering kan nu ses i det arkæologiske materiale, og vidnesbyrd om Ertebøllefolkenes levevis er mange
Både større indlandsbopladser, små bopladser med specielle formål (så som vinterjagt på svaner eller hvaljagt) og store køkkenmøddinger beliggende ved kysten er udgravet og vidner på hver deres måde, om disse menneskers suveræne tilpasning til det omgivende miljø. Dominerende er livet ved kysten dog, mest markant repræsenteret ved de op til 100 m lange køkkenmøddinger, der er opbygget af østersskaller og andet affald fra utallige måltider indtaget gennem århundreder. Vi ved fra målinger af C-13 isotopen i menneske- og hundeknogler, at en stor del af føden stammede fra havet, faktisk ligger niveauet på højde med niveauet hos eskimoer. Byttedyrene er dog stort set de samme som før, og redskaberne er fortsat lavet af flint, træ og knogle.
Ertebølle-"hækling"
Man kender nu til nålebinding, en slags hækling, af linde- eller pilebast. Ledetype for Ertebøllekulturen er ”tværpilen” af flint, prestigeredskaberne, eller måske redskaber til kultisk brug, er flot ornamenterede hjortetaksøkser og –skafter. Også ravsmykker er dekorerede. Det er endnu ikke lykkedes at påvise regulære huse, men i de senere år er dog flere mindre hytter dukket op. Den udhulede stammebåd af lindetræ, der efterhånden er fundet en del steder, har været bindeled mellem de enkelte grupper og transportmiddel mellem kyst og indland – og der har sandsynligvis været en livlig trafik frem og tilbage. Kontakt med naboerne på kontinentet i syd, der nu levede som bønder med agerbrug og husdyrhold, kan også ses i det arkæologiske materiale, bl.a. får man ca. midt i perioden lært at fremstille tranlamper og krukker af ler til at opbevare og koge maden i. Også specielle stenøkser kan ud fra stenarten ses at være importeret. Denne kontakt med bondefolket mod syd blev af afgørende betydning for Ertebøllefolkene, men det varede flere hundrede år, før man o. år 4000 f. Kr. selv fik lyst til at blive bønder.
Død baby på en svanevinge
Individet træder nu tydeligt frem, tættest kommer vi på menneskene i deres grave. Hunde, børn, mænd og kvinder er enten begravet alene eller flere sammen, og både alm. grave m. ubrændte gravlæggelser og ligbrænding har været anvendt. Vi kan se, at de har været gravlagt i deres klædedragt, kvinderne med gennemborede sneglehuse og tandperler fra byttedyr syet på dragten. Okker (rød farve) har været strøet over liget, specielt meget over børnene. Antallet af gravgaver varierer, med disse markerer man den dødes alder, køn og status. Ældre mænd og unge kvinder har generelt flest gravgaver, men selv hunde er begravet med okker og gravgaver. Et særligt kik til en trist dag for stenalder-stammen giver en grav fra gravpladsen ved Vedbæk: En ung kvinde på ca. 18 år er gravlagt, under hendes hoved er en ekstra dragt med påsyede tandperler lagt som pude, og ved hendes højre side ligger hendes nyfødte baby på en hvid svanevinge. Gennemsnitslevealderen var lav, ca. 35 år, og generelt var jægerstenalderens mennesker mindre end nutidens - de svarer i højde til 1800-tallets mennesker.
