Kongemosekultur ca. 6.400 – 5.400 f. Kr.

Navnet skal nok ikke opfattes for dramatisk, da der ikke er noget, der tyder på en indvandring udefra. Det er sandsynligvis blot den samme befolkningsgruppe, der udvikler nye teknikker

Klimaet er efterhånden blevet varmere og fugtigere, og der sker i disse århundreder en dramatisk havstigning, der ændrer landets udseende. På kort tid blev Danmark til et ø- og fjordrige, og vi har nu belæg for en livsform, der var ligeligt baseret på jagt, fiskeri og indsamling. Også målinger af kulstof-isotopen C-13 i menneskeskeletter fra denne tid vidner om en stor del føde fanget i havet.

Havets dyr jages flittigt
En tæt, mørk urskov bestående mest af lind, elm og eg dækkede efterhånden det indre af landet, bag fangstfolkenes kystbosættelser. Byttedyrene i skoven var næsten de samme som før (dog uddøde urokse og elg næsten), men der var færre af dem. Til gengæld kan vi på kystens bopladser se, at havets dyr: fisk, havfugle, sæler og småhvaler nu jages flittigt. Til brug ved jagten anvendtes stadig redskaber af flint, blot nu af en anden form end tidligere: ”trapezformede pilespidser” og ”skævpile”. Ligesom knogle, der bl.a. blev brugt til fiskekroge, var også træ et vigtigt råmateriale. Det blev bl.a. brugt til buer, pile, pileskafter og fiskespyd, og vi kender nu også fiskeruser lavet af pilevidjer.

Fine dolke med geometriske mønstre
Et særligt karakteristisk våben for Kongemosekulturen er dog flintægspyddet eller flintægdolken, der bestod af en udskåret benknogle fra elg- eller kronhjort, hvor der langs kanterne var lavet furer, hvori man kunne sætte skarpe flintstykker. Dolkene er ofte fint ornamenteret med geometriske mønstre og har sandsynligvis også fungeret som statussymboler.
Fra Tågerup i Skåne kendes en regulær lille gravplads med hele lig begravet i nedgravninger, heriblandt en dobbeltgrav med en mand og en kvinde. I Danmark kendes kun spredte menneskeknogler fra denne tid, men formodentlig har man også her gravlagt sine døde.