Rensdyrjægere, ca. 13.000 – ca. 9.000 f. Kr:

Det var et åbent og øde landskab, uden træbevoksning, som isen efterlod. Kun langsomt kom der laver, urter og græsser, men da de endelig kom, fulgte også fugle og dyr, der var afhængige af planterne som føde

 Rensdyrene, der vandrede i store flokke, var de mest dominerende dyr på den åbne tundra, og de første mennesker i Danmark bliver da også kaldt ”rensdyrjægerne”.

Arkæologerne bruger ordet ”Hamburgkultur”, fordi de største bopladser fra denne tid findes i Nordtyskland, men i de senere år er der også udgravet flere mindre bopladser i Danmark, bl.a. ved Slotseng og Jels i Sønderjylland. Boligerne har sandsynligvis været skindtelte, og fundene består mest af pilespidser fra jagtredskaber og andre flintredskaber, der blev brugt til bearbejdning af rensdyrskind og -tak. Dette gælder også for de efterfølgende ”Federmesser-”, ”Bromme-” og ”Ahrensburgkulturer”, hvis livsgrundlag har været stort set det samme.

Efter et par kuldeperioder bliver klimaet efterhånden varmere, træer indvandrer, og Danmark bliver i første omgang dækket af en lysåben birke-fyrreskov, senere kommer også hasselen til. Denne lysåbne skov med mange lysninger og søer gav plads til en rig vegetation af urter. Og dannede dermed grundlaget for en rig bestand af mange forskellige dyr.