Handel, plyndring, bosættelse i vikingetiden
I løbet af 700-tallet tog handelsaktiviteten i Europa og mellem Europa og Asien et kraftigt opsving. Vikingesamfundets magtstrukturer kom i væsentlig grad til at hvile på de ressourcer, som kunne skaffes ved handel eller plyndring
Handelen foregik dels som lokal og regional udveksling af dagligvarer og dels som fjernhandel med både luksusgenstande og tungere brugsgenstande såsom klæberstenskar og møllesten. Den øgede handel førte til grundlæggelsen af nye handelspladser i det vest- og nordeuropæiske område, her i blandt Ribe og Hedeby. De stærke magthavere, der i løbet af jernalderen havde etableret sig inden for det sydskandinaviske område, konkurrerede om at få del i indtægterne af denne handel. Det skete ved at samle så meget som muligt af handelen på ét sted, så det blev muligt at opkræve afgifter af den mod til gengæld at garantere freden på handelspladsen og sikre adgangen til den. Det ældste Ribe er fra 700-tallets første år, og pladsens regelmæssige plan tyder netop på, at den blev anlagt af en eller anden form for magthaver i det sydvestdanske område, måske en konge.
Den øgede handelsaktivitet og de tætte kontakter, som den gav, dannede baggrund for vikingetidens plyndringer. Vikingerne fulgte godt med i, hvor og hvornår der kunne være udsigt til, at et angreb gav stort udbytte. Plyndringerne var særlig talrige i perioder, hvor de europæiske riger var svækket af interne konflikter.
Periodens udlandstogter havde også en forudsætning i den skibsteknologiske udvikling. Sejlet var blevet udbredt i Norden og forbedrede mulighederne for at rejse langt og medføre meget last - om lasten så bestod af varer eller krigere. I løbet af perioden skete der en specialisering i skibstyperne. Hovedtyperne var dels fragtskibene, som fik stadig større transportkapacitet, og dels de lange og smalle krigsskibe, hvoraf de største kunne rumme en besætning på op til 100 krigere.