Det vestindiske møblement

Af Kirsten Lindberg, arkitekt, m.a.a., dr. phil.

I format og tyngde er det en stor bog, indholdsmæssigt er den af beskeden størrelse. Det skyldes et særegent lay-out, som Søren Damstedt/Trefold har stået for.

Der er ruttet med pladsen i ekstrem grad omkring billederne, til gengæld er brødteksten i ydermargin særdeles tæt på kant. Gamle bogtrykkerdyder er der øjensynlig bevidst taget afstand fra, således er der meget luft foroven på siderne og meget lidt forneden. Sidetal er ubekvemt anbragt inderst på siderne, så man ikke hurtigt kan blade frem til den ønskede side. Der er uskønne indrykninger øverst i mange spalter, og mellemoverskrifter er hverken centrerede eller venstrestillede, men anbragt med indrykning - og vekselvis suppleret med små stjerner ved siden af eller ovenfor, hvortil kommer at stjernernes antal varierer - uden at det er gennemskueligt hvorfor.

Designfirmaet Trefold angiver selv på internettet, at de løbende har modtaget priser for deres indsats, og at de tror fuldt og fast på, at "indholdet motiverer formen". Godt for dem, at nogle åbenbart synes om indsatsen, anmelderen gør bestemt ikke, synes tværtimod at det er umanerlig rædsomt og forstyrrende for læseoplevelsen.

Narayana Press har stået for trykningen, og det er som altid smukt gjort, og der er anvendt lødige materialer: tykt, mat papir med en ganske svag toning, og indbindingen er flot med lærredsryg med guldtryk og papirklædt perm. Det babylyserøde forsatspapir er iøjnefaldende mere end smagfuldt.

Nok om det ydre; skuffelsen over bogens fremtræden opvejes af indholdet.

Det er forfattet af cand.mag. i kunsthistorie Klaus Dahl, og han kan skrive. Sproget flyder let og letlæst, behageligt fritaget for anvendelsen af fagudtryk og selvhøjtidelighed, som ellers er mange kunsthistorikeres favoritdisciplin at fremføre.

Dertil kommer, at teksten er særdeles oplysende; man kommer vidt omkring emnekredsen, der i sig selv er ganske sparsom: 107 kasser fyldt med møbler fra embedsboligerne på de vestindiske øer, hjemtaget til Danmark i 1917 efter salget af øerne.

Det var en broget skare møbler, som flest var i intet mindre end miserabel stand, da de var skabt af og for europæere til brug i vort klima og ikke til de ekstremt fugtigvarme og insektfyldte øer. Mange er beskrivelserne af, hvorledes stole kollapsede under gæster, fordi der simpelt hen kun var politur og forgyldning tilbage, resten var ædt op indefra af termitter og andre insekter. For sent opdagede man dette og drog nytte af erfaringerne ved kun fremover at anvende fuld mahogny til møblerne; de smukke og moderigtige finerede møbler duede bare ikke derovre.

Selv om det er kassernes indhold, fortrinsvis møbler, der er emnet for bogen, kommer man vidt omkring i de fire kapitler, indledning og efterskrift. Indledningen er helliget den politiske baggrund for salget af øerne, og den er til at få forstand af. Sobert redegøres for, hvorledes salget faktisk havde været påtænkt allerede et halvt århundrede før, det fandt sted, og for baggrunden for eller nødvendigheden af et salg under første verdenskrig.

Dernæst følger de fire kapitler, hovedsagelig med den velkendte Peter von Scholten (1784-1854) som hovedperson, sekunderet af forgængeren kommandant Christian Ludvig von Holten og efterfølgerne. Der fortælles om Scholtens evne til at få gennemtrumfet sine ideer - ikke ved list, men ved kløgt og karisma - så kongen Frederik VI i den grad blev kørt ud på et sidespor i forhold til boligerne og deres aptering. Nu var monarken nok mest kløgtig i egen formening, men det er dog påfaldende så tilsyneladende let, det gik for den unge Scholten at få sin vilje. Han synes at have været af en støbning ikke ulig den næsten samtidige "Generalen", grev Friderich Ahlefeldt-Laurvigen på Tranekær, der også formåede at trumfe sine ideer igennem uanset bekostning og netop med samme konge som den, der ellers formelt set skulle holde igen. Scholtens byggerier og jongleren mellem statsligt ejede huse og indbo og eget er fascinerende at læse om, og efterfølgerne lærte af eksemplet.

Dahl fremfører det hele på en ukunstlet og indimellem lidt pudsig facon, så man helt er med på guvernørens idé og fatter sympati for hele det store menageri på Sankt Thomas og Sant Croix. Dahl lader os følge med, når der rejses til Europas storbyer for at gøre de "nødvendige" indkøb, og teksten ledsages af store fotografier af udvalgte møbler og servicer.

Billedteksterne bringer intet nyt, men gør, at man kan kigge billeder og få noget derud af, hvis man ikke orker at læse brødteksten. Men det er nu synd, hvis man nøjes med det! Skade er det dog, at billedteksterne er sat med så bittesmå typer, at de stort set er ulæselige, hvis man ikke sidder under en kraftigt lysende lampe og har luppen inden for rækkevidde. Og så er der faktisk også en del billeder, hvor der slet ikke er sat tekst til.

Nogle af de afbildede møbler er fotograferet på deres nuværende opholdssted, men der er nu fusket en kende med det; således viser fotografierne side 128 og 131 præcis samme sted i en for læserne ukendt stue, men med to forskellige stole. I det hele taget får læserne ikke meget at vide om, hvor møblerne reelt kom hen.

Møblerne blev i vid udstrækning ønsket tilbageført til Danmark efter ønske af Thorvald Jørgensen, som ville benytte dem til at møblere den nye kongebolig, han var i færd med at indrette på det under opbygningen værende Christiansborg. Men da Christian X ikke ville tage denne bolig i besiddelse, strandede planerne; da var møblerne dog heldigvis allerede på vej hjem, og der blev så fundet andre placeringer for dem i statens regi.

Mange er "forsvundet" undervejs, somme måske simpelt hen kasseret, andre forflyttet så deres opholdssted i dag er ukendt; men hovedparten er det lykkedes for Klaus Dahl at opspore med god hjælp af statsinventarieinspektør, arkitekt Merete Femø, i hvis ressort de jo skulle findes.

Bogen afsluttes naturligvis for en seriøs, forskningsbaseret bog med noter og kilder, men også her gælder, at skriften er alt for lille for noternes vedkommende.

I korthed kan konkluderes, at det er en læseværdig bog, som i det ydre er flot, men i det indre desværre beskæmmende grim. Skrivemåden og møblerne selv giver fin berettigelse, men det er ikke en bog, man med glæde bladrer i. Det er faktisk synd for de fine møbler at være blevet så stedmoderligt behandlet - og formentlig endda i den allerbedste mening.