I Orkanens Øje
Af Poul Ulrich Jensen, arkivar, Vejle Byhistoriske Arkiv & Stadsarkiv
Den 11. november 1915 afsejlede krydserkorvetten Valkyrien fra København med kurs mod Dansk Vestindien, og den 230 mand store besætning fik hermed en central rolle i sidste akt af den danske tropekolonis historie. Det lange ophold i det meget specielle samfund langt fra Danmark gav anledning til mange iagttagelser, enten nedfældet med det samme i dagbøger eller i senere nedskrevne erindringer. Også fotografiapparatet blev flittigt brugt, således at togtet er veldokumenteret set såvel fra de meniges som officerernes synsvinkel. I Dansk Vestindisk Selskab har man udnyttet materialet til en bog om ”et berømt skib, på et historisk togt skildret af hele besætningen fra top til bund”.
Den danske regering var på grund af øernes strategiske betydning under 1. Verdenskrig og de igangværende salgsforhandlinger med USA særdeles lydhør overfor problemer i den fjerne og stærkt urentable koloni. I efteråret 1915 havde David Hamilton Jackson organiseret den sorte landarbejderbefolkning i en fagforening, og for første gang kunne de bruge strejkevåbnet i kamp for højere løn og bedre arbejdsforhold. Situationen opskræmte plantageejerne på St. Croix, der telegraferede efter et krigsskib fra Danmark til at dæmpe gemytterne. På Valkyrien regnede man med en hurtig mission, men det skulle vise sig at blive en langstrakt affære. Først efter øernes overdragelse til USA den 31. marts 1917 kunne skibschefen Henri Konow beordre afgang mod Danmark.
Der blev derfor rig lejlighed til at danne sig et indtryk af forholdene på øerne. For den hvide befolkning var den bebudede strejke blandt plantagearbejderne ikke kun en trussel om økonomisk katastrofe, men slutningen på en epoke. De var overbevist om, at den sorte befolkning havde brug for en fast hånd, og at forhandlinger med en organiseret arbejdsklasse var begyndelsen til enden for kolonistyret. For de menige på Valkyrien blev billedet imidlertid efterhånden mere nuanceret. En slags forståelse med den sorte arbejderbefolkning voksede langsomt frem, parallelt med en stadig større utilfredshed med skibets officerer og deres privilegier. Det lille stykke Danmark, der lå for anker, var på sin vis lige så klassedelt som det kolonisamfund, de var sendt ud til.
Foruden de interne skærmydsler tærede de uvante klimatiske forhold på både helbredet og tålmodigheden. Henri Konow måtte i slutningen af januar 1917 med beklagelse meddele Marineministeriet, at besætningen gjorde et slapt og medtaget indtryk. Han måtte også selv påtage sig en opgave, der gik stærkt imod hans personlige holdninger. Guvernør Helweg-Larsen forlod sin post, da salget af øerne nærmede sig en realitet, og Konow overtog embedet og forestod overdragelsesceremonien. Herefter var Valkyriens opgave løst, og den 4. maj 1917 anløb man endelig igen København.
De to forfattere, Signe Trolle Gronemann og Rikke Vindberg har et godt greb om stoffet, og det er en spændende beretning, der udfolder sig. Der er korte rids af øernes historie, begivenhederne under Valkyriens ophold og tiden efter salget. Beskrivelsen af besætningen og dens dagligdag, ikke mindst mødet med den lokale befolkning, er suppleret med korte dagbogscitater. Det er spørgsmålet, om det kunne have været gjort lidt mere læsevenligt, så disse citater ikke afbrød den øvrige tekst midt i et afsnit, hvis fortsættelse man må blade flere sider frem for at finde.
Valkyriens besætning kom under det lange ophold så tæt på det vestindiske samfund, at det første indtryk af et tropeparadis med eksotiske frugter, svajende palmer og jublende og dansende sorte efterhånden, i hvert fald for den menige del af besætningen, veg for et indblik i den enorme sociale og kulturelle kløft, der adskilte øernes farvede arbejdere fra de hvide koloniembedsmænd. Man befandt sig, som bogens titel siger ”I orkanens øje”; rent bogstaveligt, da en orkan ramte St. Thomas i oktober 1916, i overført betydning som deltagere i den følelsesladede afslutning på 250 års dansk koloniherredømme.
Bogen er rigt illustreret med fotos, taget af Valkyriens besætning. Oftest har linsen været rettet mod kammeraterne ombord eller på landlov, men også den farvede befolkning i arbejde eller fest er blevet foreviget. Tilsammen tegner fotos og dagbogsnotater et interessant billede af tropekolonien under afvikling. Det var en tidslomme, som udviklingen egentlig for længst havde overhalet, men også et potentielt politisk, økonomisk og sikkerhedsmæssigt problem.
