Kongehusets joker
Af Poul Porskær Poulsen, historie-online.dk
Det er ikke ofte, vi får mulighed for at læse en slaves erindringer og hans biografi i det hele taget. De slavegjorte skrev sjældent memoirer – og for ejere og administratorer var de tal i et regnskab og redskaber, der skulle sikre, at sukkeret blev høstet og behandlet, så det kunne sejles til Europa, øge ejerens indtjening og evt. sikre endnu et københavnsk palads.
Men når den slavegjorte er drengen Kwasi, der sammen med sin familie blev bortført fra Afrika, sejlet over Atlanten til Sct. Croix, hvor han ganske vist ikke blev markslave men huslave hos den herostratisk berømte, gennemkorrumperede generalguvernør for Dansk Vestindien, baron Christian von Pröck – derefter i 1759 som niårig ført ombord på et skib og sejlet tilbage over Atlanterhavet, så er det jo en anden sag.
Men denne gang gik turen til København via Marstrand på den svenske kyst. Efter kort tid i den danske hovedstad med lidt opdragelse hos den svenske adelsmand Gustav de Brunck blev Kwasi fragtet til Stockholm og den svenske kong Adolf Frederiks hof. Her skulle han være et eksotisk indslag og lære sig, hvordan man opførte sig i så fine kredse. Kwasi blev gode venner med den tilbagelænede konge og befandt sig godt. Men i 1762 ændredes forholdene for ham, for nu blev han tilknyttet dronning Lovisa Ulrikas hof. Hun var optaget af Rousseaus tanker, så nu skulle den ellers ganske velafrettede dreng til at opføre sig som et naturbarn i Rousseaus ånd. Han forvandlede sig til en gøgler og gavtyv, og hans nye kælenavn blev Badin, fransk for spilopmager. Det varede blot halvandet år, for så skulle han uddannes og være intellektuel. Han blev undervist i teologi, filosofi, sprog, litteratur, matematik, historie, dans, fægtning – og blev belønnet med dåb i Slotskirken i 1768. Og dermed opnåede han sin frihed.
Badin levede resten af sit liv i Sverige – blev bonde, blev gift to gange men forblev desværre barnløs, var bonkammerat med troubadouren Carl Michael Bellmann, blev medlem af flere frimurerloger og klarede sig uden om de talrige hofintriger under fem svenskekonger, indtil han døde den 18. marts 1822.
Badins svigerfar boede i Marstrand, og ved besøget hos ham oplevede Badin cirklen blive sluttet. Som forfatteren skriver: ”Med besøget i vestkystens skærgård sluttede en cirkel i Badins svenske liv, der var yderst sjælden i massedeportationen af afrikanske slaver. Alle blev skubbet ud i det uvisse. Som en af meget få krydsede den tidligere slavedreng sit eget spor. Han kunne se tilbage på sin forvandling fra en tilfældig genstand, et stykke legetøj og et forsøgsobjekt, til en højt respekteret borger og en elsket privatperson. Et frit menneske i sin egen ret.” (side 163) Et uhyre bemærkelsesværdigt og usædvanligt liv. Man forstår, at Alex Frank Larsen har haft lyst til at indvie os andre i historien.
Der er mange ting at fortælle om Kwasi/Badins liv, som det skulle fremgå af ovenstående. Men det er blot nogle stikord til Alex Frank Larsens biografi om denne helt specielle person. Vi kender forfatteren fra den meget vellykkede tv-serie om danske efterkommere af slavegjorte på De Dansk Vestindiske Øer, ”Slavernes slægt”, der også blev til en bog i 2008. I ”Kongehusets joker” har han så trevlet historien om en af de afrikanske/vestindiske slaver op ved hjælp af Badins egne erindringer plus en række andre kilder, hvor det eksotiske indslag ved det svenske hof bliver omtalt.
Samtidig får Alex Frank Larsen fortalt om mange forhold i perioden fra 1750 til 1820’erne: de vestindiske øer og slaverne, den danske administration, det danske og ikke mindst det svenske hof, rivaliseringen mellem de to lande, krige og diplomati, tidens kulturelle begivenheder i den svenske hovedstad (hvor Bellmann og Badin var væsentlige hovedpersoner), forsøgene med at skabe et svensk kolonirige osv.
Alex Frank Larsen er velskrivende og har fået fat på en rigtig god historie, som det er en fornøjelse at læse. Så bogen anbefales som et både fornøjeligt og relevant supplement til den bunke af bøger om kolonialisme, De Vestindiske Øer osv., som pibler frem i denne tid.
Historie-online, den 29. marts 2017
