STEDET FORTÆLLER – om DANSK VESTINDIEN
Af Poul Ulrich Jensen
I 2017 er det 100 år siden, de tre små øer i Caribien, St. Thomas, St. Jan og St. Croix, der gennem næsten 250 år var en dansk tropekoloni, blev solgt til USA. Interessen for det tidligere Dansk Vestindien vokser i takt med, at vi nærmer os denne mærkedag, og det samme gør antallet af bogudgivelser om dette specielle kapitel i Danmarkshistorien. Der er da også et omfattende kildemateriale at øse af i de arkivalier, der fylder Rigsarkivets hylder og snart i digitaliseret udgave kan ses på internettet. Medens de skriftlige kilder således er betryggende bevaret for eftertiden, står det værre til med de fysiske spor fra kolonitiden – landskabsstrukturen og de mange bygninger.
De er i disse år ramt af omfattende forandringer og forfald, og arkitekt Ulla Lunn giver talrige eksempler på denne problematik i en spændende og meget flot illustreret bog, der samtidig beskriver den arkitektur, byggeskik og det håndværk, der gør byernes huse, forter, kirker, skoler og landområdernes plantageanlæg særdeles bevaringsværdige. Arkitekturen og landskabet udgør vigtige brikker til forståelsen af den koloniale fortid, og byggerierne fra de første 150 års historie, domineret af slaveri og sukkerproduktion, udgør stadig de væsentligste fysiske strukturer på øerne.
Byerne spillede en centrale rolle gennem hele kolonitiden, og Charlotte Amalie på St. Thomas rummer endnu en del gamle velbevarede bygninger fra tiden før salget. Her er både privatboliger, offentlige bygninger, pakhuse langs de stejle gader ved havnen og fornemme klassicistiske huse på bakketoppene. Det ældste monument, der står tilbage fra danskertiden, er Fort Christian, opført i 1670’erne på et klippefremspring ved havnen. Det har for længst mistet sin militære betydning, og forskellige ombygninger har gennem tiden skamferet det oprindelige anlæg så meget, at man i 2003 iværksatte et omfattende restaureringsarbejde. Det er først nu ved at nærme sig sin afslutning, for manglende økonomiske ressourcer forhindrer ofte en effektiv arbejdsindsats på det, der i dag er US Virgin Islands.
Den største af byerne på St. Croix, Christiansted, var frem til de første årtier af 1800-tallet en blomstrende by med tætbebyggede gader. I dag er den nedslidt og forfalden, og mange af de arkitektonisk ret enestående bygninger på vej til at blive tilgroede ruiner. Lokalregeringen mangler penge, så enhver istandsættelse er overladt til privat initiativ, men her kan det knibe med motivationen, for på grund af orkanfaren kan ejendommene ikke forsikres. Og det er en reel trussel, der statistisk set rammer øerne hvert 20 år. Der er dog adskillige minder fra storhedstiden, som fx Guvernementshuset, hvor generalguvernør Peter v. Scholten holdt sine overdådige baller. Desværre har nylige ikke særligt nænsomme restaureringer fjernet en del af den historiske autenticitet. Det står bedre til ved havnen, hvor det imponerende Fort Christiansværn og de omliggende bygninger er ejet af National Park Service, en amerikansk institution der har ansvaret for vedligeholdelse af det historiske område.
Helt ude i den vestlige ende af St. Croix ligger den anden og mindre by Frederiksted. Den er lille i udstrækning men har været skueplads for skelsættende begivenheder i koloniens historie. På pladsen foran det røde Fort Frederik proklamerede Peter v. Scholten slaveriets ophør i 1848, og i 1878 var byen skueplads for et voldsomt oprør blandt plantagearbejderne, der gik over i historien som "The Fireburn." I dag er fortidens dramaer afløst af en søvnig atmosfære, hvor tiden næsten står stille, og mange bygninger er så forfaldne, at de synes hinsides enhver redning. Nogle har stået som maleriske ruiner siden orkanen Hugos hærgen i 1989, men der er dog håb for fremtiden. Frederiksted ligger smukt, lyset og farverne giver byen en særlig skønhed, der tiltrækker personer med midler til at istandsætte nogle af de gamle huse.
St. Croix var i danskertiden øen med de mange sukkerrørsplantager der, som de gamle opmålingskort viser, fyldte det meste af de ca. 210 kvadratkilometer. Jorden var frugtbar, og det er den stadig, men ingen har længere brug for den, og i dag er de høje sukkerrør afløst af frodig regnskov, der breder sig mere og mere. Mellem træerne i det tiltagende vildnis kan man stadig finde ruinerne af plantagernes møller, sukkerkogerier, dyrestalde og slavehospitaler. Og ikke mindst plantageejernes boliger, ofte store og smukke bygninger der efterhånden smuldrer og uden en målrettet bevaringsindsats snart helt forsvinder. Som Ulla Lunn konkluderer "genindtager naturen den historie, der for blot 20-30 år siden var synlig mange steder på øerne". Så de konkrete fysiske vidnesbyrd om 250 års dansk herredømme vil være endegyldigt tabt om få år.
Her er fængselsanlægget Richmond nord for Christiansted et godt eksempel. Det blev opført i 1820’erne og er i dag en næsten tilgroet ruin, hvor cellerne dog stadig er bevarede som et tydeligt minde om bygningernes dystre fortid. Det var her, nogle af de personer blev anbragt, der spillede en væsentlig rolle i det oprør, der i 1848 førte til slaveriets ophævelse, og andre der ledede opstanden i 1878 for forbedring af plantagearbejdernes arbejdsforhold. Det er således en del af den omfattende kulturarv, der er alvorligt i farezonen, hvis der ikke bliver gjort en målrettet indsats for at hindre, hvad Ulla Lunn kalder et kollektivt hukommelsessvigt. Og i den formulering ligger, at også Danmark har et ansvar og en oplagt mulighed for at gå ind i et samarbejde, der kunne give nye gode relationer til vestinderne.
Det er imidlertid en utopi, der foreløbig er strandet på manglende politisk opbakning både herhjemme og på US Virgin Islands. Op til markeringen af 100 året for øernes salg vil debatten om, hvordan vi kommer overens med vores fælles koloniale historiefortid blive intensiveret, og Ulla Lunn har med denne bog peget på et væsentlig aspekt. Intentionen om at formidle den historiske arkitektur ved at sætte bygningerne og byerne ind i en større forståelsesramme, er lykkedes til fulde. Det fremgår klart, hvad der står på spil, hvis de mange steder fra kolonitiden stadig skal kunne fortælle om Dansk Vestindien, og ikke kun opleves som de fotos, der illustrerer denne fornemme udgivelse.
