Det sidste neg

Men før man kom så langt som til at holde Mikkelsgilde, skulle der høstes. Og her fandtes en lang række forskellige skikke, som på forskellig vis involverer negene

Det sidste neg af hver kornsort blev vist særlig opmærksomhed. Det blev bundet som en person og navngivet. På Sjælland og Fyn kaldtes det "kællingen" på Langeland og i Østjylland "den Gamle", i Vendsyssel "Stodderen", på Haderslevegnen "Fisneget", etc. Neget blev bundet og pyntet i overensstemmelse med sit navn.
I nordvestsjælland, hvor neget altid var en kvinde, blev der foruden det sædvanlige bånd om midten bundet et bånd om højere oppe, sådan at dette kunne illudere hals. Desuden hev man nogle totter strå ud, og bandt dem, så det enten så ud som om "kællingen" strakte armene i vejret, eller satte hænderne i siden. Neget kunne derefter blive klædt på i gammelt tøj og pyntet med blomster m.m. Neget blev derefter anbragt øverst det sidste læs, sådan at det ragede godt op og kunne ses.

Det sidste negs forbandelse
Til trods for at det sidste neg blev omgærdet med stor festivitats, var der ingen der ville binde det. Pigen der bandt det kunne "opkaldes" efter kornsorten, sådan at hende der havde bundet det sidste havreneg kaldtes havre-kælling, hende der bandt rugneget blev rugkælling, etc. Derudover var der i folketroen forskellige kedelige følger ved at binde det sidste neg. Som
knytter uheldet sig til hendes muligheder og skæbne som voksen. Hun vil blive uheldigt gift, -med en gammel mand eller en enkemand. Hun vil dø ugift eller blive tidligt enke, eller hun vil blive lokket og få et uægte barn inden næste høst. Stillet over for disse udsigter forsøgte man naturligt nok allehånde krumspring for at undgå at binde det sidste neg.
Eller man kunne være så heldig at en ældre kone tilbød at binde neget, fordi hun ikke risikerede noget ved at udsætte sig for at skulle have en gammel ægtemand, - når hun alligevel havde "den Gamle" derhjemme allerede.

Neget med til fest
Når det sidste neg var kørt ind, fejredes det som regel med et gilde, hvor neget nogle steder blev behandlet som en person, var med til den efterfølgende gilde. Det sidste neg har således været en form for personificering af det indhøstede. Nogle steder blev det sidste neg reserveret til fuglene og sat ud i gården, på Falster tilhørte det "Goen", og på Bornholm de underjordiskes konge. På lignende vis kunne det første neg reserveres musene, - som man derefter håbede ville lade det øvrige korn i fred. Man skulle ikke ribbe naturen totalt, men lade noget blive tilbage, måske for at bevare den frugtbarhed man var så afhængig af.....