Ernest Shackleton - Historiens Aktører Nr. 44

Som sikkert mange bekendt var Roald Amundsen første mand på sydpolen foran hans engelske konkurrent Robert Scott, men før de to havde en anden mand været på sydpolen, nemlig Ernest Shackleton, ganske vist ikke den geografiske, men den magnetiske kun ca. 100 miles fra den geografiske.

Shackleton var født i Irland, på godset Kilkea House, i Kildare County. Slægten var langt tilbage af normannisk herkomst og var landmænd, men hans far forlod herregården, da Ernest var 6 år, uddannede sig til læge og familien flyttede til London. Ernest kom på college, men 16 år gammel gik han til søs i handelsflåden. Det var et oprør mod den lige vej: uddannelse og en god stilling. I sommeren 1901 mønstrede han ud i ekspeditionsskibet "Discovery", som under ledelse af Robert Scott skulle forsøge at nå sydpolen. Tre mand nemlig Scott, Wilson og Shackleton nåede til et punkt 400 mil nord for sydpolen, så måtte de vende om. Under det umådeligt strenge arbejde, hvor de tre skulle trække en slæde over isen med al nødvendigt udstyr og proviant, kom Shackleton til skade og blev sendt hjem fra ekspeditionen.

Vel hjemme i London planlagde han selv en sydpolsekspedition til stor irritation for Robert Scott. Og han stiftede familie, giftede sig med Emily Dorman. Shackleton fandt et skib, "Nimrod", et dampskib bygget af træ med fuld sejlskibsrigning og han fik af den engelske dronning overgivet et Union Jack flag. Verdens største sømagt var stærkt interesseret i at vise sin formåen og vise flaget på Antarktis. I forvejen var engelske dampskibe med sejlskibsrigning beskæftiget i hvalfangst ved Antarktis. Det var især rederier på Englands østkyst, som sendte skibe på hvalfangst. En af disse rejser er beskrevet af forfatteren Conan Doyle, som i 1880 mønstrede som skibslæge om bord i hvalfangeren "Hope". Tilbage til Shackleton. Han fik støtte fra regeringen - 5000 pund  - og fra New Zealand. For at spare på kullene blev "Nimrod" slæbt den lange vej fra UK sydpå til den arktiske cirkel. Ekspeditionen forlod England i august 1907, og i januar det følgende år blev "Nimrod" indefrosset ved Antarktis efter sejlads i Ross Sea. Planen var nu at nå Sydpolen. De havde medbragt en motorslæde og ponyer og depoter blev udlagt. Shackleton og tre andre drog afsted i oktober 1908 for at tilbagelægge de omkring 1700 miles frem og tilbage til Sydpolen. Den 9. januar 1908 måtte Shacleton og hans ledsagere vende om pga manglende proviant. De var da ved den magnetiske Sydpol, kun ca. 100 miles fra den geografiske. Takket være de udlagte depoter, nåede mændene tilbage til "Nimrod".

Portræt af Ernest Shackleton 1915, foto history.com

Scott og Amundsen nåede omkring årsskiftet 1911-1912 begge Sydpolen. Amundsen først, og taberen Scott og hans ledsagere mistede livet på vejen retur til deres base. Det gav genlyd i Europa, at et lille land, Norge, havde slået verdensmagten Storbritannien i konkurrencen om at nå Sydpolen, og Shackleton øjnede muligheder for revanche med en ny polarekspedition. Han ville rejse tværs over Antarktis, ca. 2000 miles og fik samlet støtte ikke mindst af pekuniær art til ekspeditionen.

Ekspeditionen blev en fiasko, men samtidig en mindeværdig præstation, som viste, hvad modige mænd formåede. Shackleton blev en helt.

Med dampskibet "Endurance" sejlede Shackleton i 1914 med de 28 mand, som havde meldt sig klar til at sætte livet på spil, mod Antarktis. Belært af gode erfaringer med slædehunde medbragte ekspeditionen 68 canadiske hunde. Da de nåede til Queen Maud Land i januar 1915 blev skibet fanget i ismasserne og i 11 måneder drev skibet nordpå med isen, som man ventede skulle bryde op. Det gjorde den ikke, tværtimod blev skibet af isen trykket i stykker og sank i november 1915. De 28 mand var nu efterladt på isen med al den proviant, de kunne bjærge, og tre af skibets både. Det så håbløst ud, men Shackleton organiserede mændene, som havde daglige gøremål. Isen drev videre nordpå og de opholdt sig på isen i fem måneder, indtil de kom nær Elefantøen, som det lykkedes at nå frem til med bådene. D. 15. april 1916 kom de i land på Elefantøen. Øen gav dem fast grund under fødderne og lejlighed til at supplere deres proviant ved jagt på sæler og pingviner. I England havde man opgivet at høre fra "Endurance", verdenskrigen rasede og der blev ikke iværksat nogen større eftersøgning.

 "Endurance" på vej mod tilintetgørelse, foto Royal Geografical Society.

Ankommet til Elefantøen gik Shackleton straks igang med at iværksætte en ny plan vel vidende, at de måtte søge hjælp til deres redning, ellers var de fortabt. Han udrustede den største og bedste af skibsbådene, en 22 fods båd, som fik bygget et vandtæt dæk. Med proviant og navigationsmidler om bord begav han og fire andre sig ud på et af verdens koldeste, mest stormende og farlige farvande, Sydhavet. Kursen var klar, nemlig til nærmeste civiliserede sted mod nordøst, hvalfangernes ø Syd Georgien. Dér kunne man finde hjælp. Det var en sørejse på 800 sømil og kun enestående mod og dygtig sømandsskab samt held gjorde rejsen mulig. Efter 15 døgns sejlads nåede de Syd Georgien og landede på en øde strand. De måtte derefter på bjergbestigning for at nå hen til hvalfangerstationen i Strømnes. Efter flere redningsforsøg nåede Shackleton med en chilensk isbryder "Yelcho" tre en halv måned senere frem til Elefantøen, hvor alle de efterladte mænd blev undsat d. 30. august 1916. Ikke en eneste mand havde Shackleton mistet på den uheldige ekspedition. Det var en heroisk præstation, som blev berømmet. Verdenskrigen lagde dog i 1916 beslag på det meste af pressens opmærksomhed.

 Båden med de fem mand fotograferet ved afsejling fra Elefantøen, foto dnw.co.uk

Ernest Schackleton havde imidlertid ikke fået nok af Sydpolen. Han skrev en bog om rejsen med "Endurance" og planlagde en ny ekspedition, og efter krigsafslutningen lykkedes det ham i 1921 at få støtte til projektet. Nu kom et mere moderne norsk hvalfangerskib i brug. "Quest" blev skibet døbt, og ekspeditionen sejlede mod Antarktis med den utrættelige Shackleton som ekspeditionsleder. Imidlertid mod gør det ikke alene, og skæbnen eller rettere døden indhentede Shackleton undervejs.

Han døde om bord af et hjertetilfælde d. 5. januar 1922 og blev bragt i land i Grytviken på Syd Georgien, hvor han blev begravet. De få rejsende på dette øde og forblæste sted kan se hans enkle gravsten sat af hans mænd. Stenen har en kompasrose og teksten: "To the dear memory of Ernest Henry Shackleton, explorer".

 Ole Mortensøn

Se de øvrige artikler i serien ”Historiens Aktører” her

[Historie-online.dk, den 3. november 2021]