Råd mod spøgeri

Folketraditionen har mange foranstaltninger mod gengangeri. Først og fremmest, at en afdød fik en ordentlig begravelse. Vendte nogen alligevel tilbage, var der flere ting man kunne gøre

I Vestsjælland mente man fx. at det kunne være godt at sætte en nål op over husdøren, med det samme, når kisten var ført ud. Så kunne den døde ikke komme ind igen. Stål er i almindelighed god imod overnaturlige ubehageligheder - og altså også imod gengangeri.
Man kunne også lægge en lille pose gryn ned i kisten og sige til den døde, at han eller hun skulle tælle dem - at tælle en hel pose gryn mente man ville overstige den dødes kræfter. Halmkors eller en åbentstående saks på brystet kunne også gavne

Tæerne blev bundet sammen
En udbredt skik, der også kendes fra en række andre lande, er at binde ligets storetæer sammen. Dette ville jo - bogstavelig talt - hindre vedkommende i at kunne gå. En anden mulighed var at stikke nåle i den dødes fodsåler, hvilket heller ikke ville være behageligt at gå på.Ifølge folketroen kunne gengangeri jo bl.a. skyldes, at den døde havde "ærinder" i de levendes verden. Den slags ærinder, som man kunne forudse, kunne forebygges. 

Kuriøse gravgaver
Fx var det vigtigt at sørge for, at den døde fik personlige genstande med sig i kisten. Dette kunne fx gælde afklippet hår, negle eller legemsdele, der fx var amputeret. I Dansk Folkemindesamling findes også eksempler på mere kuriøse "gravgaver", fx snapseflasker eller genstande, som de efterlevende tænkte sig, at den døde kunne aflevere til andre, tidligere afdøde familiemedlemmer. Hvad man imidlertid aldrig skulle gøre, var at give den døde stjålne genstande med til den sidste hvile. Nogle steder fortaltes også, at man måtte passe på ikke at græde, så ens tårer faldt på liget - det ville berøve vedkommende roen i graven.

Spøgelser frygtede hørfrø
Ting, som liget havde været i berøring med, var også godt at lægge i kisten. Eksempelvis kunne den lighalm, som den døde havde ligget på, blive lagt i kisten, og i nogle optegnelser fortælles det, at man helst skulle slå det vand som liget var vasket i, efter kisten når begravelsestoget afgik. På begravelsesdagen kunne man tage kisten ud gennem et vindue. Måske var tanken bag denne løsning, at det blev vanskeligt for den døde at vende tilbage, når den åbning han eller hun var kommet ud af, ikke fandtes mere. Et gammelt og udbredt middel til at hindre gengangeri var at strø hørfø om huset eller fra kirkevejen. Tanken var, at  genfærdet skulle samle alle frøene - der jo var spredt for alle vinde - inden han eller hun kunne komme til at spøge. Og inden dette Sisyfos-arbejde var overstået galede hanen som regel, og så måtte gengangeren tilbage i graven og vente på at gentage forsøget næste nat. I begyndelsen af 1700-årene kunne pietisten Erik Pontoppidan ligefrem omtale frøene som "Spøgelsernes Skræk". Metoden kendes fra slutningen af 1600-tallet men brugtes endnu i slutningen af 1800-årene.

Billede:  En blomst eller lignende kunne ikke skade, men man måtte ikke lægge genstande, som tilhørte de levende ned til den døde i kisten.