Menu
Forrige artikel

Varsler

Kategori: Temaer
Visninger: 5488

Hvad bringer fremtiden? Fortidens danskere mente, at der var flere metoder til at finde ud af, hvad der var i vente

Folketroen mente i princippet, at varsler kunne komme til alle. Men selvfølgelig især  til folk, der fik så mange af dem, at de kunne kaldes synske.  Man kunne dels, i vågen tilstand, opleve ting, der blev sat i forbindelse med begivenheder i fremtiden.
Genfærd kunne også optræde som varsler. Fx ved at "hente" familiemedlemmer, der snart skulle dø, eller ved at advare de efterlevende om ubehagelige begivenheder eller ulykker, som på denne måde kunne afværges.

Alt er forudbestemt
Varseltroen bygger på to ting. Dels en opfattelse af, at stort set alt i fremtiden er tilrettelagt og forudbestemt, og at der er sammenhæng eller kan skabes kontakt mellem de verdener, der beherskes af henholdsvis mennesket og de overnaturlige kræfter. Bortset fra de budskaber som tidligere afdøde kunne bringe, fandtes også forskellige varseldrømme.
I mange sagn optræder også dødsvarsler, fx observation af ligskarer, liglys, liglam, skuffer med ligskjorter og sørgetøj der går op af sig selv etc. Her er der i reglen tale om, at oplevelsen indfinder sig spontant. Det opfattes således som om det enten er den overnaturlige verden, der bevidst ønsker at afgive en information, eller at en person med særlige evner ved et tilfælde "ser" noget, der er skjult for andre, men som har en - ikke altid indlysende - sammenhæng med fremtiden.

Varseldrømme
Enhver kunne få  spontane varseldrømme og I 1800-tallet fandtes en mængde forskellige og billige drømmebøger, der reklamerede med, at de var forfattede af en eksotisk munk eller den gamle, kloge Mor-et-eller-andet.  En af de kendeste producenter af denne type litteratur var skillingsvisekongen Julius Strandberg. Han lavede -efter eget udsagn- selv en hel del af tydningerne!
Var man ikke heldig nok til at få drømmevarsler spontant, havde folketroen også midler, som kunne hjælpe. Fx til kvinder, der ville vide, hvem de blev gift med. De kunne fremsige bestemte vers eller gøre forskellige ting på helligaftener, inden de gik til ro. Derefter ville de - som regel i drømme - få de ønskede informationer.

Billede: Troen på varsler og varseldrømme var udbredt. Man kunne få en professionel til at tyde drømmene, men ved hjælp af håndbøger m.m. kunne man også selv få nys om fremtiden. 

Forrige artikel
Se relaterede artikler
Almuespøgelser
De ældste gengangere
Råd mod spøgeri