Sjove slægts-ideer
Hvem har sagt, at slægtsforskning kun er noget, der skal foregå på arkiver og biblioteker? Der er mange sjove måder, som du kan kan arbejde med slægten på!
Fotosafari til slægtens steder
Brug en del af sommerferien på en fotosafari til slægtens steder. Tag billeder af landskaber, kirker, veje m.m. hvor anerne har boet. Bagefter kan du - hjemme ved pc´en - prøve at finde frem til websites med gamle billeder af de samme steder. Du kan fx bruge www.danskebilleder.dk eller via www.danskearkiver.dk finde frem til lokalarkiver. Lokalarkiverne har som regel rigtig gode billedsamlinger.
Husk museumsbesøgene!
På museerne kan du holde slægtens historie sammen med egnens - eller med Danmarkshistorien. Hvis dine aner var købstadsborgere må du næsten en tur til Den Gamle By (www.dengamleby.dk ). Bønder og husmænd? Så kunne du besøge nogle af frilandsmuseerne (fx www.denfynskelandsby.dk ellerwww.frilandsmuseet.dk ). Nationalmuseets udstilling "Danmarkshistorier" er den knagerække, som du kan hænge hele slægtens liv op på (www.danmarkshistorier.dk )
Slægtens dokumenter
Skal anerne have deres plads i hjemmet? Hvorfor på fotos? Mange har attester m.m. som kan ligge fladt. Brug det enten som et billede på væggen, eller læg tingene under en glasplade som del af et lille bord. Men brug endelig ikke originalerne! Tag gode farvefotokopier eller scanninger til formålet.
Hjemmelavet billedbog til de yngste
Lav en lille bog til de små. Scan gamle billeder ind og sæt dem ind i et hæfte med en kort tekst. Så er der noget at fortælle ud fra, næste gang du bli´r bedt om at fortælle om "den gang da du var lille". …og gamle billeder er også dem fra 1970´rne hvor du havde svenskerhår og bukser med svaj ;-)
Til middag med slægten
Tag kopier af fotos og arkivalier til at lave "slægts-dækkeservietter", der hver fortællre om en person eller et anepar. Klæb kopierne op på A4-karton sammen med en lille lap med navne og data. I fotoforretninger m.m. kan du købe "selvlaminerende" plasticark til at lægge den lille collage ind i. Hvem skal have tipoldemor til bords i aften?
Charlotte S.H. Jensen