I de voksnes rækker?

I dag har vendingen "at træde ind i de voksnes rækker" ikke megen reel betydning. Tidligere var det anderledes

Langt frem i 1900-tallet markerede konfirmationen en formel grænse mellem at være barn og voksen.

Konfirmation var en forudsætning for at deltage i nadveren i kirken, men også for at stå fadder, vidne og blive gift. 

Konfirmationsalderen lå mellem 14 og 19 år. I 1759 slog en forordning fast, at konfirmation før det fyldte 14 år, kun kunne finde sted, hvis der var helt særlige forhold. Var en person ikke konfirmeret inden da, kunne vedkommende sættes i fængsel, indtil han eller hun havde lært nok til at blive konfirmeret. I forbindelse med nogle af de store "tiggerjagter" i 1700-årenes slutning, hvor familier uden fast bopæl blev opsporede og fængslet, kunne der ofte være voksne, ukonfirmerede i blandt.

Med konfirmationsattesten i hånden, var man klar til at tage plads som en voksen. Og man var klar til den skudsmålsbog, som med forordningen af 27.4.1822 blev lovpligtig for tyende, dvs. karle og piger, der er i tjeneste hos andre. Præstens udtalelse om den unge blev skrevet ind på skudsmålsbogens første blad, og senere skrev de forskellige arbejdsgivere deres vurderinger ind - om vedkommende nu passede sit arbejde ordentligt. At blive konfirmeret var derfor også en indirekte forudsætning for, at man kunne komme væk hjemmefra og få sig en plads. Bispearkiverne rummer fra 1800-tallet uendeligt mange ansøgninger af 13-årige, der beder om at blive konfirmerede før tiden. Som regel motiverer de ønsket med, at de så kan komme i plads, og ikke ligge deres fattige familie til byrde fx endnu et halvt år.  

Når undervisningspligten standsede efter 7 års skolegang, var det efter konfirmationen tid til at finde et arbejde, eller en læreplads. Den sidste rest af dette mere formelle skel mellem barndom og voksenliv forsvandt i 1972, da undervisningspligten blev udvidet til 8 år.

Charlotte S.H. Jensen