De jødiske flygtninge
Alle vesteuropæiske lande var hårdt ramt af den økonomiske depression der havde bragt nazisterne til magten. Også i Danmark blev der ført en restriktiv flygtningepolitik under henvisning til økonomiske vanskeligheder samt udenrigspolitiske hensyn.
De tyske flygtninge der kom til Danmark i perioden 1933 – 1940 kunne inddeles i tre kategorier; nazisternes politiske modstandere – især kommunister og socialdemokrater, medlemmer af Tysklands intellektuelle elite samt ofrene for nazistisk antisemitisme, som udgjorde den største gruppe. Den almindelige administrative praksis var ikke at anerkende de tyske jøder som politiske flygtninge.
Det var meget svært at få opholds- og arbejdstilladelse; man skulle kunne bevise at man ikke ville ligge samfundet til økonomisk last, og der var ikke mangel på arbejdskraft i perioden. Langt de fleste flygtninge var således henvist til privat hjælp.
Men heller ikke den danske befolkning var særlig optaget af jødeforfølgelserne syd fra grænsen. Man havde nok at gøre med at klare sig selv, og regeringens afvisning af et jødeproblem samt pressens tilbageholdenhed betød, at nok de færreste overhovedet var klar over forfølgelsernes omfang.
Det blev hjælpekomiteer samt enkelte privatpersoner der kom til at gøre forskellen for de flygtninge der kom til Danmark.
