Indvandringen 1960-73

I slutningen af 1960’erne ændrede indvandringen karakter. Hvor indvandrerne tidligere typisk var kommet fra nabolandene, begyndte man nu at hente arbejdskraft fra primært Tyrkiet, Jugoslavien og senere også Pakistan. Den økonomiske vækst var rekord høj i 1950’erne og 1960’erne, og dette krævede mere arbejdskraft end der kunne skaffes fra nabolandene.

I 1950’erne og 1960’erne var adgangen til Danmark reguleret af udlændingeloven fra 1952. Den gav relativt fri muligheder for, at udlændinge kunne indrejse, finde sig et job samt få en arbejdstilladelse. I praksis betød dette, at det stort set kun var udlændinge der ikke havde penge nok til at forsørge sig selv samt til hjemrejsebilletten, der blev afvist ved grænsen.

Loven var således, at indvandrere frit kunne opholde sig i Danmark i op til 3 måneder. Fandt de i den periode arbejde, kunne de få ubegrænset opholds- og arbejdstilladelse. De gæstearbejdere der kom til Danmark var hovedsageligt mænd, der var rejst ud for at tjene penge i et par år og derefter vende hjem. De havde intet ønske om at blive landet, men for manges vedkommende endte det sådan.

I 1969 var antallet af arbejdssøgende udlændinge blevet så højt, at man begyndte at afvise dem ved grænsen. Fra 1970 skulle der søges arbejdstilladelse fra hjemlandet og ansøgningen skulle være ledsaget af et arbejdstilbud fra en dansk arbejdsgiver, samt dokumentation for at man havde forsøgt at skaffe dansk arbejdskraft først. I 1973 blev der indført totalt indvandringsstop i Danmark, men antallet af udenlandske statsborgere steg fortsat bl.a. i kraft af indvandrernes ret til familiesammenføring