Karl Eskelund - Historiens Aktører nr. 34
Mange har i dag nok glemt den generation af rejsende eventyrere, som i tiden før og efter anden verdenskrig drog ud i verden for at opdage de oprindelige og primitive kulturer. Navne som Hakon Mielche, Jørgen Bitsch og Arne Falk-Rønne hører til i eventyrernes klub. Den første deltog i bl.a. sørejser med "Monsunen" i Stillehavet og var med på Galateaekspeditionen, Bitsch rejste især i Afrika og Sydamerika og Falk-Rønne i Sydamerika, Afrika og Ny Guinea. De skrev rejsebøger om den verden, de oplevede og var klar over, at det var kulturer, som var under forandring, truet af den moderne verden. I dag er den fremmede verden, de gamle kulturer og den vilde natur, de dengang oplevede, forsvundet.
Den unge Karl Eskelund, fotograferet i Kina 1936
En af de eventyrere, som rejste ud i 30-erne og beskrev sine rejser, var Karl Johannes Eskelund. Han var født i 1918 i Holte. Hans far, Niels Eskelund, forlod famlien og rejste til Thailand, arbejdede der som kongelig tandlæge og flyttede senere til Shanghai. Karl voksede op i en lejlighed i København, og da han havde taget realeksamen, fik han i 1935, 17 år gammel, hyre som messedreng på et ØK-skib, der skulle til Kinakysten. Herude rømte han og blev en tid hos sin far, som sendte ham til et universitet i Peking. På universitetet traf Karl en ung kinesisk kvinde, Chi-Yun Fei. De blev forelsket i hinanden og Karl opgav sine studier og begyndte som journalist. Han skrev artikler til Politiken og blev korrespondent for det amerikanske pressebureau Associated Press (AP), fordi han kunne kinesisk og befandt sig i begivenhedernes centrum. Med arbejde og indtægt lykkedes det efter mange genvordigheder de to unge at blive gift på det danske konsulat i Peking i 1939. Sammen oplevede de på nærmeste hånd den japanske invasion i Kina, og Karl sendte telegrammer til AP om de forfærdelige krigsbegivenheder, bl.a. japanernes terrorbombardementer af kinesiske byer og landsbyer. Det var ved flere lejligheder ved at koste ham livet.
Da han mistede arbejdet som korrespondent, rejste Karl Eskelund hjem til Danmark gennem Rusland og blev sat på nye journalistiske opgaver i Norge og Finland, hvor Chi-Yun stødte til ham. Ved den tyske besættelse af Danmark opholdt de sig i København og besluttede sig for hurtigst muligt at forlade Europa. Snart var hele Europa i krig. Rejsen gik via Tyskland, Østrig og Balkan til Tyrkiet og Iraq og videre med skib til Bangkok og Kina. Her genoptog Karl sit arbejde som krigskorrespondent, nu for United Press (UP), og sendte nyheder om de nationale styrkers kamp mod japanerne. De fik en datter, Mei Mei, og med mangel på næsten alt blev det en vanskelig tid for den lille familie. Galt gik det for Karl, da han bad en ung bilist, der havde parkeret under hans vinduer, om at lade være med at dytte hele tiden, da hans lille syge datter skulle have ro. Den unge mand holdt op, men begyndte straks igen, da han var gået lidt bort. Den slags provokationer besvarede Karl prompte. Han var vokset op på stenbroen i København. Han gik hen og stak den unge mand en på skrinet. Så kunne han lære det! Men fløsen var søn af Chiang-Kai Check, nationalisternes generalissimus, og skønt Karl via forbindelser søgte at undskylde og forklare sagen, endte det med at han blev udvist af Kina.
Anden udgaven af "Min kone spiser med pinde", 1959
Rejsen gik nu til USA, hvor han fik arbejde, og her skrev han i 1944 i en ledig periode en bog om sin familie og sit arbejde, "My Chinese wife", som året efter blev udgivet på dansk med titlen: "Min kone spiser med pinde". Ved krigens afslutning rejste familien hjem til Danmark. Bogen blev en stor succes på grund af sit indhold, men også på grund af Eskelunds livlige og direkte fortællestil. Det er en personlig bog, som stadig er fængslende læsning. Med denne bog blev Chi-Yuns og Karls fremtidige livsbane udstukket. De skulle være rejsende eventyrere, som beskrev den store og fremmede tredje verden for bymennesker i Amerika og Europa, folk der hungrede efter eventyr og spænding. Det var et stort marked, men opgaven med at rejse ud og indsamle stoffet var på ingen måde let. Der krævedes vovemod og initiativ udover det sædvanlige, evner som både Karl og Chi-Yun besad.
Eskelunds sympati var på de undertryktes side, og hans skriverier var præget af indlevelse samt en vis optimisme på deres vegne. Han skrev om slaver i Filippinerne, om portugisisk undertrykkelse af befolkningen i Mozambique, om ødelæggelsen af Diego Riveras murmalerier i Mexico City, og han interviewede en lang række fremtrædende personer som Congos præsident Patrice Lumumba, Ghanas præsident Nkruhma, shahen af Iran og Indonesiens præsident Sukarno.
De mange rejser førte til en lang række bøger udgivet på både dansk og engelsk i 1950-erne og 60-erne. Kulturmøde og afkolonialisering spillede en hovedrolle i hans rejsebøger. Han skrev bøger om Sydamerika, Mellemamerika, Nepal, Indonesien, Indien og Afrika og om besøg i de to nye supermagtstater Sovjetunionen og USA. Han var en af de få, som fik lov til at rejse ind i Kina, og skrev bagefter bogen "De røde mandariner", 1957, om det nye kommunistiske Kina.
I perioder var parret bosat i Danmark, og de købte en norsk bjælkehytte ved Hareskoven uden for København. Chi-Yun havde sin egen forfattervirksomhed, som startede med udgivelse af en børnebog om en ghanesisk dreng i 1957. Efter hun og Karl blev skilt i slutningen af 60-erne, skrev hun kogebøger, en bog om Peking og underviste i kinesisk på Københavns Universitet.
Karl Eskelund fortsatte sin rejse- og forfattervirksomhed. Han faldt ikke til ro, blev aldrig et borgerdyr og var stadig en grænsebryder. I 1966 udgav han bogen "Den gale krig", en bog om Vietnam. I slutningen af 60-erne blev han optaget af ungdomsoprøret og forsøgte sig som ungdommen med bevidsthedsudvidende stoffer. Resultatet blev bogen "Midt i en hashtid" i 1969. Bogen indholder et kapitel om Eik Skaløe, Steppeulvenes unge talentfulde forsanger. Det skulle blive Karls sidste bog. Han blev ved indrejse i lufthavnen tilbageholdt med et parti hash og herefter rullede en sag for retten og i pressen, som resulterede i, at han blev fængslet. Dette fængselsophold nedbrød Karl Eskelund mentalt, og det endte med, at han blev indlagt på en lukket afdeling, hvor han tog sig selv af dage i december 1972, kun 54 år gammel. Chi-Yun udgav i 1992 "Min Casanova", en bog om den afdøde, hendes livs store kærlighed. Selv fandt hun en ny livsledsager. Hun døde i 2000.
Ole Mortensøn
Se de øvrige artikler i serien "Historiens Aktører" her
[Historie-online.dk, den 24. august 2021]
