Knud Andersen - Historiens Aktører nr. 23
Mange læsere er sikkert bekendt med, ja måske begejstret for Troels Kløvedal og hans bøger og film om at sejle jorden rundt i ”Nordkaperen”, men der var en mand som fik den idé længe før ham. Manden var sømand og forfatter, og navnet er Knud Andersen. Han blev født i 1890 på en gård i Ørum sogn på Djursland. Hans far døde, og det ændrede familiens situation. Knud ville til søs og kom med skoleskibet ”Georg Stage” i 1905. Det var nær ved at koste ham livet, for skoleskibet blev oversejlet af en damper og sank. Ulykken kostede mange af eleverne om bord livet. Men han mistede ikke lysten til at sejle og som så mange andre drenge dengang mønstrede han i datidens små danske sejlskibe og lærte sømandens håndværk fra bunden af. Som matros kom han om bord i de store sejlskibe, som stadig var i fart i på de syv have, og han oplevede at komme Kap Horn rundt for sejl. I 1912 kom han på Fanø navigationsskole og bestod eksamen. Han var, som man sagde om sømandens karriereforløb, kommet ind gennem klydset af et sejlskib og skulle så ende på broen af en stor damper. Men sådan skulle det ikke gå for Knud! Han bestod nemlig ikke en synsprøve. Det viste sig, at han var farveblind. Et godt syn og evnen til at se farver, som brugtes ved farvandsafmærkninger og ledefyr, var et ufravigeligt krav til enhver skibsfører. Hvad så? Han søgte over i handel og var på Københavns købmandsskole i to år, men savnede skibene og havet og fandt en tjans som kontormand og kompasretter hos DFDS. Det smagte lidt af sølivet.
På dette tidspunkt begyndte han at skrive. Først nogle digte som blev trykt i Illustreret Tidende, men snart skiftede han til prosa, hvor han kunne skildre mange af sine indtryk af havet og af mennesker, han havde truffet undervejs i livet. Hans menneskeskildring er realistisk, og man mærker at fællesskabet i forlukafet, og troen på en bedre og retfærdigere verden kom til at præge ham. Det er få danske søfolk, der har udfoldet sig som forfatter. Knud Andersen var som sømand og forfatter en ener og var i stand til levende at skildre sømandens verden og tankegang og den dramatik, der dengang var forbundet med at sejle. Han skrev i 20-erne romanerne ”Brænding” og ”Perlemor”, der handler om unge mænds vej til søs og skæbnesvangre oplevelser. Hans engagement for de undertrykte i verden var med til at nogle kaldte ham ”vor danske Jack London”.
Men trods sin succes som forfatter kaldte havet på ham. I 1929 gjorde sømanden i ham oprør. Han ville ud at sejle på egen hånd, ud i verden, væk fra bytilværelsen. Kontormanden i DFDS købte en ældre engelsk fiskesmakke, et stort sejlfartøj der krævede besætning, men var til at få for billige penge, da den engelske fiskerflåde på den tid gik over til at bruge dampskibe i Nordsøen. Knud Andersen riggede den og døbte den ”Monsunen”. Han indrykkede en annonce i avisen med teksten: ”Da jeg agter at bosætte mig paa Atlanterhavet er mit hjem i Brøndbyvester til salg”. Han tog af sted med sin kone og tre børn og nogle kammerater: to matroser, en færing og en kok. Den 14. juli 1929 afsejlede ”Monsunen” fra København. Eventyret var begyndt, men i Nordsøen fik smakken tæsk og måtte vende om og gå tilbage til Frederikshavn for reparation. Derfra gik det så vestover til Falmouth, videre over Biscaya til Madeira, de Kanariske Øer, Kap Verdeøen Sal og tværs over Atlanten til Rio de Janeiro i Brasilien. Efter stop her og i Buenos Aires, fortsattes til Cape Town. Herfra nordpå i Atlanten og via Sankt Helena og en række caribiske øer ankom ”Monsunen” til New York d. 3. aug. 1930. Siden gik rejsen til Dover og d.10. nov. 1930 ankom skibet til København. De havde sejlet 26.000 sømil. Rejsen var slut. Det var ægteskabet også. Rejsen havde slidt på ægteskabet.
”Monsunen” i Frederiksholms Kanal i København, maleri af Axel Jørgensen.
For at finansiere rejsen havde Knud Andersen lavet en aftale med Berlingske Tidende og skrev rejsebreve, som blev meget populære, og i søfartskredse blev hans mod og dygtighed beundret. Undervejs gjorde han sig sine iagttagelser og tanker, ligesom Troels Kløvedal senere, og skrev dem ned i bogen ”Med Monsunen på Atlanterhavet”, 1931. Og akkurat som sin efterfølger rejste Knud Andersen rundt i Danmark og holdt foredrag i sejlklubber og marineforeninger og som noget helt nyt foregik det med lysbilleder fra sejladsen.
Knud Andersen i en jolle
Atlanterhavsrejsen havde givet Knud Andersen lyst til mere. Han ville som den første dansker sejle jorden rundt for oplevelsens skyld. I 1932 forlod han Danmark i ”Monsunen” med tre venner og rejsen gik hele jorden rundt via Kap det Gode Håb, østover i sejlskibsruten ”the roaring forties” til Australien og rundt Kap Horn. I 1933 var han hjemme igen og udgav bogen ”Elleve Maaneder paa Havet og een i Havn”, en klassiker i sejlsportskredse.
”Monsunen” blev sat til salg og erhvervet som ekspeditionsskib af forstander Axel Bojsen-Møller, som ville sejle jorden rundt og foretage zoologiske og etnografiske indsamlinger. Ekspeditionsrejsen blev gennemført og i Polynesien og Melanesien blev indsamlet betydelige mængder etnografica til Nationalmuseet i København. Imidlertid strandede og forliste ”Monsunen” under en cyklon ved øen Vanikoro ved Salomon-øerne. Ekspeditionsdeltagere rejste hjem, dog ikke Bojsen-Møller, der fortsatte til Ny Guinea for at indsamle materiale. De indsamlede genstande i ”Monsunen” blev sikret og siden transporteret til etnografisk samling i København.
Knud Andersen lod nu en stor spidsgatter bygge i Ålborg og døbte den ”Kap Horn”. Med den ville han på ny sejle jorden rundt, men efter en prøvetur England rundt solgte han båden, da han var utilfreds med dens sejlegenskaber. Den var ellers tegnet af en af tidens bedste konstruktører af spidsgattere, nemlig Aage Utzon i Ålborg, og han havde selv rigget den.
I 1935 blev Knud Andersen havnefoged i Vedbæk, og han fortsatte med at skrive romaner og noveller og var meget produktiv. Krigen forhindrede al lystsejlads, men i 1947 kastede han atter los og sejlede med sin nye båd ”Sejleren” til Azorerne. Det blev hans sidste langfart, men som forfatter havde han stadig mere at byde på, og han sluttede af med en kraftpræstation, nemlig en serie med ni erindringsbøger (1964-1976), som er meget velskrevne og giver et enestående indblik i sømandens liv, tanker og følelser i begyndelsen af 1900-tallet. Knud Andersen døde i 1980 i Vedbæk.
Bilerne har for længst taget magten i Danmark, men hvis der stadig er danskere, der ligesom Knud Andersen har saltvand i blodet i stedet for benzin og som drømmer om rejser på havet, så kan man måske realisere drømmen ved at sejle med som gast i nogle af de danske sejlskibe, som er på togt forskellige steder på jordkloden. Man skal kigge i bladet ”Langtursejlerne” under gastebørsen.
Ole Mortensøn
Se de øvrige artikler i serien "HIstoriens Aktører" her
[Historie-online.dk, den 5. maj 2021]
