Månedens helgen: Sankt Knud
Sankt Knud Lavard
Den 25. juni 1170 – for 854 år siden – blev der ifølge Saxo afholdt en særdeles højtidelig begivenhed i Sankt Bendts kirke i Ringsted. ”En fest med kongelig pragt” skriver han. Der var tale om en genbegravelse. Deltagerne talte blandt andet kong Valdemar den Store (1131 – 1182), Biskop Absalon og flere af de store biskopper fra det katolske Norden.
Anledningen var Kong Valdemars far: Knud Lavard blev erklæret helgen.
Den hellige Sankt Knud – Kalkmaleri fra Vigersted
Ifølge overleveringerne dryppede blodet fra den dræbte Knud Lavards krop ned på jorden. Hvor det ramte, opstod en kilde, der viste sig at kunne helbrede folk. Først blev han erklæret martyr, men så helgenkårede paven ham, hvorefter han blev gravsat i den nybyggede kirke. På stedet, hvor han blev myrdet, opførte man et lille kapel. Ruinerne af dette findes stadig lidt NNV for Ringsted.
I pave Alexander III’s helgenkåring anføres det, at der var sket mirakler ved hans grav, samt at han levede et forbilledligt liv. Som eksempel omtales en blind, der fik synet igen.
Der er komponeret en hymne til Sankt Knud, hvor det i strofe 4 hedder: ”O fromme kongeætling ædle hertug og martyr ved dit hellige værn beskærm os mod synd”.
Hymnen kan høres her: https://www.youtube.com/watch?v=ioydMoBppM8
Knud Lavard 1096 – 1131
Omkring år 1096 får kong Erik 1. Ejegod og dronning Bodil sønnen Knud. Han bliver forældreløs, da kongeparret dør under en pilgrimsrejse i 1103. Knud bliver derefter opdraget af Skjalm Hvide – den magtfulde slægt på Sjælland. Senere er det Lothar 3. af Sachsen, der står for opdragelsen.
Da Knud er godt 20 år udnævner kong Niels ham til jarl af Slesvig, hvor hans opgave blev at bevogte grænsen især mod venderne. Det var i denne funktion, han fik tilnavnet Lavard, der betyder ”brødgiveren”. Tilnavnet stammer sandsynligvis fra hans gode behandling af sine hirdmænd.
Knud Lavard blev udnævnt til knes, der betyder fyrste – og han knyttede bånd til Lübeck. Men kong Niels’ søn Magnus blev mere og mere nervøs for et fremtidigt kongevalg.
De var sammen til julegilde 1130/1131. Den 7. januar 1131 inviterede Magnus Knud til et møde i Haraldsted Skov. Knud havde kun et par mand med, hvorimod Magnus havde adskillige gemte. Ifølge overleveringerne trak Magnus sit sværd og kløvede med ét hug Knuds Hoved.
Rasende over det skete opfordrede Knuds halvbror, Erik Emune til oprør rettet mod drabsmanden Magnus. Han fik tilslutning fra både kirke og en række fremtrædende stormænd- Det endelige opgør fandt i 1134 sted ved Fodevig i Skåne, hvor Magnus blev dræbt.
Kong Niels havde læst skriften på væggen og flygtede til Slesvig. Det skulle han ikke have gjort, for her var Knud Lavard særdeles afholdt, så de slog ham ganske enkelt ihjel.
I 1170 blev han så kanoniseret af paven. Da reformationen kom i Sverige i 1523 og i Danmark 1536 skulle man tro, Knud Lavard ville forsvinde. Munkene havde åbnet hans grav og taget knoglerne med til Frankrig, hvor de senere synes forsvundet.
Den katolske kirke i Danmark har en pilgrimsrute, der starter ved Knud Lavards ”grav” i Sankt Bents kirke i Ringsted og går til Haraldsted skov, hvor han blev myrdet. Det sker hvert år den 25. juni – datoen for helgenkåringen.
I Sverige og Norge spiller han stadig en rolle. Her siger man, at det er Knud, der bærer julen ud. Det sker dog den 13. januar. I Norge hedder det, at på tjuende dag kjører Knut julen ut” – i Sverige, at ”tjugonda Knut dansas julen ut.” Det skal dog lige nævnes, at der er en vis usikkerhed – ikke om formuleringen, men om det er Knud Lavard eller Knud den Hellige.
Sidstnævnte hører vi snart mere om.
På dette kalkmaleri fra kirken i Ringsted ses Knud Lavard siddende på tronen, med lens fanen der understreger, at han er Hertug af Sønderjylland. (Foto: HPN)
Erik Ingemann Sørensen
[Historie-online.dk, den 10. januar 2024]
