Midsommer og helligkilder

Til Sankt Hans kunne gebrækkelige og værkbrudne søge til de hellige kilder, som langt ned i 1800-årene bevarede deres lægedomsry. Også kildens kræfter var stærkest i  midsommernatten

Helene Kilde i Tisvilde var en af de helt store kilder. Folk kom rejsende, ikke kun fra omegnen, men fra det meste af Sjælland, for at få en tår af de lægende vande og sove der. Søvnen var en del af kuren,  - det gjaldt om at ligge med hovedet på Helenes grav.  Små børn med "skæver" blev vasket af håbefulde mødre i det kolde vand. Og inden man tog hjem, var det godt at lave sig en lille pose med jord fra Helenes grav, og så bære den på brystet indtil næste års kilderejse.

I følge sagnet var Helene en myrdet svensk prinsesse, som drev i land ved Tisvilde på en stor sten.  Da man ville transportere hende til kirken i Tibirke, sprang der en kilde frem undervejs. Og da hestene for vognen med hendes lig ikke gå ville længere, løftede man båren af, hvorpå den sank i jorden! Der blev så hendes grav. Kilden blev valfartssted og der kom en kildeblok, hvor man kunne lægge pengegaver.

Djævelen trak folk til Kippinge kilde
Christian den Fjerde var  en ivrig kildegæst. I 1639 noterede han i sin skrivekalender, at han den 23. juni drog fra Frederiksborg til "S. Lenis Kilde". Den 24. - altså til Sct. Hans- "brugte" han kildens vand, og skænkede i øvrigt 150 rdl. til de fattige. Også den berømte Sankt Sørens kilde ved Kippinge Kirke på Falster fik kongeligt besøg.
Især ved Sankt Hans var der tilstrømning til både Kippinge kirke og kilde. En lokal kapellan mente, at det var Djævelen selv, som fik folk til at drage til Kippinge. Der stod jo ikke noget i Bibelen om, at Kippinge skulle være et helligt sted!  
Biskop Thomas Kingo mente nu ikke, at kildebesøg var så farligt, når bare folk blev formanet til at give Gud æren for deres helbredelse hvis de blev raske. Og faktisk vardet heller ikke forbudt at besøge kilderne. Det var bare ikke tilladt at kaste penge i vandet, eller at rejse små kors eller pinde med klude på. Man måtte selvfølgelig heller ikke anråbe hverken Sankt Helene eller andre om at give vandet kraft. Og alligevel var det heller ikke i nyere tid ualmindeligt, at kildegæsterne hængte fx. bandager og tøjstykker op på et "kludetræ", eller smed mønter i vandet ved besøget.

Drikkeri og kvinder
Kildebesøgene  fortsatte langt ned imod vor tid. Helene kilde blev endda søgt helt indtil omkring 1. verdenskrig. Og i forlængelse af kildernes søgning opstod kildemarkederne. I nærheden af kilden opstillede de handlende boder, og falbød deres ting til kildegæster og andre nysgerrige. Der kom udskænkning, musik og dans. 
Det var heller ikke alle markeder, der var lige stuerene. I 1585 måtte Lerup marked flyttes, fordi præsten klagede over "grov usikkelighed", og heller ikke alle aktiviteterne ved Kirsten Piils kilde i Dyrehaven tålte dagens lys. Markedet her fik en mere permanent karakter og i 1700-årenes slutning var det almindeligt, at københavnske beværtere havde et telt i Dyrehaven om sommeren. Her var der udskænkning og - i mange tilfælde - også løse piger. 

Noget om snakken?
Men var der så noget særligt i vandet? I nogle tilfælde måske-ja. Flere kilder er jernholdige, og i nogle er der konstateret indhold af radium, kalk og kulsyre. Boes kilde ved Lynæs strand havde ry for at være god til øjensygdomme, og skulle ifølge prof. August Krogh indeholde brom, der bl.a. kan være virksomt imod betændelser. Krogh havde sommerhus i nærheden af kilden, og fattede interesse for den mere naturvidenskabelige side af kildens ry.
Om kildevandet rent faktisk "hjælper" er naturligvis en anden sag. Flere af 1600-tallets berømte læger, som fx. Thomas Bartolin, rådede folk til - i visse tilfælde - at søge kilderne og drikke af deres vand. Han kunne da foreslå bl.a. Sankt Helene Kilde. Også i senere århundreder kunne kurbade, på fashionable udenlandske steder, fx. Karlsbad, og indtagelse af mineralske vande, høre til lægeordinationerne for de velstillede. 

Charlotte S.H. Jensen