Museum på Rejsen 18: Atombombemuseet i Nagasaki
Historien er fyldt med forfærdelige og grusomme begivenheder. Står man f.eks. i Flandern på en af soldaterkirkegårdene fra første verdenskrig og ser kors efter kors i endeløse rækker, så fatter man, hvilken tragedie denne krig var. Man får syn for sagen, som man siger. Krig er forfærdelig. Et museum, som giver syn for den sag og får en til at tænke sig om og til at tage stilling imod krigens rædsler, det er ”Nagasaki Atomic Bomb Museum”.
Nagasaki er i dag en rar by. En havneby, hvor luften er god, hvor der er rent og ordentligt overalt, hvor biltrafikken er begrænset og et netværk af sporvogne sørger for let og hurtig offentlig transport, noget man også som turist sætter pris på. Hertil kan man lægge, at byens indbyggere er venlige, velklædte og særdeles høflige. Mange af de ældre japanere taler dog intet engelsk, men de unge gør.
Nagasaki er en moderne by med sporvogne som offentlig transport
Med sporvogn kommer man nemt til atombombens ”ground zero”, det sted hvorover atombomben eksploderede i 500 meters højde. Det skete kl. 11.02 den 9. august 1945. Japanerne har på stedet lavet en mindepark. En stensøjle omgivet af koncentriske cirkler angiver det eksakte sted, ovenover hvilket bomben blev bragt til eksplosion. Nærved står en lille rest af den katolske Urakami katedral. I en udgravning kan man gennem nogle vindue se et stykke jordskorpe bevaret, som det så ud efter bomben var eksploderet. Der ses smeltet sten, glas og murstumper.
Man kan fortsætte til fods hen til atombombemuseet, som blev åbnet i 1996 og erstattede et tidligere museum. Bygningen er en beton-, stål- og glaskonstruktion, bygget ind i et skrånende terræn. Partier af bygningen er forsynet med kuplede glastage, som giver meget lys. Udstillingsdesignet er rummeligt og enkelt, et forløb med rum med vekslende størrelse, niveau og belysning.
Udstillingen starter med en beskrivelse af byen, før bomben detonerede. Det er en normal formiddag, alle er i gang med dagens gøremål, børnene i skole, butikkerne åbne. Ingen luftalarmer lyder, ingen når at reagere, at komme i sikkerhed i beskyttelsesrum.
Derefter går alt i sort. Man kommer ind i et mørkt rum. Øjnene vænner sig hurtigt til mørket og man ser genstande og store fotografier, som viser ødelæggelsernes omfang.
Alt inden for en radius af 1 km blev fuldstændig ødelagt af eksplosionens ild- og trykbølge. I radius af 2 km. væltede 80 % af alle huse og mennesker blev brændt til ukendelighed. 75.000 mennesker blev dræbt på et øjeblik og lige så mange døde senere af brandsår, kvæstelser og stråleskader.
I den følgende store sal ses mange genstande og fotografier – ure som standsede kl. 11.02, smeltet glas, menneskeknogler forvandlet til kul, og billeder som brænder sig ind på nethinden: en dreng som bærer sin lillebror gennem ruinlandskabet, lillebroderen er død. Forkullede skeletrester på jorden i bunkevis. Kranier med tomme øjenhuler og gabende kæber med hvide tænder. Overlevende hvor huden er brændt af. Den militære fotograf Yosuke Yamahata optog dagen efter sprængningen mange af disse billeder af døde og overlevende i byen.
Kvinden med barnet fotograferede Yamahata d.10. 8. 45 ved et opsamlingssted for overlevende. Det lille barn døde efter få dage og det samme gjorde flere af kvindens andre børn pga voldsomme forbrændinger. Selv overlevede hun og blev en gammel kvinde. Hun huskede mange år efter, at hun var blevet fotograferet, men nægtede at se fotografiet, fordi det ville gøre for ondt.
Videre gennem udstillingen gives informationer om atombombens udvikling, og man kan se en model 1:1 af den bombe, ”fat man”, som blev kastet over byen. En model af Nagasaki og omegn viser hvordan chockbølger fra eksplosionen bredte sig som koncentriske cirkler.
"Fat man" - en model af bomben, som blev kastet over Nagasaki. Bomben kastet over Hiroshiman tre dage tidligere var mindre, "Little man" kaldte amerikanerne den.
Museet er konstaterende og beskrivende. Der fældes ingen domme. Hvem var de skyldige? Gæsterne må selv kæmpe med det, der skete, selv drage deres konklusioner. Der er alvorlige ansigter og stilhed blandt de besøgende. Næppe mange går derfra uden at være rystet.
Imod slutningen af rundgangen kommer man ind i et lyst rum med malerier og tusindvis af farvede papirbånd og origami-figurer ophængt med ønsker for fred. Hensigten er, fornemmer man, at give gæsten håb og vise modsætningen til krig og ødelæggelse - fred og fordragelighed.
Atombombemuseet er et godt museum, et nødvendigt museum, hvor udstillingen konstaterer konsekvenserne af atombombesprængningen og på denne måde fastholder museet de smertelige oplevelser og advarer mennesker mod atomkrig.
Yamahata skrev 1952 om sine fotografier: "Human memory has a tendency to slip, and critical judgment to fade, with the years and with changes in life-style and circumstance. But the camera, just as it seized the grim realities of that time, brings the stark facts of seven years ago before our eyes, without the need for the slightest embellishment. Today, with the remarkable recovery made by both Nagasaki and Hiroshima, it may be difficult to recall the past, but these photographs will continue to provide us with an unwavering testimony to the realities of that time."
Dagen efter bomben, forkullede menneskekroppe ses i byens ruiner, foto Yamahata.
Vi gik ud af museet til det japanske forår. Tanken strejfer en: Kan det ske igen? Japan har i generationer været uden et større militær, og forfatningen indeholder en bestemmelse om, at landet kun må bruge militæret til selvforsvar. Men landet er nu begyndt at opruste med USAs velsignelse ... deltager i det farlige militære kapløb som er i gang i Asien.
Ole Mortensøn
