Museum på Rejsen 20: Anchorage, Alaska
”Højt mod nord …Op til Alaska, hvor lykken venter dig”… hed det engang i 1960-erne i en sang af ”Four Jacks”. Men hvordan i alverden man dengang skulle komme derop var et mysterium, en flyrejse dertil var ubetalelig. Nu handlede sangen også om fortidens guldgravere, og guldet var for længst fundet i 1960-erne, men det lød alligevel tillokkende.
I dag kan man flyve til Alaska såvel som til mange andre fjerne steder i verden og har man trang til eventyr, er det ikke et dårligt sted at løse flybillet til. Så lander man i byen Anchorage, Alaskas hovedstad. Der er nu ikke meget eventyr eller guldgraverstemning over Anchorage, som har omkring 250.000 indbyggere. Med en byplan udlagt som ”gridnet”, tæt biltrafik på vejene, centrum med lave kasseformede bygninger, nogle højhuse og med supermarkeder, p-pladser og indkøbsvogne, ja så ligner Anchorage størstedelen af de amerikanske byer. Nej man skal ud i landskabet, nordpå, eller sydpå eller vestpå. Det er dér man finder eventyret: høje bjerge, bræer, floder, fjorde med hvaler, bjørne, havørne, laks og dér møder man lokale folk, som færdes i vildmarken og kan fortælle mangt og meget.
Udsigt over Anchorage
Men måske er det alligevel en god idé, at besøge et par steder i Anchorage, før man forlader byen. Et af de steder, som man gør klogt i at besøge, er ”Visitors Center”. Her får man kort og informationer om Alaskas seværdigheder, om vandreture og transportmuligheder. Et andet sted, man ikke bør forsømme, er ”Native Heritage Center”. De indfødte folkeslag udgør landets oprindelige befolkning. I dag er de mindretal i et moderne amerikansk samfund. Hvem var og er de indfødte i Alaska? Det giver ”Native Heritage Center” svar på. Stedet ligger et stykke uden for Anchorage og er kulturcenter og frilandsmuseum. I kulturcentret præsenteres de indfødtes kultur bl.a. ved foredrag og optræden. Vi oplevede en danseforestilling, hvor beklædning og dansens betydning blev forklaret. Vi fik også en fremvisning og foredrag om de lege, som de unge mænd udførte. Formålet var at styrketræne til jagt og fiskeri.
En traditionel dans af unge indfødte kvinder på scenen i ”Heritage Center”, Alaska
De indfødtes kulturer adskiller sig fra hinanden, idet kulturen var et resultat af den natur og de livsbetingelser, der var i det område, de levede. 11 forskellige stammer beboede det udstrakte landområde, men i grove træk var der tale om to kulturer, nemlig inuitternes i nord og de indianske kulturer i syd. Interessant var det at erfare, at inuitterne var beslægtede med inuitterne på den anden side af Beringstrædet, dvs. i Sibirien. På det smalleste sted er afstanden kun 82 km med to øer midt i strædet og det forekom langt op i tiden, at man foretog rejser med konebåde over strædet for at besøge slægt og venner og deltage i bryllupper og andre store fester. For inuitternes fællesskab blev den kolde krig en tragedie. De blev af statsmagterne forhindret i at besøge hinanden og opretholde deres familiemæssige og kulturelle bånd.
I forbindelse med museet ligger et frilandsmuseum med huse fra de forskellige regioner. Alle bygninger er tilpasset naturforhold og tilgang til byggematerialer, f.eks. var nogle huse bygget under jorden, så de kunne modstå de hyppige orkaner i regionen, det gælder huse på ørækken Aleuterne. Andre huse var beregnet til sommerophold eller vinterophold.
En hel del klogere på Alaska kan man fortsætte sin museumsrejse på ”Anchorage Museum”, der ligger i byen i en fireetages moderne bygning. Nederst ligger en udmærket café, hvor man kan købe frokost, indtage nogle af de dejlige lokale fiske- og skaldyrsretter, f.eks. en muslingesuppe med brød og smør til. Museet har et galleri med skiftende udstillinger på første sal. Desuden en stor sal med er en informativ udstilling om et jordskælv i 1964 samt et sjovt eksperimentarium, hvor børn og voksne kan muntre sig, f.eks. iføre sig en kæmpe sæbeboble. Anden etage har en flot samling af genstande fra de oprindelige kulturer og på storskærme vises film, som forklarer genstandenes brug og levemåden i de gamle kulturer, herunder den tro som prægede stammesamfundene. I de indianske stammer spillede totem – et gudebillede i skikkelse af et dyr – en stor rolle og hver stamme havde sit totem, som rummede stammens myter.
Indianske genstande i udstillingen på Alaska Museum, Anchorage
På tredje sal var en meget aktuel særudstilling om plastik, som samles af havstrømme, ”gypes”, fem steder i verdenshavene. Kun 5% af den producerede plastik anførtes at blive genbrugt, resten havner i naturen. Plastikken er nærmest uforgængelig, men nedbrydes til småstykker og mikroplastik. Havet sender en del af plastikaffaldet ind på kysterne bl.a. i Alaska, hvor det ligger i metertykke lag, som man kunne se på fotografier. Frivillige i Alaska laver strandrensning, men det er et Sisyfosarbejde. Dyrelivet betaler en høj pris – en Albatros var vist med opskåret mavesæk, som indeholdt mange plastikstykker bl.a. en plastik-ildtænder. Vi får i forureningssammenhæng at vide, at vi alle er ens – at vi alle sammen per definition er syndere mod naturen, men det stemmer ikke! Som en deltager i strandrensning og indsamling af plastik til genbrug udtrykte sig:
”Vi lever i en kultur, som aldrig har eksisteret før! Aldrig har mennesket produceret så meget materielt og aldrig har vi været så tankeløse i vores omgang med naturen! Inuitkulturen og de indianske kulturer betragter naturen som menneskets moder og ophav. Og dyrene, som man dræber og spiser, ærer man. Fangeren takker sælen, fordi den ofrer sig for ham, lader ham spise den og dermed sikrer familiens og bopladsens overlevelse.” Den samme opfattelse findes i andre indianske kulturer, f.eks. i Andesområdet, hvor naturen, Mamapacha, er moder natur og tager man for meget fra Mamapacha, så opstår der alvorlige problemer!
Alaska oplevede for en hel del år siden en oliekatastrofe. Supertankskibet ”Exon Valdez” forliste i 1989 og lækkede sin olielast, som spredtes ud over et stort område med død og ødelæggelse i naturen til følge. Store beløb blev givet i erstatning til Alaska. Men hvordan erstatter man ødelagte naturværdier? Nogle af pengene blev givet til de oprindelige folk og det resulterede i bl.a. ”Heritage Center”.
Inuitter og indianere er de oprindelige folk i Alaska og udgør ca. 16 % af befolkningen, men der er en tredje gruppe, en minoritet som også bør huskes og som stadig eksisterer som en del af det moderne samfund på linje med de oprindelige beboere. Det er den russiske befolkning. Måske er det glemt af mange, men faktisk var Alaska engang en del af Rusland. Det var russiske opdagelsesrejsende, som fandt landet vest for Sibirien, og som de første fremmede bosatte sig langs kysten. Disse ”nybyggere” var ikke landmænd, men søfolk, fangere og handelsmænd, og de blev fulgt af zarens embedsmænd og af den ortodokse kristne kirkes præster. Den enevældige zar, konstant i pengemangel, besluttede i 1867 at sælge Alaska med alle landets beboere til Amerikas Forenede Stater. I 1890-erne fulgte så de store guldfund bl.a. i Klondike, hvilket resulterede i en større amerikansk tilstrømning og bosættelse. De russiske indvandreres efterkommere og den ortodokse kirke er stadig til stede i Alaska, men fåtallig og integreret i det amerikanske lokalsamfund.
Russisk ortodoks grav på kirkegård i Anchorage
Kom til Alaska, hvor lykken venter dig!
Opfordringen virker stadig, idet mange amerikanere, hvoraf mange, skuffet over udviklingen i det store land, bosætter sig i Alaska og finder om ikke guld, så nyt livsgrundlag og nye venner. Plads er der nok af. Med 0,5 personer pr. kvadratkilometer er Alaska et af verdens tyndt befolkede områder. Fiskeri, skovbrug, olieindustri og minedrift samt turisme er de vigtigste erhverv.
Ole Mortensøn
[Historie-online.dk, den 18. september 2019]
